Peer Gynt
| Innstillinger for teksten | Nedlastinger | ||||||
| xml, pdf | ||||||
| Om verket | |||||||
| Les mer om verket | |||||||
(uden at standse).
(st[å]r).
(foran ham).
(ler spotsk).
(som før).
(uvilkaarligt).
(svimmel).
(gisper efter [v]ejret).
ikke finde [o]rd, endelig udbryder hun:)
(arrig).
(grædende).
(g[å]r fra hende).
(følger efter).
(hidsig).
(gnider [a]lbuen).
(blæser).
(hidsig).
(rask).
(hulkende).
(sl[å]r ham p[å] [ø]ret).
(sparker i [a]rrighed).
(kaster en [g]ræstørv efter ham).
(vrider [h]ænderne).
[b]uskene. >Nogle [f]olk med [s]endingskost g[å]r forbi nedover mod [b]ryllups-
g[å]rden.)
(i [s]amtalen).
(sagte).
[h]ovedet og stirrer op[] i [l]uften.)
(til >nogle andre, idet de g[å]r forbi hinsides [g] []ærdet)
(farer halvt ivejret).
(læner sig til[] [g] []ærdet og sm[å]griner).
(til[] de andre).
(springer op[]).
(blinker til[] de andre).
(lidt efter).
(viger lidt).
(ser en [s]tund efter dem, g[]ør et [k]ast og vender sig halvt om).
[b]enene.)
(tager [p]lads i en [k]lynge, siddende p[å] nogle [t]ømmerstokke).
(i en anden [f]lok).
(til[] [s]pillemanden, idet han flyver forbi med en [j]ente ved [h] [å]nden).
(i [r]ing om en [g]ut, som danser).
(dansende).
(sm[å]grædende, nærmer sig [f]aderen, som st[å]r i [s]amtale med et [p]ar andre, og
trækker ham i [t]røjen).
(fra [b]agsiden af [h]uset).
(der nys er tr[å]dt til[]).
(til[] [j]enterne).
(til[] de andre.)
(kommer livfuld og hed, standser midt for [f]lokken og sl[å]r i [h]ænderne).
(til[] hvem han nærmer sig).
(liges[å]).
(til[] en fjerde).
(vender sig).
(til[] en femte).
(idet hun g[å]r).
(lidt efter, halvhøjt).
(vender sig raskt til[] en ældre [m]and.)
(sagte).
kommer ind p[å] [t]unet i [f]ølge med [f]orældrene.)
(til[] en anden i [n]ærheden af Peer Gynt.)
(træder ivejen for de kommende, peger p[å] Solvejg og spørger [m]anden:)
(stille).
(til[] Peer Gynt, idet han byder [d]rikke).
(ser ufravendt efter de g[å]ende).
(kommer med flere derfra).
(i [d]øren).
(trækker [h] [å]nden til[] sig).
(trækker i sin [m]oder).
(sagte og arrig).
(som kommer med en hel [s]værm fra [d]ansepladsen).
(ser mørkt p[å] ham).
(halvsagte).
(hviskende).
(sl[å]r [k]reds om ham).
(leende).
(med et [s]læng.)
(truer mod dem.)
(halvdrukken).
(tæt[] indved ham.)
(kort).
(mod dem; det lysner i ham).
(trækker [a]rmen til[] sig).
(puffer ham med [a]lbuen.)
(tankespredt).
(hastigt).
(ser mørkt p[å] ham).
(kommer drivende ig[]en).
(til[] [s]meden, som er fremst i [f]lokken).
(trækker [t]røjen af).
(til[] [s]meden).
(kaster [t]røjen fra sig).
(til[] Solvejg).
(kommer med en [k] []æp[] i [h] [å]nden).
(brætter [s]kjorteærmene op[]).
(spytter i [h]ænderne og nikker til[] [Å]se).
(kommer løbende).
(skriger).
(lader [k] []æppen synke).
(som himmelfalden).
(grædende).
(truer op[] til[] ham).
(kommer barhovedet og hvid af [v]rede).
(grædende).
(vrider [h]ænderne).
(træder ivejen).
(brister i [t] [å]rer).
(truende).
(tier en [s]tund; med et skriger han:)
(drejer [h]ovedet og r[å]ber h[å]nligt op[]:)
(fægter med [a]rmene og river sig i [h] [å]ret).
(stille).
(grædende).
(nikker mildt).
(altid dæmpet og med milde [ø]jne).
(angst).
(ivrig).
(skriger).
(fortumlet).
(til[] [Å]se).
(tørrer [ø]jnene).
(smiler og knejser med [n]akken).
(kommer i fuldt [s]prang og standser i [b]akken).
(løber over [b]akkerne, skrigende og syngende).
(skoggerleende).
(staar med et [s]pring imellem dem.)
(kysser ham.)
(liges[å].)
(danser i [f]lokken).
(g[]ør lange [n]æser mod [b]ergnuterne, skriger og synger).
(kommer yr og forvildet).
liggende.)
(standser og vender sig).
(sk[]ærer med [f]ingeren over [s]truben).
(falder ham om [h]alsen).
(r[å]ber bort i [l]iden).
(k[]ælen).
(prygler [g]risen og traver afsted).
(med en [s]lev).
(med [r]etterkniv).
(til[] Peer Gynt).
(til[] Peer Gynt).
(river sig bag [ø]ret).
[m]ad og [d]rikke.)
(støder [s]agerne fra sig.)
(grundende).
(vred).
(betænksomt).
(arrig).
(grædende.)
(lægger nogle skarpe [r]edskaber p[å] [b]ordet).
(blæser).
(tørrer [s]veden af sig).
(ser en [s]tund p[å] ham med høj [f]oragt; derp[å] siger han):
(jaget af [t]roldungerne).
(k[]æmpende med en liden [t]roldunge, som har bidt sig fast i hans [ø]re).
(sl[å]r ham over [f]ingrene).
(myldrer omkring ham).
(grædende).
(begravet i [t]rolddyngen).
(vil ig[]ennem p[å] et andet [s]ted, men støder imod).
(kaster [g]renen).
(kommer ig[]en).
(famler omkring).
(bider sig i [a]rme og [h]ænder).
(svinder ind til[] intet og siger i et [g]isp).
(v[å]gner, ser sig om med et sløvt og tungt [ø]jekast. Han spytter).
(springer op[]).
(skjult).
(standser).
(grædende).
(griber hende i [a]rmen).
(spag; slipper hende).
(hugger p[å] en stor [f]uru med krogede [g]rene).
hævet [ø] [ks]e.)
(render til den ene [s]ide).
(p[å] den anden [s]ide).
(grædende).
(roder om).
(ler imellemstunder).
af [g]læde og springer ivejret.)
[k]vinde i en fillet grøn [s]tak[] ud af [h]oltet; en styg[] [u]nge med en [ø]lbolle
i [h] [å]nden halter efter og holder hende i [s]kjørtet.)
(vil g[å]).
(spytter p[å] ham).
(kysser [u]ngen).
(stamper).
(knuger [h]ænderne).
(efter en lang [t]aushed).
(i [d]øren).
(halvhøjt).
(nikker efter ham).
(kommer).
(vrider p[å] sig og g[å]r op[]over [g]ulvet).
(med et [v]rid).
(afbøjende).
(smilende).
(hurtigt).
(urolig).
sætter sig foran p[å] [s]engefoden.)
(smækker med [p]isken).
(smækker ig[]en).
p[å] [s]tolen og siger dæmpet:)
(kommer).
(henkastende).
(sl[å]r i [b]ordet).
(trækker p[å] [s]kulderen).
(sk[å]nsomt).
(tænder en [c]igar).
(klinker med ham).
(som under det foreg[å]ende har stukket flittigt p[å] [f]laskerne).
(hæver sit [g]las).
(smilende).
(rykker nærmere).
(nikker).
(i stigende [s]temning).
(henreven).
(springer op[]).
(falder Peer Gynt om [h]alsen).
(trykker hans [h]ænder).
(vil kysse ham).
(beundrende).
(liges[å]).
(blæser).
(tier lidt, støtter sig til[] en [s]tol og antager en fornem [m]ine).
(med knyttet [h] [å]nd mod [f]artøjet).
(bleg og sagte).
(kommer og river sig i [h] [å]ret).
(kommer og sønderriver sine [k]læder).
(kommer).
[b]evægelse; Peer Gynt begynder at lokke og godsnakke, som for en [h]und.)
(folder [a]rmene over [b]rystet).
(lytter).
(kommer, sk[]ærende p[å] en [r]ørfløjte).
[ø]rken.)
(nærmer sig fra [i]ndgangen.)
(dansende).
(idet hans [ø]jne følger Anitra under [d]ansen).
(nærmer sig).
(peger p[å] hans [t]urban).
(henryk[]t, idet han rækker hende [s]mykket).
(spiller og synger).
(fra [t]eltet).
(nærmere).
(forskrækket).
(lægger sig for hans [f]ødder).
(rejser sig).
til[]bage g[]ennem [ø]rken.)
(st[å]r en lang [s]tund som lynslagen).
(idet han kaster [t]urbanen langt fra sig).
(kaster et [ø]je ned over [v]ejen og synger):
(synger):
(bag Sfinxen).
(under alleslags urolige [f]agter).
(nikker).
(med et [s]pring).
(med stille [b]eundring).
(beskeden).
(idet kan trækker ham med sig).
(for sig selv).
(i stigende [u]ro).
(trækker ham hen i et [h]jørne og hvisker).
(bleg og sagte).
(følger efter)
(holder p[å] ham).
(bukker).
(sagte).
(vildt til[] Peer Gynt).
(trækker sig bag [d]oktoren).
(holder ham).
(fortvivlet).
(river sig i [h] [å]ret).
(bukker endnu dybere).
(hopper højt).
(griber den).
(viger til[]side).
(i stigende [a]ngst).
(svimler).
(med en [s]tr[å]krans i [h] [å]nden, g[]ør et [s]pring og sætter sig skrævs over ham).
(i [b]uret)
(læner [a]rmene p[å] [r]ælingen og stirrer ind mod [l]and).
(r[å]ber forud).
(peger).
(sl[å]r i [r]ælingen).
Sjøgangen til[]tager. Skodde og tykke [s]kyer.)
(forud.)
(midtskibs, komanderer).
(st[å]r i [m]ørket ved [s]iden af Peer Gynt og hilser venligt):
(griber i [l]ommen).
(r[å]ber):
(skriger forud).
(dukker op[] p[å] den anden [s]ide).
anden.)
(griber i ham).
(synkende).
(griber i [b] [å]den).
(river sig i [h] [å]ret).
(nikker).
(sagte).
(ser p[å] ham).
(ved [p]orten).
(taler ved [g]raven).
(med en [s]tøbeske).
(sagte).
(r[å]ber efter den sørgeklædte).
(rejser sig).
(med et [b]jørneskind).
(med en [r]ensdyrskalle).
(med en [h]ammer, r[å]ber til[] den sørgeklædte).
(tomhændet).
(r[å]ber):
(som er kommen til[]).
(med [h]atten i [h] [å]nden).
(synger i [s]tuen).
(rejser sig stille og dødbleg).
(p[å] [j]orden).
(g[å]r udenom).
(snubler).
(flyver for [v]inden).
(drysser fra [g]renene).
(langt borte).
(synger).
(i fuld [f]art).
(standser).
(viger et [s]kridt).
(græder).
(trækker frem en [b]unke gamle [b]lade).
(p[å] [v]ejskillet).
(peger).
(letter p[å] [h]atten).
da skriger han:)
Efterh[å]nden falder der [s]til[]hed over ham.)
(synger p[å] [s]kogstien).
(kryber sammen i [s]kræk[]).
(peger).
(griber i ham).
(nærmere mod [h]uset).
og med [s]almebog i [k]lædet; en [s]tav i [h] [å]nden. Hun staar rank og mild.
(kaster sig ned p[å] [d]ørstokken.)
(bag [h]uset.)
(sætter sig hos ham.)
(ler).
(smiler).
(studser til[]bage).
(et [s]k[]ær af [l]ys g[å]r over ham, han skriger):
Solen rinder.)
(synger sagte).
(bag [h]uset).
(synger højere i [d]agglansen).
Faksimile
PEER GYNT.
ET DRAMATISK DIGT
[Tredie] OPLAG.
[
Den Gyldendalske Boghandels forlagslogo.
]
K[]ØBENHAVN.
FORLAGT AF DEN GYLDENDALSKE BOGHANDEL (F. HEGEL).
[H. H. Thieles Bogtrykkeri.]
18[]7[]
[4.]
Faksimile
Faksimile
PEER GYNT.
Faksimile
De handlende:
[Å]se, en [b]ondemands [e]nke
Peer Gynt, hendes [s]øn.
To [k][]ærringermed [k]ornsække.
Aslak, en [s]med.
Bryllupsg[]æster.
[k][]øge-
mester.
Spillemand, o. s. v.
Et [p]ar [i]ndflytterfolk.
Solvejg og lille Helga, deres [d]øttre.
Bonden p[å] Hæg[]stad.
Ingrid, hans [d]atter.
Brudgommen og hans [f]orældre.
Tre [s]æterjenter.
En grønklædt [k]vinde.
Dovregubben.
Et [h]oftrold. Flere lignende.
Troldjomfruer og [t]roldunger. Et [p]ar [h]e[ks]e.
Tomtegubber, [n]isser, [h]ougfolk, o. s. v.
En styg[][u]nge.
En [s]temme i [m]ørket.
Fugleskrig.
Kari, en [h]usmandskone.
Master Cotton, Monsieur Ballon, Deherrer v. Eberkopf og Trumpeterstr[å]le,
rejsende [h]errer.
En [t]yv og en [h]æler.
Anitra, en [b]eduinhøvdings [d]atter.
Arabere, [s]lavinder, dansende [p]iger, o. s. v.
Memnonstøtten(syngende).
Sfinxen ved Gizeh(stum [p]erson.)
Begriffenfeldt,
[p]rofessor, [d]r. phil., [f]orstander for [d]
[å]rekisten i Kairo.
Huhu, en [m]
[å]lstræver fra Malebarkysten.
Hussejn, en østerlandsk [m]inister.
En [f]ellahmed en [k]ongemumie.
Flere [d][å]rekistelemmer samt deres [v]ogtere.
En norsk [s]kipper og hans [m]andskab. En fremmed [p]assagér.
En [p]rest.
Et [l]igfølge.
En [l]ensmand.
En [k]nappestøber.
En mager [p]erson.
(Handlingen, der begynder i [f]ørstningen af dette [å]rhundrede og
slutter henimod vore [d]age, foreg[å]r dels i Gudbrandsdalen og p[å] [h]øj-
fjeldene deromkring, dels p[å] [k]ysten af Marokko, dels i [ø]rkenen Sahara,
i [d] [å]rekisten i Kairo, p[å] [h]avet, o. s. v.)
slutter henimod vore [d]age, foreg[å]r dels i Gudbrandsdalen og p[å] [h]øj-
fjeldene deromkring, dels p[å] [k]ysten af Marokko, dels i [ø]rkenen Sahara,
i [d] [å]rekisten i Kairo, p[å] [h]avet, o. s. v.)
Faksimile
FØRSTE HANDLING.
(En [l]id med [l]øvtrær nær ved [Å]ses [g]
[å]rd. En [e]lv fosser nedover. Et
gammelt [k]værnehus p[å] den anden [s]ide. Hed [s]ommerdag.)
gammelt [k]værnehus p[å] den anden [s]ide. Hed [s]ommerdag.)
(Peer Gynt, en stærkbygget tyve[å]rs [g]ut, kommer nedover [g]angstien.
[Å]se,
[m]oderen, liden og fin, følger efter. Hun er vred og sk[]ælder.)
[m]oderen, liden og fin, følger efter. Hun er vred og sk[]ælder.)
[Å]se
.Peer, du lyver!
Peer Gynt
(uden at standse).
Nej, jeg g[]ør ej!
[Å]se
.N[å], s[å] band p[å], det er sandt!
Peer Gynt
.Hvorfor bande?
[Å]se
.Tvi; du tør ej!
Alt ihob er [t]øv og [t]ant!
Peer Gynt
(st[å]r).
Det er sandt – hvert evigt [o]rd!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
1
Faksimile
2
[Å]se
(foran ham).
Og du sk[]æms ej for din [m]oer?
Først s[å] render du til[]fjelds
m[å]nedsvis i travle [å]nnen,
for at vejde [r]en p[å]
[f]
[å]nnen,
kommer hjem med reven [p]els,
uden [b]yrse, uden [v]ildt; –
og til[]slut med [å]bne [ø]jne
mener du at f[å] mig bildt
ind de værste [s]kytterløgne! –
N[å], hvor traf du s[å] den [b]ukken?
Peer Gynt
.Vest ved G[]endin.
[Å]se
(ler spotsk).
Rigtig, ja!
Peer Gynt
.Hvasse [v]inden bar ifra;
bag et [o]reholdt forstukken
han i [s]karesneen grov
efter [l]av –
[Å]se
(som før).
Ja rigtig, ja!
Peer Gynt
.Pusten holdt jeg, stod og lytted,
hørte [k]nirken af hans [h]ov,
s[å] af ene [h]ornet [g]renene.
Faksimile
3
Derp[å] varsomt mellem [s]tenene
frem p[å]
[b]ugen jeg mig flytted.
G[]emt i [r]øsen op[] jeg glytted; –
slig en [b]uk[], s[å] blank og fed,
skulde du vel aldrig set!
[Å]se
.Nej, bevares vel!
Peer Gynt
.Det smaldt!
Bukken stupte bums i [b]akken.
Men i samme [s]tund, han faldt,
sad jeg skrævs p[å]
[b]ukkeryggen,
greb ham i det venstre [ø]re,
vilde netop[]
[k]niven k[]øre
bagom [s]kolten ind i [n]akken; –
hej! da skreg han vildt, den [s]tyggen,
stod med et p[å] alle fire,
slog mig med et [a]gterkast
ud af [n]æven [k]niv og [s]lire,
skrued mig om [l]ænden fast,
stemte [h]ornene mod [l]æggen,
klemte mig, som i en [t]ang; –
dermed satte han p[å]
[s]prang
bent fremover G[]endin-[e]ggen!
[Å]se
(uvilkaarligt).
Jesu [n]avn da –!
Peer Gynt
.Har du set den
1*
Faksimile
4
G[]endin-[e]ggen nogen [g]ang?
Den er halve [m]ilen lang,
hvas[] bortefter, som en [l]j[å].
Udfor [b]ræer, [s]kred og [l]ider,
rakt nedover [u]rder gr[å],
kan en se til[] begge [s]ider
lukt i [v]andene, som blunder
svarte, tunge, mer end tretten-
hundred [a]len nedenunder. –
Langsmed [e]ggen han og jeg
skar os g[]ennem [v]ejret [v]ej.
Aldrig red jeg slig en [f]ole!
Midt imod, der vi fo[]r fram,
var det som der gnistred [s]ole.
Brune [ø]rnerygge svam
i det vide svimle [s]lug
midtvejs mellem os og [v]andene, –
sakked agterud, som [f]nug.
Isflak brast og brød mod [s]trandene;
men der var ej [d]øn at høre;
bare [h]virvlens [v]ætter sprang,
som i [d]ans; – de sang, de svang
sig i [r]ing for [s]yn og [ø]re!
[Å]se
(svimmel).
[Å], Gud trøste mig!
Peer Gynt
.Med et,
p[å] en r[å]dløs br[å]brat[]
[p]let[],
Faksimile
5
fo[]r ivejret [r]ype-[s]teggen,
flaksed kag[]lende, forskræmt,
fra den [k]nart, hvor han sad g[]emt,
klods for [b]ukkens [f]od p[å]
[e]ggen.
Bukken gjorde halvt omkring,
satte med et [h]immelspring
udfor [d]ybet med os begge!
([Å]se vak[]ler og griber efter en [t]ræstamme. Peer Gynt bliver ved.)
Bag os [b]ergets svarte [v]ægge,
under os et bundløst [s]lug!
Først vi kløvte [l]ag af [t]
[å]ger,
kløvte s[å] en [f]lok af [m]
[å]ger,
som ig[]ennem [l]uften vigende
fløj til[] alle [k]anter skrigende.
Nedad, uden [s]tands, fo[]r [t]oget.
Men i [d]ybet glittred noget
hvidlet, som en [r]ensdyrbug. –
Moer, det var vort eget [b]illed,
som ig[]ennem [f]jeldsjø-[s]tillet
op[] mod [v]andets [s]korpe piled
i den samme vilde [f]art,
som i den vi nedad kiled.
[Å]se
(gisper efter [v]ejret).
Peer! Gud fri mig –! Sig det snart –!
Peer Gynt
.Buk[] fra [l]uften, Buk[] fra [b]unden,
stangedes i samme [s]tunden
s[å] at [s]kummet om os klasked.
Ja, der l[å] vi nu og plasked. –
Faksimile
6
Langt om længe, du, vi n[å]de
nordre [l]andet p[å] en [m]
[å]de;
Bukken svam, og jeg hang bag ham; –
jeg fo[]r hjem –
[Å]se
.Men [b]ukken, du?
Peer Gynt
.
[Å], han g[å]r der vel endnu; –
(knipser i [f]ingrene, svinger sig p[å]
[h]ælen og til[]føjer:)
kan du finde ham, s[å] tag ham!
[Å]se
.Og du har ej knækket [n]akken?
Ikke begge [l]
[å]r engang?
Ikke [r]yggebenet brudt?
O, Vorherre, – [p]risen, [t]akken,
skyldes dig, som hjalp min [g]ut! –
Brogen har dog f[å]et en [r]evne;
men det er knap[]t værd at nævne,
n[å]r en minds, hvad meget værre
kunde hændt i sligt et [s]prang –!
(standser pludselig, ser p[å] ham med [å]ben [m]und og store [ø]jne, kan længe
ikke finde [o]rd, endelig udbryder hun:)
O, din [f]andens [r]æg[]lesmed,
[k]ors og [k]ors, hvor du kan lyve!
Remsen, som du kommer med,
minds jeg nu at jeg har k[]endt
som en [j]ente p[å] de tyve.
Gudbrand Glesne er det hændt, –
ikke dig, du –!
Faksimile
7
Peer Gynt
.Mig, som ham.
Sligt kan mer end engang hændes.
[Å]se
(arrig).
Ja, en [l]øgn kan endevendes,
stadses op[] med [b]rask og [b]ram,
klædes i en nygjort [h]am,
s[å] dens magre [s]krot[] ej k[]endes.
Det er det, som du har gjort,
laget alt s[å] vildt og stort,
uglet ud med [ø]rnerygge
og med alt det andet stygge,
løjet ligt og uligt væk,
skrønet ind slig m[å]lløs [s]kræk[],
at en k[]ends ej ved til[]sidst,
hvad en længst har hørt og vidst!
Peer Gynt
.Hvis en anden snakked slig,
skulde helseløs jeg sl[å] ham!
[Å]se
(grædende).
[Å], Gud give jeg l[å]
[l]ig;
gid jeg sov i svarte [j]orden!
Bøn og [g]r[å]d ej bider p[å] ham. –
Peer, du er og blir forloren!
Peer Gynt
.K[]ære, vakkre, lille [m]oer,
Faksimile
8
du har [r]et[] i hvert et [o]rd; –
vær s[å] blid og glad –
[Å]se
.Ti stille!
Kan jeg glædes, om jeg vilde,
jeg, som har sligt [s]vin til[]
[s]øn?
M[å] det ikke bittert krænke
mig, en stakkars magtløs [e]nke.
stødt at fange [s]kam for [l]øn?
(græder ig[]en.)
Hvad har [s]lægten nu til[]bage
fra din [f]arfars [v]elmagtsdage?
Hvor er [s]k[]æpperne med [m]ynt
efter gamle Rasmus Gynt?
Faer din gav dem [f]ødder, han, –
ødte dem s[å] glat[] som [s]and,
k[]øbte [j]ord i alle [s]ogne,
k[]ørte med forgyldte [v]ogne –.
Hvor er det, som gik til[]spilde
ved det store [v]intergilde,
da hver [g]
[]æst lod [g]las og [f]laske
bag sin [r]yg[] mod [v]æggen klaske?
Peer Gynt
.Hvor er [s]neen fra ifjor?
[Å]se
.Du skal tie for din [m]oer!
Se til[]g[å]rds! Hvert andet [r]ude-
[h]ul er fyldt med gamle [k]lude.
Hægn og [s]kigard ligger nede,
Faksimile
9
[f]æet st[å]r for [v]ejr og [v]æde,
[e]ng og [a]ker ligger brak[],
hver en [m]
[å]ned blir jeg pantet –
Peer Gynt
.Ti s[å] med den [k]
[]ærringsnak[]!
Ofte nok har [l]ykken skrantet,
og s[å] kom den højst p[å]fode!
[Å]se
.Der er saltstrød, hvor den grode.
Kors, men du er [s]torkarl, du, –
lige kaut og kry endnu.
lige knøv, som dengang [p]resten,
der han kom fra K[]øbenhavn,
spurgte dig om [d]øbenavn,
bandte p[å] at sligt et [n]emme
sakned mangen [p]rins derhjemme,
s[å] at [f]aer din gav ham [h]esten
med en [s]læde til[], som [t]ak[]
for den vennesæle [s]nak[]. –
H[å]; ja da var alting g[]ildt!
Provst, [k]aptejn og hele [r]esten
hang her dagstødt, [å]d og drak[],
fyldte sig, s[å] fast de sprak[].
Men i [n]ød skal k[]endes [n]æsten.
Her blev folketomt og stil[]t
samme [d]ag da «Jon med [s]k[]æppen»
tog ivej med [k]ramkarl-[s]kræppen.
(tørrer [ø]jnene med [f]orklædet.)
Ak, du er dog stærk og stor,
Faksimile
10
skulde st[å] som [s]tav og [s]tøtte
for din gamle skrale [m]oer, –
skulde [g]
[å]rdens [g]
[]erning sk[]øtte,
værge [s]lumpen af din [a]rv; –
(græder p[å]ny)
[å], Gud hjælpe mig for [n]ytte
jeg har havt af dig, din [s]karv!
Hjemme ligger du i [g]ruen,
roder rundt i [k]ul og [e]mmer;
mellem [b]yg[]dens [f]olk du skræmmer
[j]enterne fra [g]ildestuen, –
g[]ør mig [s]pe p[å] alle [k]anter,
sl[å]s med [s]ognets værste [f]anter –
Peer Gynt
(g[å]r fra hende).
Lad mig være.
[Å]se
(følger efter).
Kan du nægte
du var fremste [m]and i [l]aget
i det store [b]asketaget,
som for nylig stod p[å] Lunde,
der [i] slogs som olme [h]unde?
Var det ikke dig, som knækte
[a]rmen p[å] han Aslak [s]med, –
eller idetmindste brækte
ene [f]ingren hans af [l]ed?
Peer Gynt
.Hvem har fyldt dig med slig [p]ræk?
Faksimile
11
[Å]se
(hidsig).
Husmandskonen hørte [h]ylene!
Peer Gynt
(gnider [a]lbuen).
Ja, men det var mig, som skreg.
[Å]se
.Dig?
Peer Gynt
.Ja, [m]oer, – for jeg fik [p]ryglene.
[Å]se
.Hvad for noget?
Peer Gynt
.Han er spræk.
[Å]se
.Hvem er spræk?
Peer Gynt
.Han, Aslak, ved jeg.
[Å]se
.Tvi – og tvi; nu m[å] jeg spytte!
Slig en slarvet [f]yldebøtte,
slig en [r]angler, slig en dranket
[d]rammesluger har dig banket?
(græder ig[]en.)
Mangen [s]kam og [s]k[]ændsel led jeg;
men at dette skulde ske,
det var dog den værste [s]pe.
Faksimile
12
Lad ham være nok s[å] spræk; –
skal du derfor være vek?
Peer Gynt
.Om jeg hamrer eller hamres, –
ligefuldt s[å] skal der jamres.
(ler.)
Trøst dig, [m]oer –
[Å]se
.Hvad? Har du løjet
nu ig[]en?
Peer Gynt
.Ja, denne [g]ang.
Tør[] s[å]
[g]r[å]den pent af [ø]jet; –
(knytter den venstre [h]
[å]nd)
se, – med denne [k]nibetang
holdt jeg hele [s]meden bøjet;
højre [n]æven var min [s]lægge –
[Å]se
.O, din [s]lagsbror! Du vil lægge
mig i [g]raven med din [f]ærd!
Peer Gynt
.Nej da; du er bedre værd;
tyve tusend [g]ange bedre!
Lille, stygge, snille [m]oer,
du kan lide p[å] mit [o]rd,
hele [b]yg[]den skal dig hædre,
bare vent til[] jeg f[å]r gjort
noget – noget rigtigt stort!
Faksimile
13
[Å]se
(blæser).
Du!
Peer Gynt
.Hvem ved, hvad en kan møde!
[Å]se
.Gid du bare blev s[å] klog,
at du engang kunde bøde
[f]længen i din egen [b]rog!
Peer Gynt
(hidsig).
Jeg skal blive [k]onge, [k]ejser!
[Å]se
.
[Å], Gud trøste mig, nu rejser
sidste [r]esten af hans [v]id!
Peer Gynt
.Jo, jeg skal! Giv bare [t]id!
[Å]se
.Ja, giv [t]id, s[å] blir du [p]rins,
siges der, om ret[] jeg minds!
Peer Gynt
.Du skal se, [m]oer!
[Å]se
.Hold din [m]und!
Du er gal i [b]und og [g]rund. –
N[å], det er forresten sandt, –
noget var der blevet af dig,
hvis du ikke dagstødt gav dig
Faksimile
14
af med [l]øgn og [t]øv og [t]ant.
Hæg[]stadjenten var dig god.
Let[] du havde vundet [s]pillet,
hvis du rigtig havde villet –
Peer Gynt
.Tror du?
[Å]se
.Gamlen har ej [k]ræfter
til[] at st[å] sit [b]arn imod.
Han er stivsindt p[å] en [m]
[å]de;
men til[]slut f[å]r Ingrid r[å]de,
og hvor hun g[å]r, [f]od for [f]od
stavrer [k]narken arrig efter.
(begynder ig[]en at græde.)
Ak, min Peer; en grundrig [j]ente, –
[o]delsjente! Tænk dig til[]; –
hvis du bare havde villet,
stod du nu som [b]rudgom g[]ild, –
du, som g[å]r her svart og fillet!
Peer Gynt
(rask).
Kom, s[å] vil vi [j]a-[o]rd hente!
[Å]se
.Hvor?
Peer Gynt
.P[å] Hæg[]stad!
[Å]se
.Stakkars dig;
den er stængt, den [f]riervej!
Faksimile
15
Peer Gynt
.Hvorfor det?
[Å]se
.Ak, jeg m[å] sukke!
Spildt er [s]tunden, spildt er [h]eldet –
Peer Gynt
.N[å]?
[Å]se
(hulkende).
Mens du i Vesterfjeldet
gjennem [l]uften red p[å]
[b]ukke,
har Mads Moen fæstet [j]enten!
Peer Gynt
.Hvad? Den [k]vindfolkskræmsel! Han –!
[Å]se
.Ja, hun taer ham nu til[]
[m]and.
Peer Gynt
.Vent mig her, til[] jeg f[å]r spændt en
[h]est for [k]
[]ærren –
(vil g[å].)
[Å]se
.Spar sligt [s]præl.
Bryllupet skal st[å] imorgen –
Peer Gynt
.Pyt; jeg kommer jo ikveld!
[Å]se
.Tvi dig; vil du øge [s]orgen
med et [l]æs[] af [h]vermands [s]pot[]?
Faksimile
16
Peer Gynt
.Trøst dig. Alting skal g[å] godt.
(skriger og ler p[å] engang).
Hejsan, [m]oer! Vi sparer [k]jærren;
det taer [t]id at hente [m]ærren –
(løfter hende ivejret.)
[Å]se
.Slip[] mig!
Peer Gynt
.Nej, p[å] mine [a]rme
bær jeg dig til[]
[b]ryllupsg[å]rden!
(vader ud i [e]lven.)
[Å]se
.Hjælp! Vorherre sig forbarme!
Peer! Vi drukner –
Peer Gynt
.Jeg er b[å]ren
til[] en g[]ildere [d]ød –
[Å]se
.Ja visst;
du blir sagtens hængt til[]sidst!
(rusker ham i [h]
[å]ret).
O, dit [u]bæst!
Peer Gynt
.Hold nu [f]red;
her er glat[] og [s]lim p[å]
[b]unden.
[Å]se
.Asen!
Faksimile
17
Peer Gynt
.Ja brug bare [m]unden;
det g[]ør ingen [m]and [f]ortred.
S[å]; nu skr[å]r det atter op[] –
[Å]se
.Slip ej [t]aget!
Peer Gynt
.Hejsan, hop[]!
Vi skal lege Peer og [b]ukken; –
(galoperende)
jeg er [b]ukken, du er Peer!
[Å]se
.
[Å], jeg ved ej af mig mer!
Peer Gynt
.Ser du; nu er [e]vjen rukken; –
(vader iland.)
Giv s[å]
[b]ukken pent et [k]ys[];
det f[å]r være [t]ak[] for [s]kyds –
[Å]se
(sl[å]r ham p[å] [ø]ret).
Der er [t]ak[] for [s]kydsen!
Peer Gynt
.Au!
Den [b]etaling var for snaud!
[Å]se
.Slip[] mig!
Peer Gynt
.Først til[]
[b]ryllupsg[å]rden.
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
2
Faksimile
18
Vær min [t]alsmand. Du er klog;
snak[] med ham, den gamle [d]
[å]ren;
sig, Mads Moen er et [d]rog –
[Å]se
.Slip[]!
Peer Gynt
.Og sig ham s[å] til[]slut,
hvad Peer Gynt er for en [g]ut.
[Å]se
.Ja, det kan du bande p[å]!
Du skal vakkert [s]kudsmaal f[å].
Skildres skal du for og agter;
alle dine [f]andens [f]agter,
skal jeg nævne grejdt og grant –
Peer Gynt
.S[å]?
[Å]se
(sparker i [a]rrighed).
Jeg skal ej stagge [m]unden,
før den gamle hidser [h]unden
p[å] dig, som du var en [f]ant!
Peer Gynt
.Hm; s[å] f[å]r jeg g[å] alene.
[Å]se
.Ja, men jeg skal komme efter!
Peer Gynt
.Snille [m]oer, du har ej [k]ræfter –
Faksimile
19
[Å]se
.Ikke det? Jeg er s[å] sindt,
at jeg kunde knuse [s]tene!
Hu, jeg kunde æde [f]lint!
Slip[] mig!
Peer Gynt
.Ja, ifald du lover –
[Å]se
.Intet! Jeg vil med der over.
De skal vide, hvem du er!
Peer Gynt
.Nej, du f[å]r nok vente her.
[Å]se
.Aldrig! Jeg vil med i [l]aget!
Peer Gynt
.F[å]r ej [l]ov.
[Å]se
.Hvad vil du g[]øre?
Peer Gynt
.Sætte dig p[å]
[k]værnetaget.
(sætter hende derop[]. [Å]se skriger).
[Å]se
.Løft mig ned!
Peer Gynt
.Ja, vil du høre –?
[Å]se
.Sludder!
2*
Faksimile
20
Peer Gynt
.Snille [m]oer, jeg beer –
[Å]se
(kaster en [g]ræstørv efter ham).
Løft mig ned p[å]
[t]imen, Peer!
Peer Gynt
.Turde jeg, s[å] visst jeg vilde.
(nærmere)
Husk nu p[å] at sidde stille.
Ikke spark og spænd med [b]enene;
ikke riv og rusk i [s]tenene, –
ellers kan det g[å] dig ilde;
du kan dratte ned.
[Å]se
.Dit [b]æst.
Peer Gynt
.Ikke spræl!
[Å]se
.Gid du var blæst
som en [b]ytting ud af [v]erden!
Peer Gynt
.Fy da, [m]oer!
[Å]se
.Tvi!
Peer Gynt
.Giv mig heller
din [v]elsignelse til [f]ærden.
Vil du? Hvad?
Faksimile
21
[Å]se
.Jeg vil dig dænge,
om du end er nok s[å] stor!
Peer Gynt
.Ja, far vel da, k[]ære [m]oer!
Hav nu [t]
[å]l; jeg blir ej længe.
(g[å]r, men vender sig, løfter [f]ingeren formanende og siger:)
Husk s[å] p[å] du ikke spræller!
(g[å]r.)
[Å]se
.Peer! – Gud hjælpe mig, nu g[å]r han!
Bukkesprænger! Løgnhals! Hej,
vil du høre! – Nei, der skr[å]r han
over [j]ordet –!
(skrigende)
Hjælp! Jeg svimler!
(To [k]
[]ærringer med [s]ække p[å]
[r]yggen kommer nedover til[]
[k]værnen.)
Første [k]
[]ærring
.Kors; hvem skriger?
[Å]se
.Det er mig!
Anden [k]
[]ærring
.
[Å]se! Se, – s[å] højt p[å]
[s]tr[å]?
[Å]se
.Dette her vil lidt forsl[å]; –
snart, Gud bedre mig, jeg himler!
Første [k]
[]ærring
.Signe [r]ejsen!
Faksimile
22
[Å]se
.Hent en [s]tige;
jeg vil ned! Den [f]andens Peer –!
Anden [k]
[]ærring
.Sønnen jers?
[Å]se
.Nu kan [i] sige,
I har set, hvor han sig ter.
Første [k]
[]ærring
.Vi skal vidne.
[Å]se
.Hjælp mig bare;
jeg vil bent til[] Hæg[]stad fare –
Anden [k]
[]ærring
.Er han der?
Første [k]
[]ærring
.S[å] blir [
I
i
] hævnet;
[s]meden kommer og til[]
[s]tævnet.
[Å]se
(vrider [h]ænderne).
[Å], Gud trøste mig for [g]utten;
de taer [l]ivet hans til[]
[s]lutten!
Første [k]
[]ærring
.Ak, den [l]od er tidtnok drøftet;
trøst jer med, det s[å] er laget!
Faksimile
23
Anden [k]
[]ærring
.Hun er rent fra [s]ans og [v]id.
(r[å]ber op[]over:)
Ejvind, Anders! Hej, kom hid!
En [m]andsstemme
.Hvad er fat[]?
Anden Kjærring
.Peer Gynt har løftet
[m]oer sin op[] p[å]
[k]værnetaget!
(En liden [h]øjde med [b]usker og [l]yng. Byg[]devejen g[å]r bagenfor; et
[g] []ærde skiller imellem.)
[g] []ærde skiller imellem.)
(Peer Gynt kommer ad en [g]angsti, g[å]r raskt henimod [g]
[]ærdet, standser
og ser ud, hvor [u]dsigten [å]bner sig.)
og ser ud, hvor [u]dsigten [å]bner sig.)
Peer Gynt
.Der ligger [h]æggstad. Snart er jeg fremme.
(stiger halvt over; s[å] betænker han sig.)
Skal tro, hun Ingrid sidder ensom hjemme?
(skygger for [ø]jnene og ser bortover.)
Nej. Sendingsfolk myldrer tilg[å]rde som [m]yg[]. –
Hm, det er kanske rettest jeg vender.
(trækker atter [b]enet til[] sig )
Stødt s[å] flirer de bag ens [r]yg[],
og tisker, s[å] det tvers ig[]ennem en brænder.
(g[å]r nogle [s]kridt fra [g]
[]ærdet og river tankespredt i [l]øvet.)
Den, som havde noget stærkt at drikke.
Eller den, som kunde g[å] uformærkt. –
Eller den, som var uk[]endt. – Noget rigtig stærkt
var bedst, for s[å] bider [l]atteren ikke.
(ser med engang ligesom forskræmt omkring sig; derp[å] skjuler han sig imellem
[b]uskene. >Nogle [f]olk med [s]endingskost g[å]r forbi nedover mod [b]ryllups-
g[å]rden.)
Faksimile
24
En [m]and
(i [s]amtalen).
Faer hans var fordrukken, og [m]oer hans er l[å]k.
En [k]one
.Ja, s[å] f[å]r en ikke undres p[å] at [g]utten blir et [d]rog.
(Folkene g[å]r videre. Lidt efter kommer Peer Gynt frem; han er skamrød i
[a]nsigtet og kiger efter dem.)
[a]nsigtet og kiger efter dem.)
Peer Gynt
(sagte).
Var det mig, de snakked om?
(med et tvungent [s]læng)
[Å], lad dem snakke!
De kan da vel ikke [l]ivet af mig rakke.
(kaster sig ned i [l]yngbakken, ligger længe p[å]
[r]yggen med [h]ænderne under
[h]ovedet og stirrer op[] i [l]uften.)
For en underlig [s]ky. Den ligner en [h]est.
Der er [m]and p[å] med, – og [s]adel – og [g]rime. –
Bagefter rider en [k]
[]ærring p[å] en [l]ime.
(ler sm[å]t ved sig selv.)
Det er [m]oer. Hun sk[]ælder og skriger: dit [b]æst;
hejda, Peer! – –
(lidt efter lidt lukker han [ø]jnene.)
Ja, nu er hun bange. –
Peer Gynt rider først, og der følger ham mange. – –
Hesten har [s]ølvtop[] og [g]uldsko fire.
Selv har han [h]andsker og [s]abel og [s]lire.
K[å]ben er sid og med [s]ilke foret.
G[]ilde er de, som ham følger i [s]poret.
Ingen dog sidder s[å] stout p[å]
[f]olen.
Ingen dog glittrer som han imod [s]olen. –
Faksimile
25
Nede st[å]r [f]olk i [k]lynger langs [g]
[]ærdet,
løfter p[å]
[h]atten og glaner ivejret,
Kvinderne neje[r] sig. Alle kan k[]ende
[k]ejser Peer Gynt og hans tusende [s]vende.
Tolvskillingsstykker og blanke [m]arker
ned han som [s]m[å]sten p[å]
[v]ejen sparker.
Rige som [g]rever blir alle i [b]ygden.
Peer Gynt rider tvers over [h]avet i [h]øjden.
Engellands [p]rins st[å]r p[å]
[s]tranden og venter.
Det samme g[]ør alle Engellands [j]enter.
Engellands [s]tormænd og Engellands [k]ejser,
der Peer rider frem, sig fra [h]øjbordet rejser.
Kejseren letter p[å]
[k]ronen og siger –
Aslak [s]med
(til >nogle andre, idet de g[å]r forbi hinsides [g] []ærdet)
Nej, se da; Peer Gynt, det drukne [s]vin –!
Peer Gynt
(farer halvt ivejret).
Hvad, [k]ejser –!
Smeden
(læner sig til[] [g] []ærdet og sm[å]griner).
Rejs p[å] dig, [g]utten min!
Peer Gynt
.Hvad [d]jævelen! Smeden! Hvad godt vil du?
Smeden
(til[] de andre).
Lunde-[s]viren hænger nok i ham endnu.
Faksimile
26
Peer Gynt
(springer op[]).
G[å] med det gode!
Smeden
.Jeg skal s[å], ja.
Men [k]arl, hvor kommer du sidst ifra?
Se[
x
ks
]
[u]ger væk. Var du bergtagen? Hvad!
Peer Gynt
.Jeg har gjort underlige [g]
[]erninger, [s]med!
Smeden
(blinker til[] de andre).
Lad os høre, Peer!
Peer Gynt
.Kommer ingen ved.
Smeden
(lidt efter).
Du skal vel til[] Hæg[]stad?
Peer Gynt
.Nej.
Smeden
.En [t]id
de sagde, [j]enten derborte var dig blid.
Peer Gynt
.Du svarte [k]orp –!
Smeden
(viger lidt).
Ikke harm dig, Peer!
Har Ingrid vraget dig, s[å] finds jo fler –;
Faksimile
27
tænk; [s]øn til[] Jon Gynt! Følg med til[]g[å]rds;
der kommer b[å]de [u]ng-[l]am og [e]nker til[]
[å]rs –
Peer Gynt
.Til[]
[h]elved –!
Smeden
.Du finder nok en som vil ha'e dig. –
God [k]veld! Nu hilser jeg [b]ruden fra dig. –
(de g[å]r under [l]atter og [h]visken.)
Peer Gynt
(ser en [s]tund efter dem, g[]ør et [k]ast og vender sig halvt om).
For mig kan Hæg[]stad-[j]enten sig gifte
med hvem hun vil. Jeg er lige sæl!
(ser nedover sig.)
Brogen revnet. Fillet og fæl. –
Den, som havde noget nyt at skifte.
(stamper i [b]akken.)
Kunde jeg med et [s]lagtertag
rive dem [r]ingagten ud af [b]ringen!
(ser sig pludselig om.)
Hvad er det? Hvem er det, som flirer derbag? –
Hm, jeg syntes s[å] visst –. Nej, det var nok ingen. –
Jeg vil hjem til[]
[m]oer.
(g[å]r op[]over men standser ig[]en og lytter mod [b]ryllupsg[å]rden.)
De spiller til[]
[d]ans!
(stirrer og lytter; g[å]r skridtvis nedover; [ø]jnene lyser; han gnider sig langsad
[b]enene.)
For en [m]ylder af [j]enter! Syv-otte til[]mands!
[Å], piskende [d]ød, – jeg m[å] med i [l]aget! –
Men [m]oer, som sidder p[å]
[k]værnetaget – –
(Øjnene drages nedover ig[]en; han hopper og ler.)
Faksimile
28
Hejsan, hvor [h]allingen g[å]r over [t]r[å]kken!
Ja, han Guttorm med [f]elen er glup!
Det l[å]ter og sprætter, som [f]os[] i et [s]tup.
Og s[å] hele den glittrende [j]enteflokken! –
Ja, piskende [d]ød m[å] jeg med i [l]aget!
(sætter med et [s]pring over [g]
[]ærdet og nedover [v]ejen.)
(Tunet p[å] Hæg[]stad. Stuebyg[]ningen længst til[]bage. >Mange [g]
[]æster.
Dansen g[å]r livligt borte p[å] [g]ræsvolden. Spillemanden sidder p[å] et
[b]ord. K[]øgemesteren st[å]r i [d]øren. >Kokkekoner g[å]r frem og til[]-
bage mellem [b]yg[]ningerne; >ældre [f]olk sidder hist og her i [s]amtale.)
Dansen g[å]r livligt borte p[å] [g]ræsvolden. Spillemanden sidder p[å] et
[b]ord. K[]øgemesteren st[å]r i [d]øren. >Kokkekoner g[å]r frem og til[]-
bage mellem [b]yg[]ningerne; >ældre [f]olk sidder hist og her i [s]amtale.)
En [k]one
(tager [p]lads i en [k]lynge, siddende p[å] nogle [t]ømmerstokke).
Bruden? [Å], ja visst græder hun lidt;
men det skal en aldrig ændse.
men det skal en aldrig ændse.
K[]øgemesteren
(i en anden [f]lok).
Nu f[å]r I, [g]odtfolk, p[å]
[d]unken lænse.
En [m]and
.Tak[], som byder; men du sk[]ænker for tidt.
En [g]ut
(til[] [s]pillemanden, idet han flyver forbi med en [j]ente ved [h] [å]nden).
Hejsan, Guttorm, spar ikke [s]trengene!
Jenten
.Stryg, s[å] det ljomer udover [e]ngene!
Jenter
(i [r]ing om en [g]ut, som danser).
G[]ildt [k]ast var det!
Faksimile
29
En [j]ente
.Han er spænstig i [l]æggen!
Gutten
(dansende).
Her er højt til[]
[l]oftet og vidt til[]
[v]æggen!
Brudgommen
(sm[å]grædende, nærmer sig [f]aderen, som st[å]r i [s]amtale med et [p]ar andre, og
trækker ham i [t]røjen).
Hun vil ikke, [f]aer; hun er s[å] kaut!
Faderen
.Hvad vil hun ikke?
Brudgommen
.Hun har stængt sig inde.
Faderen
.N[å], s[å] se du kan [n]øglen finde.
Brudgommen
.Jeg ved ikke [v]ejen.
Faderen
.Du er et [n]aut!
(vender sig til[] de andre ig[]en. Brudgommen driver bortover [t]unet.)
En [g]ut
(fra [b]agsiden af [h]uset).
Jenter! Nu kommer der [l]iv i [t]ingen!
Peer Gynt er p[å]
[g]
[å]rden!
Smeden
(der nys er tr[å]dt til[]).
Hvem har bedt ham?
Faksimile
30
K[]øgemesteren
.Ingen.
(g[å]r mod [h]uset.)
Smeden
(til[] [j]enterne).
Snakker han til[] jer, s[å] hør ikke p[å] ham!
En [j]ente
(til[] de andre.)
Nej; vi lader, som vi aldrig s[å] ham.
Peer Gynt
(kommer livfuld og hed, standser midt for [f]lokken og sl[å]r i [h]ænderne).
Hvem er den sprækeste [j]ente i [r]ingen?
En enkelt
(til[] hvem han nærmer sig).
Ikke jeg.
En anden
(liges[å]).
Ikke jeg.
En tredje
.Ja, jeg ikke heller.
Peer Gynt
(til[] en fjerde).
S[å] kom da du, før en bedre sig melder.
Jenten
(vender sig).
Har ikke [t]id.
Peer Gynt
.
(til[] en femte).
S[å] du!
Faksimile
31
Jenten
(idet hun g[å]r).
Jeg skal hjem.
Peer Gynt
.Ikveld? Er du rent fra [s]ans og [s]amling!
Smeden
(lidt efter, halvhøjt).
Peer; der g[å]r hun til[]
[d]ans med en [g]amling.
Peer Gynt
.
(vender sig raskt til[] en ældre [m]and.)
Hvor er de ledige[,] du?
Manden
.Find dem frem.
(g[å]r fra ham.)
(Peer Gynt er med et bleven stille. Han skotter skjult og sky mod [f]lokken.
Alle ser p[å] ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre [k]lynger. Hvor han
kommer bliver der [t]aushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.)
Alle ser p[å] ham, men ingen taler. Han nærmer sig andre [k]lynger. Hvor han
kommer bliver der [t]aushed; fjerner han sig, smiler man og ser efter ham.)
Peer Gynt
(sagte).
Øjekast; sylhvasse [t]anker og [s]mil.
Det gnis[]ler, som [s]agbladet under en [f]il!
(han stryger sig langs [g]
[]ærdet. Solvejg, med lille Helga ved [h]
[å]nden,
kommer ind p[å] [t]unet i [f]ølge med [f]orældrene.)
En [m]and
(til[] en anden i [n]ærheden af Peer Gynt.)
Se [i]ndflytterfolket.
Den anden
.De vesterfra?
Første
.Ja, de fra Hedalen.
Faksimile
32
Anden
.Rigtig, ja!
Peer Gynt
(træder ivejen for de kommende, peger p[å] Solvejg og spørger [m]anden:)
F[å]r jeg danse med [d]atter din?
Manden
(stille).
F[å]r s[å]; men først
m[å] vi ind og hilse p[å]
[f]olk i [h]uset.
(de g[å]r ind.)
K[]øgemesteren
(til[] Peer Gynt, idet han byder [d]rikke).
Er du kommen, s[å] skal du vel stikke p[å]
[k]ruset?
Peer Gynt
(ser ufravendt efter de g[å]ende).
Tak[]; jeg skal danse. Jeg har ingen [t]ørst.
(K[]øgemesteren g[å]
[]r fra ham. Peer Gynt ser mod [h]uset og ler.)
Hvor lys! Nej, skulde du set en slig!
Skotted ned p[å]
[s]koen og det hvide [s]prede –!
Og s[å] holdt hun i [m]oderens [s]k[]ørteflig,
og bar en [s]almebog svøbt i et [k]læde –!
Jeg m[å] se p[å] den [j]enten.
(vil ind i [s]tuen.)
En [g]ut
(kommer med flere derfra).
Peer, g[å]r du alt
fra [d]ansen?
Peer Gynt
.Nej.
Faksimile
33
Gutten
.Men s[å] stævner du galt!
(tager ham i [a]
[ks]len for at vende ham.)
Peer Gynt
.Lad mig slippe forbi!
Gutten
.Er du ræd[] for [s]meden?
Peer Gynt
.Jeg ræd[]?
Gutten
.Ja, du minds vel p[å] Lunde forleden?
(Flokken ler og g[å]r ned til[]
[d]ansepladsen.)
Solvejg
(i [d]øren).
Du er visst den [g]utten, som vilde danse?
Peer Gynt
.Ja vel er jeg det; kan du ikke sanse?
(tager hende i [h]
[å]nden.)
Kom s[å]!
Solvejg
.Ikke for langt, sa'e [m]oer!
Peer Gynt
.Sa'e [m]oer? Sa'e [m]oer! Er du født ifjor?
Solvejg
.Du g[]ør [n]ar –!
Peer Gynt
.Du er dog en [u]nge næsten.
Er du vo[ks]en?
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
3
Faksimile
34
Solvejg
.Jeg gik iv[å]res til[]
[p]resten.
Peer Gynt
.Sig [n]avnet dit, [t]øs, s[å] snakker vi lettere.
Solvejg
.Jeg heder Solvejg. – Og hvad heder du?
Peer Gynt
.Peer Gynt.
Solvejg
(trækker [h] [å]nden til[] sig).
[Å], [k]ors da!
Peer Gynt
.Hvad er det nu?
Solvejg
.Mit [s]trømpeb[å]nd er løst; jeg m[å] binde det tættere.
(g[å]r fra ham.)
Brudgommen
(trækker i sin [m]oder).
Moer, hun vil ikke –!
Moderen
.Vil ikke? Hvad?
Brudgommen
.Vil ikke, [m]oer?
Moderen
.Hvad?
Brudgommen
.Lette p[å]
[l]
[å]sen.
Faksimile
35
Faderen
(sagte og arrig).
[Å], du var værd at bindes i [b]
[å]sen!
Moderen
.N[å], sk[]æld ikke. Stakkar, han blir nok bra'.
(de g[å]r bortover.)
En [g]ut
,
(som kommer med en hel [s]værm fra [d]ansepladsen).
Lidt [b]rændevin, Peer?
Peer Gynt
.Nej.
Gutten
.Bare lidt?
Peer Gynt
(ser mørkt p[å] ham).
Har du noget?
Gutten
.Det kunde nok hænde.
(trækker en [l]ommeflaske frem og drikker)
[Å]h! hvor det river! – N[å]?
Peer Gynt
.Lad mig k[]ende.
(drikker.)
En anden
.Nu faar du ogs[å] smage p[å] mit.
Peer Gynt
.Nej!
3*
Faksimile
36
Den samme
.
[Å], [s]nak[]; vær nu ingen [t]
[å]be.
Drik[] du, Peer!
Peer Gynt
.S[å] giv mig en [d]r[å]be.
(drikker ig[]en.)
En [j]ente
(halvsagte).
Kom, lad os g[å].
Peer Gynt
.Er du ræd[] for mig, [t]øs?
En tredje [g]ut
.Hvem er ikke ræd[] for dig?
En fjerde
.P[å] Lunde
viste du jo hvad [k]onster du kunde.
Peer Gynt
.Jeg kan mer end som s[å], n[å]r jeg først sl[å]r mig løs!
Første [g]ut
(hviskende).
Nu kommer han sig!
Flere
(sl[å]r [k]reds om ham).
Fortæl; fortæl!
Hvad kan du?
Faksimile
37
Peer Gynt
.Imorgen –!
Andre
.Nej, nu ikveld!
En [j]ente
.Kan du he[ks]e, Peer?
Peer Gynt
.Jeg kan mane [f]anden!
En [m]and
.Det har [b]edstemoer kunnet før jeg blev født!
Peer Gynt
.Løgnhals! Hvad jeg kan, kan ingen anden.
Jeg har engang manet ham ind i en [n]ød[
d
].
Den var ormstukken, ser I!
Flere
(leende).
Det er grejdt at sk[]ønne!
Peer Gynt
.Han banded og græd og vilde mig lønne
med ligt og uligt –
En i [f]lokken
.Men m[å]tte derind?
Peer Gynt
.Ja vel. Jeg dytted [h]ullet med en [p]ind.
Hej; I skulde hørt ham surre og rumle!
En [j]ente
.Nej, tænk!
Faksimile
38
Peer Gynt
.Det var plent som en hører en [h]umle.
Jenten
.Har du ham endnu i [n]ødden?
Peer Gynt
.Nej,
nu er den [d]jævel strøgen sin [v]ej.
Det er hans
[s]kyld at [s]meden har lagt mig for [h]ad.
En [g]ut
.S[å], du?
Peer Gynt
.Jeg gik til [s]midjen og bad
han vilde knække den [n]øddeskallen.
Det lovte han! lagde den bort p[å]
[p]allen;
men Aslak er nu s[å] h[å]rdhændt, han; –
og stødt s[å] skal han nu bruge [s]læggen –
En [s]temme fra [f]lokken
.Slog han [f]anden ihjæl?
Peer Gynt
.Han slog som en [m]and.
Men [f]anden hytted sig, fo[]r som en [b]rand
tvers g[]ennem [t]aget og kløvte [v]æggen.
Flere
.Og [s]meden –?
Peer Gynt
.Stod der med stegte [h]ænder.
Siden den [d]ag var vi aldrig [v]enner.
(almindelig [l]atter.)
Faksimile
39
Nogle
.Den [r]æg[]len er god!
Andre
.Den er snart hans bedste!
Peer Gynt
.Tror I, jeg digter ihob?
En [m]and
.
[Å] nej,
det er du fri for; jeg k[]ender det meste
fra [f]arfaer –
Peer Gynt
.Løgn! Det er hændt med mig!
Manden
.Det er jo alting.
Peer Gynt
(med et [s]læng.)
Hej, jeg kan ride
rakt g[]ennem [l]uften p[å] g[]ilde [h]este!
[Å], jeg kan mangeting, jeg, skal I vide;
(Skoggerlatter ig[]en.)
En i [f]lokken
.Peer, rid lidt i [l]uften!
Mange
.Ja, k[]ære Peer Gynt –!
Peer Gynt
.I har ikke nødig at tryg[]le s[å] tyndt.
Jeg skal ride som et [u]vejr over jer alle!
Hele [s]ognet skal mig til[]fode falde!
Faksimile
40
En ældre [m]and
.Nu er han rivende gal.
En anden
.Det [f]æ!
En tredje
.Storskryder!
En fjerde
.Løgnhals!
Peer Gynt
(truer mod dem.)
Ja vent, skal I se!
En [m]and
(halvdrukken).
Ja vent; du skal f[å] dig en børstet [t]røje!
Flere
.En mørbanket [r]yg[]! Et bl[å]malet [ø]je!
(Sværmen spreder sig, de ældre i [v]rede, de yngre under [s]pot[] og [l]atter.)
Brudgommen
(tæt[] indved ham.)
Du, Peer, er det sandt du kan ride i [l]uften?
Peer Gynt
(kort).
Alting, Mads! Du m[å] tro, jeg er [k]ar', jeg.
Brudgommen
.S[å] har du vel ogs[å]
[u]synligheds-[k]uften?
Peer Gynt
.Hatten, mener du? Ja, den har jeg.
(vender sig fra ham. Solvejg g[å]r over [t]unet med Helga ved [h]
[å]ndeu.)
Faksimile
41
Peer Gynt
(mod dem; det lysner i ham).
Solvejg! [Å], det er godt du kommer!
(griber hende om [h]
[å]ndledet.)
Nu skal jeg svinge dig spræk og g[]ild!
Solvejg
.Slip[] mig!
Peer Gynt
.Hvorfor?
Solvejg
.Du er s[å] vild.
Peer Gynt
.Vild er [r]enbukken med, n[å]r det gryr mod [s]ommer.
Kom s[å], [j]ente; vær ikke tvær!
Solvejg
(trækker [a]rmen til[] sig).
Tør ikke.
Peer Gynt
.Hvorfor?
Solvejg
.Nej, du har drukket.
(g[å]r bortover med Helga.)
Peer Gynt
.Den, som havde sit [k]nivsblad stukket
tvers ig[]ennem dem, – en og hver!
Brudgommen
(puffer ham med [a]lbuen.)
Kan du ikke hjælpe mig ind til[]
[b]ruden?
Faksimile
42
Peer Gynt
(tankespredt).
Bruden? Hvor er hun?
Brudgommen
.P[å]
[s]tabburet.
Peer Gynt
.N[å].
Brudgommen
.
[Å], du, Peer Gynt, du f[å]r friste p[å]!
Peer Gynt
.Nej, du f[å]r være min [h]jælp foruden.
(en [t]anke skyder op[] i ham; han siger sagte og hvas[]t:)
Ingrid p[å]
[s]tabburet!
(nærmer sig Solvejg.)
Har du betænkt dig?
(Solvejg vil g[å]; han træder ivejen.)
Du sk[]æms, fordi jeg ser ud som en [f]ant.
Solvejg
(hastigt).
Det g[]ør du ikke; det er ikke sandt!
Peer Gynt
.Jo! Og s[å] er jeg lidt p[å] en [k]ant;
men det var p[å]
[t]rods, for du havde krænkt mig.
Kom s[å]!
Solvejg
.Tør ikke nu, om jeg vilde!
Peer Gynt
.Hvem er du ræd[] for?
Faksimile
43
Solvejg
.Mest for [f]aer.
Peer Gynt
.Faer? Ja vel; han er af de stille!
Hælder han med [ø]ret? Hvad? – N[å], svar!
Solvejg
.Hvad skal jeg svare?
Peer Gynt
.Er [f]aer din [l]æser?
Er ikke du og [m]oer din med?
N[å], vil du svare!
Solvejg
.Lad mig g[å] i [f]red.
Peer Gynt
.Nej!
(dæmpet, men hvas[]t og skræmmende.)
Jeg kan skabe mig om til[] et [t]rold!
Jeg skal komme for [s]engen din inat[]
[k]lokken tolv.
Hører du nogen, som hvæser og fræser,
s[å] m[å] du ikke bilde dig ind det er [k]atten.
Det er mig, du! Jeg tapper dit [b]lod i en [k]op[];
og din vesle [s]yster, hende æder jeg op[];
ja, for du skal vide, jeg er [v]arulv om [n]atten; –
jeg skal bide dig over [l]ænder og [r]yg[] – –
(sl[å]r p[å] engang om og beder som i [a]ngst:)
Dans med mig, Solvejg!
Solvejg
(ser mørkt p[å] ham).
Nu var du styg[].
(g[å]r ind i [s]tuen.)
Faksimile
44
Brudgommen
(kommer drivende ig[]en).
Du skal f[å] en [s]tud, vil du hjælpe mig!
Peer Gynt
.Kom!
(De g[å]r bag [h]uset. Idetsamme kommer en stor [f]lok fra [d]ansepladsen; de
fleste er drukne. Larm og [o]p[]styr. Solvejg, Helga og [f]orældrene kommer med
endel ældre [f]olk ud i [d]øren).
fleste er drukne. Larm og [o]p[]styr. Solvejg, Helga og [f]orældrene kommer med
endel ældre [f]olk ud i [d]øren).
K[]øgemesteren
(til[] [s]meden, som er fremst i [f]lokken).
Hold [f]red!
Smeden
(trækker [t]røjen af).
Nej, nu skal her æskes [d]om.
Peer Gynt eller jeg skal i [b]akken bændes.
Nogle
.Ja, lad dem nappes!
Andre
.Nej, bare sk[]ændes!
Smeden
.Næver m[å] til[]; her b[å]der ej [o]rd.
Solvejgs [f]ader
.Styr dig, [m]and!
Helga
.Vil de sl[å] ham, [m]oer?
En [g]ut
.Lad os heller g[]øgle med alle hans [l]øgne!
Faksimile
45
En anden
.Sparke ham af [l]aget!
En tredje
.Spytte ham i [ø]jne[!]
En fjerde
(til[] [s]meden).
Stikker du op[], du?
Smeden
(kaster [t]røjen fra sig).
Øget skal slagtes!
Indflytterkonen
(til[] Solvejg).
Der kan du se hvor den [t]omsing agtes.
[Å]se
(kommer med en [k] []æp[] i [h] [å]nden).
Er [s]ønnen min her? Nu skal han ha'e [s]tryg!
Nej, hvor inderligt jeg skal dænge ham!
Smeden
(brætter [s]kjorteærmene op[]).
Til[] slig en [k]rop[] er [p]
[å]ken for myg.
Nogle
.Smeden vil dænge ham!
Andre
.Flænge ham!
Smeden
(spytter i [h]ænderne og nikker til[] [Å]se).
Hænge ham!
[Å]se
.Hvad? Hænge min Peer? Ja, prøv, om I tør; –
Faksimile
46
[Å]se og jeg, vi har [t]ænder og [k]lør! –
Hvor er han?
(raaber henover [t]unet.)
Peer!
Brudgommen
(kommer løbende).
[Å], Guds [d]ød og [p]lage!
Kom, [f]aer og [m]oer, og –!
Faderen
.Hvad er ivejen?
Brudgommen
.Tænk, Peer Gynt –!
Aase
(skriger).
Har de taget ham afdage?
Brudgommen
.Nej, Peer Gynt –! Se, op[]over [h]ejen –!
Mængden
.Med [b]ruden!
[Å]se
(lader [k] []æppen synke).
Det [u]bæst!
Smeden
(som himmelfalden).
I bratteste [f]jeldet
klyver han, ja-Gud, p[å]
[g]
[]e[d]ens [v]is!
Brudgommen
(grædende).
Han bær' hende, [m]oer, som en bær['] en [g]ris!
Faksimile
47
[Å]se
(truer op[] til[] ham).
O, gid du faldt ned og –!
(skriger i [a]ngst.)
Træd varsomt i [h]ældet!
Hæg[]stadbonden
(kommer barhovedet og hvid af [v]rede).
Jeg tager hans [l]iv for det [b]ruderov!
[Å]se
.
[Å], nej Gud straffe mig om I f[å]r [l]ov!
Faksimile
ANDEN HANDLING.
(En trang [f]jeldsti høit oppe. Det er tidlig [m]orgen.)
(Peer Gynt g[å]r ilsomt og uvillig langs [s]tien. Ingrid, halvt brude-
pyntet, søger at holde ham til[]bage.)
pyntet, søger at holde ham til[]bage.)
Peer Gynt
.G[å] ifra mig!
Ingrid
(grædende).
Efter dette!
Hvor?
Peer Gynt
.S[å] langt du vil for mig.
Ingrid
(vrider [h]ænderne).
O, hvad [s]vig!
Peer Gynt
.Unyttig [t]rætte.
hver f[å]r g[å] sin egen [v]ej.
Ingrid
.Brot[] – og [b]rot[] ig[]en os binder!
Faksimile
49
Peer Gynt
.Djævlen st[å] i alt, som minder!
Djævlen st[å] i alle [k]vinder, – –
uden en –!
Ingrid
.Hvem er den ene?
Peer Gynt
.Ikke dig.
Ingrid
.Hvem er det da?
Peer Gynt
.G[å]! G[å] did du kom ifra!
Fort! Til[]
[f]aer din!
Ingrid
.K[]ære, vene –!
Peer Gynt
.Ti!
Ingrid
.Du kan umuligt mene,
hvad du siger.
Peer Gynt
.Kan og vil.
Ingrid
.Lokke først, – og s[å] forskyde!
Peer Gynt
.Og hvad [k]
[å]r har du at byde?
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
4
Faksimile
50
Ingrid
.Hæg[]stad [g]
[å]rd og mere til[].
Peer Gynt
.Har du [s]almebog i [k]lædet?
Har du [g]uldfa[ks] over [n]akken?
Skotter du nedover [s]predet?
Holder du din [m]oer i [s]takken?
Svar!
Ingrid
.Nej; men –?
Peer Gynt
.Gik du til[]
[p]resten
nu iv[å]r da?
Ingrid
.Nej, men Peer –?
Peer Gynt
.Har du [b]lygsel over [ø]jet?
Kan du nægte, n[å]r jeg beer?
Ingrid
.Kors; jeg tror, hans [v]id er fløjet –!
Peer Gynt
.Blir der [h]elg, n[å]r en dig ser?
Svar!
Ingrid
.Nej, men –
Peer Gynt
.Hvad er s[å]
[r]esten!
(vil g[å].)
Faksimile
51
Ingrid
(træder ivejen).
Ved du, det er halsløs [d]
[å]d,
hvis du sviger?
Peer Gynt
.F[å]r s[å] være.
Ingrid
.Du kan vinde [g]ods og [æ]re,
hvis du taer mig –
Peer Gynt
.Har ej [r]
[å]d.
Ingrid
(brister i [t] [å]rer).
O, du lokked –!
Peer Gynt
.Du var villig.
Ingrid
.Trøstløs var jeg!
Peer Gynt
.Jeg var yr.
Ingrid
(truende).
Ja, men [b]oden blir dig dyr!
Peer Gynt
.Dyrest [b]od f[å]r kaldes billig.
Ingrid
.St[å]r du fast ved dit?
4*
Faksimile
52
Peer Gynt
.Som [s]ten.
Ingrid
.Godt; s[å] se da, hvem som vinder!
(g[å]r nedover.)
Peer Gynt
(tier en [s]tund; med et skriger han:)
Djævlen st[å] i alt, som minder!
Djævlen st[å] i alle [k]vinder!
Ingrid
(drejer [h]ovedet og r[å]ber h[å]nligt op[]:)
Uden en!
Peer Gynt
.Ja; uden en.
(de g[å]r hver sin [v]ej.)
(Ved et [f]jeldvand; det er blødt og myrlændt omkring. Et [u]vejr trækker op[].)
(
[Å]se, fortvivlet, r[å]ber og ser sig om til[] alle [s]ider. Solvejg har
ondt for at holde [s]kridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et
[s]tykke bagefter.)
ondt for at holde [s]kridt med hende. Indflytterfolkene og Helga et
[s]tykke bagefter.)
[Å]se
(fægter med [a]rmene og river sig i [h] [å]ret).
Alting er imod mig med [v]redens [v]ælde!
Himmel og [v]and og de stygge [f]jelde!
Himlen vælter [s]kodde for at forvilde ham!
Det lumske [v]and vil ved [l]ivet skille ham!
Fjeldene vil sl[å] ham med [s]kred og [r]ap; –
Faksimile
53
og s[å]
[m]enneskene! De er ude p[å]
[d]rab!
Nej-Gud om de skal! Jeg kan ikke miste ham!
O, den [b]ytting; at [f]anden skulde friste ham!
(vender sig til[] Solvejg.)
Ja, er det ikke rent utænkeligt, sligt?
Han, som stødt fo[]r med [l]øgn og [d]igt; –
han, som bare i [m]unden var stærk;
han, som aldrig har prøvet et dugeligt [v]ærk; –
han –! En kunde b[å]de græde og le! –
O, vi holdt sammen i [n]ød og [v]e.
Ja, for du skal vide, [m]anden min drak,
fo[]r [b]yg[]den rundt med [d]
[å]rskab og [s]nak,
ødte og tr[å]dte vor [v]elstand under [f]od.
Og imens sad jeg og Vesle-Peer hjemme.
Vi vidste ikke bedre [r]
[å]d, end at glemme;
for det falder mig s[å] svært at st[å] rigtig imod.
Det er s[å] fælt at se [s]k[]æbnen under [ø]jne;
og s[å] vil en jo g[]erne ryste [s]orgerne af sig,
og prøve som bedst at skyde [t]ankerne fra sig.
En bruger [b]rændevin, en anden bruger [l]øgne;
[å], ja! saa brugte vi [e]ventyr
om [p]rinser og [t]rolde og alleslags [d]yr.
Om [b]ruderov med. Men hvem kunde tænkt,
de [f]andens [r]æg[]ler skulde i ham hængt?
(forfærdet ig[]en.)
Hu, for et [s]krig! Det er [n]økken eller [d]raugen!
Peer! Peer! – Deroppe p[å]
[h]augen –!
(løber op[]over en liden [h]øjde og ser over [v]andet. Indflytterfolkene kommer til[].)
[Å]se
.Ikke [s]por at se!
Faksimile
54
Manden
(stille).
Det er værst for ham.
[Å]se
(grædende).
Ak, min Peer! Mit fortabte [l]am!
Manden
(nikker mildt).
Ja, rigtig. Fortabt.
[Å]se
.Nej, snak[] ikke slig!
Han er s[å] glup. Der er ingen ham lig.
Manden
.Du d[å]rlige [k]vinde!
[Å]se
.
[Å]-ja, [å]-ja;
jeg er d[å]rlig; men [g]utten er bra'!
Manden
(altid dæmpet og med milde [ø]jne).
Hans [s]ind er forhærdet; hans [s]jæl er tabt.
[Å]se
(angst).
Nej, nej da! S[å] h[å]rd er Vorherre knap[]t!
Manden
.Tror du han kan for sin [s]yndeg[]æld sukke?
[Å]se
(ivrig).
Nej, men han kan ride i [l]uften p[å]
[b]ukke!
Faksimile
55
Konen
.Kors, er I gal?
Manden
.Hvad siger I, [m]oer?
[Å]se
.Ingen [g]
[]erning er ham for stor.
I skal se, f[å]r han bare leve s[å] længe –
Manden
.Bedst var det, I s[å] ham i [g]algen hænge.
[Å]se
(skriger).
Kors i Jesu [n]avn!
Manden
.Under [m]estermands [h]ænder
tør ske, at hans [s]ind sig til[]
[a]nger vender.
[Å]se
(fortumlet).
[Å], I snakker mig snart i [s]vime!
Vi m[å] finde ham!
Manden
.Frelse hans [s]jæl.
[Å]se
.Og [k]rop[]!
Sidder han i [m]yren, m[å] vi drage ham op[];
er han bergtagen, m[å] vi efter ham kime.
Manden
.Hm! – Her er [f]ævej –
Faksimile
56
[Å]se
.Gud lønne jer rigt,
at I hjælper mig til[]rette!
Manden
.Det er [k]ristenpligt.
[Å]se
.Tvi; da er de [h]edninger, alle de andre!
Der var ikke en, som med vilde vandre –
Manden
.De har k[]endt ham for godt.
[Å]se
.Han var dem for g[]ild!
(vrider [h]ænderne)
Og tænk, – og tænk, hans [l]iv st[å]r p[å]
[s]pil!
Manden
.Her er [s]por af [m]andefod.
[Å]se
.Her m[å] vi lede!
Manden
.Under [s]æteren vor vil vi [f]lokken sprede.
(han og [k]onen g[å]r foran.)
Solvejg
(til[] [Å]se).
Fortæl mig lidt mere.
[Å]se
(tørrer [ø]jnene).
Om [s]ønnen min?
Faksimile
57
Solvejg
.Ja; –
alting!
Aase
(smiler og knejser med [n]akken).
Alting? – Træt[] blev du da!
Solvejg
.Før blir I træt[] af [t]alen at føre,
end jeg af at høre.
(Lave træløse [h]øjder op[]under [f]jeldvidden; [t]inder længere borte. Skyggerne
falder lange; det er sent p[å] [d]agen.)
falder lange; det er sent p[å] [d]agen.)
Peer Gynt
(kommer i fuldt [s]prang og standser i [b]akken).
Hele [s]ognet er efter i [f]lok!
De har væbnet sig b[å]de med [r]ifle og [s]tok.
Fremst kan en høre Hæg[]stadgubben tude. –
Nu spørges det vidt at Peer Gynt er ude!
Det er noget andet end at baske med en [s]med!
Det er [l]iv! En blir [b]jørn i hvert et [l]ed.
(sl[å]r om sig og springer ivejret.)
Bryde, v[æ]lte, stemme [f]ossen imod!
Sl[å]! Rykke [f]uruen op[] med [r]od!
Det er [l]iv! Det kan b[å]de hærde og højne!
Til[]
[h]elved med alle de vas[]ne [l]øgne!
Tre [s]æterjenter
(løber over [b]akkerne, skrigende og syngende).
Trond i Valfjeldet! B[å]rd og K[å]re!
Troldpak! Vil I sove i [a]rmene vore?
Faksimile
58
Peer Gynt
.Hvem skriger I efter?
Jenterne
.Efter [t]rold! Efter [t]rold!
Første [j]ente
.Trond! Far med [l]empe!
Anden [j]ente
.B[å]rd! Far med [v]old!
Tredje [j]ente
.I [s]ælet st[å]r alle [k]overne tomme!
Første [j]ente
.Vold er [l]empe!
Anden [j]ente
.Og [l]empe er [v]old!
Tredje [j]ente
.Fattes der [g]utter, en leger med [t]rold!
Peer Gynt
.Hvor er [g]utterne da?
Alle tre
(skoggerleende).
De kan ikke komme!
Første [j]ente
.Min kaldte mig b[å]de for [k]
[]ærest og [f]rænke.
Nu er han gift med en halvgammel [e]nke.
Anden [j]ente
.Min mødte en [t]atertøs nord i [l]ien.
Nu traver de to p[å]
[f]antestien.
Faksimile
59
Tredje [j]ente
.Min tog [l]øsungen vor afdage.
Nu st[å]r hans [h]oved og griner p[å] en [s]tage.
Alle tre
.Trond i Valfjeldet! B[å]rd og K[å]re!
Troldpak! Vil I sove i [a]rmene vore?
Peer Gynt
(staar med et [s]pring imellem dem.)
Jeg er tre [h]oders [t]rold, og tre [j]enters [g]ut!
Jenterne
.Er du slig [k]arl, du?
Peer Gynt
.I faar dømme til[]slut!
Første [j]ente
.Til[]
[s]ælet! Til[]
[s]ælet!
Anden [j]ente
.Vi har [m]jød!
Peer Gynt
.Lad den flomme!
Tredje [j]ente
.Denne [
L
l
]ørdagsnat[] skal ingen [k]over st[å] tomme!
Anden [j]ente
(kysser ham.)
Han gnistrer og sprutter som glohede [j]ernet.
Tredje Jente
(liges[å].)
Som [b]arneøjne fra svarteste [t]jernet.
Faksimile
60
Peer Gynt
(danser i [f]lokken).
Hugen sturen og [t]anken k[å]d.
I [ø]jet [l]atter; i [h]alsen [g]r[å]d!
Jenterne
(g[]ør lange [n]æser mod [b]ergnuterne, skriger og synger).
Trond i Valfjeldet! B[å]rd og K[å]re!
Troldpak! – Fik I sove i [a]rmene vore?
(de danser bortover [h]øjderne med Peer Gynt imellem sig.)
(Mellem [
R
r
]onderne. Solnedgang. Skinnende [s]netoppe rundt om.)
Peer Gynt
(kommer yr og forvildet).
Slot over [s]lot sig bygger!
Hej, for en skinnende [p]ort!
St[å]! Vil du st[å]! Det rygger
længer og længere bort!
Hanen p[å]
[f]løjen løfter
[v]ingerne sine til[]
[f]lugt; –
alt bl[å]ner sig bort i [k]løfter,
og [b]erget er l[å]st og lukt. –
Hvad er det for [s]tammer og [r]ødder,
som vo[ks]er af [å]sens [s]præk[]?
Det er [k]
[]æmper med [h]egrefødder!
Nu d[å]ner de ogs[å] væk.
Det vimrer, som [r]egnbustrimer;
det sk[]ær mig i [s]ind og [s]yn.
Hvad er det, som langvejs kimer?
Hvad [v]ægt p[å] mit [ø]
[j]enbryn!
Hu, hvor det værker i [p]anden. –
Faksimile
61
En bændende glohed [r]ing –!
Jeg kan ikke mindes, hvem [f]anden
der bændte mig den omkring!
(segner ned.)
Flugt over G[]endin-[e]ggen.
Digt og forbandet [l]øgn!
Op[]over bratteste [v]æggen
med [b]ruden, – og drukken et [d]øgn;
jaget af [h]øg og [g]lenter,
truet af [t]rold og sligt,
turet med galne [j]enter; –
[l]øgn og forbandet [d]igt!
(stirrer længe op[]ad.)
Der sejler to brune [ø]rne.
Mod [s]ør g[å]r de vilde [g]
[]æs[].
Og her skal jeg traske og tørne
i [m]udder og [s]øl til[]knæs!
(springer ivejret.)
Jeg vil med! Jeg vil vaske mig ren i
de hvasseste [v]indes [b]ad!
Jeg vil højt! Jeg vil dukke mig ven i
det skinnende [d]øbefad!
Jeg vil ud over [s]æterbøen;
jeg vil ride mig sk[]ær til[]sinds;
jeg vil fram over salte [s]jøen,
og højt over Engellands [p]rins!
Ja, glan kun, I unge [j]enter;
min [f]ærd kommer ingen ved;
det er ikke [g]avn at I venter –!
Jo, kanske jeg svipper derned. –
Faksimile
62
Hvad nu da? De brune [ø]rne –?
Jeg mener [f]anden dem tog! –
Der rejser sig [g]avlens [h]jørne;
det højnes i hver en [k]rog;
det vo[ks]er sig op[] af [g]ruset; –
se, [p]orten vid[å]ben st[å]r!
Ha, ha, nu k[]ender jeg [h]uset;
det er [f]arfars nybyg[]te [g]
[å]rd!
Væk er de gamle [k]lude;
væk, [g]
[]ærdet, som stod for [f]ald.
Det glittrer fra hver en [r]ude;
der er [l]ag i den store [s]al.
Der hørte jeg [p]rovsten klaske
med [k]nivsryggen mod sit [g]las; –
der slængte [k]aptejnen sin [f]laske,
s[å]
[s]peilvæggen sprak[] i [k]nas. –
Lad ødes; lad g[å] til[]spilde!
Ti, [m]oer; det er lige fedt!
Den rige Jon Gynt holder [g]ilde;
Hurra for den gyntske [æ]t[]!
Hvad er det for [s]t[å]k og [s]tønnen?
Hvad er det for [s]krig og [s]kr[å]l?
Kaptejnen raaber p[å]
[s]ønnen; –
[å], [p]rovsten vil drikke min [s]k[å]l.
Ind da, Peer Gynt, til[]
[d]ommen;
den lyder i [s]ang og [k]lang:
Peer Gynt, af stort est du kommen,
og til[] stort skalst du vorde engang!
(springer fremad, men render [n]æsen mod et [b]ergstykke, falder og bliver
liggende.)
Faksimile
63
(En [l]id med store susende [l]øvtrær. Stjerner blinker g[]ennem [l]øvet; [f]ugle
synger i [t]rætoppene.)
synger i [t]rætoppene.)
(En grønklædt [k]vinde g[å]r i [l]iden. Peer Gynt følger efter
under alleslags forelskede [f]agter.)
under alleslags forelskede [f]agter.)
Den grønklædte
(standser og vender sig).
Er det sandt?
Peer Gynt
(sk[]ærer med [f]ingeren over [s]truben).
S[å] sandt, som jeg heder Peer; –
s[å] sandt, som du er en dejlig [k]vinde!
Vil du ha'e mig? Du skal se, hvor fint jeg mig ter;
du skal hverken træde [v]æven eller spinde.
Mad skal du f[å], s[å] du er færdig at sprække.
Aldrig skal jeg dig i [h]
[å]ret trække –
Den grønklædte
.Ikke sl[å] mig heller?
Peer Gynt
.Nej, var det ligt?
Vi [k]ongssønner sl[å]r ikke [k]vindfolk og sligt.
Den grønklædte
.Er du [k]ongssøn?
Peer Gynt
.Ja.
Den grønklædte
.Jeg er [
D
d
]ovrekongens [d]atter.
Peer Gynt
.Er du det? Se, se; det træffer jo godt.
Faksimile
64
Den grønklædte
.Inde i Ronden har [f]aer min sit [s]lot.
Peer Gynt
.Da har [m]oer min et større, s[å]vidt jeg fatter.
Den grønklædte
.K[]ender du [f]aer min? Han heder [k]ong Brose.
Peer Gynt
.K[]ender du [m]oer min? Hun heder [d]ronning [Å]se.
Den grønklædte
.N[å]r [f]aer min er sindt, s[å] sprækker [f]jelde.
Peer Gynt
.De raper, bare [m]oer min taer p[å] at sk[]ælde.
Den grønklædte
.Faer min kan spænde under højeste [h]vælven.
Peer Gynt
.Moer min kan ride g[]ennem strideste [e]lven.
Den grønklædte
.Har du anden [k]lædning, end de [f]illerne der?
Peer Gynt
.H[å], du skulde se mine [s]øndagsklæer!
Den grønklædte
.Jeg g[å]r til[]
[h]verdags i [g]uld og [s]ilke.
Peer Gynt
.Det tykkes dog ligere [s]try og [s]tilke.
Den grønklædte
.Ja, der er et, du m[å] komme ihug;
Faksimile
65
s[å] er nu [
R
r
]ondefolkets [s]kik[] og [b]rug:
tvefold laget er alt vort [e]je.
Kommer du frem til[] min [f]aders [g]
[å]rd,
tør det hænde sig let[] at du er p[å]veje
til[] at tro, du i styggeste [s]tenrøsen st[å]r.
Peer Gynt
.Ja, er det ikke akkurat sligt hos os?
Alt [g]uldet vil tykkes dig [r]usk og [b]os?
og kanske vil du tro, hver glittrende [r]ude
er en [b]ylt af gamle [h]oser og [k]lude.
Den grønklædte
.Svart tykkes hvidt, og styg[]t tykkes vent.
Peer Gynt
.Stort tykkes lidt, og skident tykkes rent.
Den grønklædte
(falder ham om [h]alsen).
Ja, Peer, s[å] ser jeg, vi to passer sammen!
Peer Gynt
.Som [b]enet og [b]rogen; som [h]
[å]ret og [k]ammen.
Den grønklædte
(r[å]ber bort i [l]iden).
Brudehest! Brudehest! Kom, [b]rudehesten min!
(en k[]æmpestor [g]ris kommer løbende med en [t]ougstump til[]
[g]rime og en
gammel [s]æk[] til[] [s]adel. Peer Gynt svinger sig op[] og tager den grøndklædte
foran sig.)
gammel [s]æk[] til[] [s]adel. Peer Gynt svinger sig op[] og tager den grøndklædte
foran sig.)
Peer Gynt
.Hejsan! Vi skal stryge g[]ennem Rondeporten ind!
Rap[] dig, rap[] dig, min [g]anger god!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
5
Faksimile
66
Den grønklædte
(k[]ælen).
Ak, nylig gik jeg s[å] stur og mod –.
Nej, en ved aldrig hvad der kan hændes!
Peer Gynt
(prygler [g]risen og traver afsted).
P[å]
[r]idestellet skal [s]torfolk k[]endes!
(Dovregubbens [k]ongshal. Stor [f]orsamling af
[h]oftrolde,
[t]omte-
gubber og [h]ougmænd. Dovregubben i [h]øjsædet med [k]rone og [s]pir.
Hans [b]ørn og >nærmeste [s]lægtninge til[] begge [s]ider. Peer Gynt
st[å]r for ham. Stærk [r]øre i [s]alen.)
gubber og [h]ougmænd. Dovregubben i [h]øjsædet med [k]rone og [s]pir.
Hans [b]ørn og >nærmeste [s]lægtninge til[] begge [s]ider. Peer Gynt
st[å]r for ham. Stærk [r]øre i [s]alen.)
Hoftroldene
.Slagt ham! Kristenmands [s]øn har d[å]ret
[d]ovregubbens veneste [m]ø!
En [t]roldunge
.M[å] jeg sk[]ære ham i [f]ingren?
En anden [t]roldunge
.M[å] jeg rive ham i [h]
[å]ret?
En [t]roldjomfru
.Hu, hej, lad mig bide ham i [l]
[å]ret!
Troldhe[ks]
(med en [s]lev).
Skal han lages til[]
[s]odd og [s]ø?
En anden [t]roldhe[ks]
(med [r]etterkniv).
Skal han steges p[å]
[s]pid[] eller brunes i [g]ryde?
Dovregubben
.Isvand i [b]lodet!
Faksimile
67
(vinker sine fortrolige nærmere til[] sig).
Lad os ikke skryde.
Vi er g[å]et til[]agters i de senere [å]r;
vi ved ikke mer om det ramler eller st[å]r,
og [f]olkehjælp skal en ikke fra sig skyde.
Desuden er [g]utten fast uden [l]yde,
og stærkbygget med, s[å]vidt jeg ser.
Sandt nok, han har kun et eneste [h]ode;
men [d]atter min har jo heller ikke fler.
Tre [h]oders [t]rolde g[å]r rent af [m]ode;
selv [t]vehoder f[å]r en knap[]t [ø]je p[å],
og de [h]oder er endda kun s[å] som s[å].
(til[] Peer Gynt.)
Alts[å], det er min [d]atter, du kræver?
Peer Gynt
.Din [d]atter og [r]iget i [m]edgift, ja.
Dovregubben
.Det halve f[å]r du, imens jeg lever,
og det andet halve n[å]r jeg engang falder fra.
Peer Gynt
.Det er jeg nøjd med.
Dovregubben
.Ja, stop[] min [g]ut; –
du har ogs[å] nogle [t]il[]sagn at give.
Brydes et af dem, er hele [p]agten brudt,
og du slipper ikke herfra ilive.
For det første m[å] du love, at du aldrig ændser
hvad der ligger udenfor Rondernes [g]rænser;
[d]ag skal du sky, og [d]
[å]d og hver lysbar [p]let[].
5*
Faksimile
68
Peer Gynt
.F[å]r jeg kaldes for [k]onge, s[å] holdes det let[].
Dovregubben
.Dernæst, – nu vil jeg i [k]løgt dig prøve –
(rejser sig i [s]ædet).
Det ældste [h]oftrold
(til[] Peer Gynt).
Lad se, om du har en [v]isdomstand,
som kan Dovregubbens [
g
å
g
å
]denød[
d
] kløve!
Dovregubben
.Hvad er [f]orsk[]ellen mellem [t]rold og [m]and?
Peer Gynt
.Der er ingen [f]orsk[]el[], s[å] vidt jeg ser.
Stortrold vil stege og [s]m[å]trold vil klore; –
liges[å] hos os, hvis bare de turde.
Dovregubben
.Sandt nok; vi er ens i det og mer.
Men [m]orgen er [m]orgen, og [k]veld er [k]veld,
s[å]
[f]orsk[]el[] blir der nu lige vel. –
Nu skal du høre hvad det er for noget:
Derude, under det skinnende [h]vælv,
mellem [m]ænd det heder: «Mand, vær dig selv!»
Herinde hos os mellem [t]roldenes [f]lok
det heder: «Trold, vær dig selv – nok!»
Hoftroldet
(til[] Peer Gynt).
Øjner du [d]ybden?
Peer Gynt
.Det tykkes mig t[å]get.
Faksimile
69
Dovregubben
.«Nok», min [s]øn, det kløvende, stærke
[o]rd m[å] st[å] i dit [v]
[å]benmærke.
Peer Gynt
(river sig bag [ø]ret).
Nej, men –
Dovregubben
.Det m[å]
, skal du her vorde [h]erre!
Peer Gynt
.Ja, [s]kidt; lad g[å]; det er jo ikke værre –
Dovregubben
.Dernæst m[å] du lære at sætte [p]ris
p[å] vor jævne hjemlige [l]evevis.
(han vinker; to [t]rolde med [s]vinehoveder, hvide [n]athuer, o. s. v. bringer
[m]ad og [d]rikke.)
Koen giver [k]ager og [s]tuden [m]jød;
spørg ej om den smager sur eller sød;
[h]ovedsagen er, det f[å]r du ej glemme,
den er brygget herhjemme.
Peer Gynt
(støder [s]agerne fra sig.)
Fanden med eders hjemlige [d]rik[]!
Jeg vænner mig aldrig til[]
[l]andsens [s]kik[].
Dovregubben
.Bollen følger med, og den er af [g]uld.
Hvo [g]uldbollen ejer, ham er [d]atter min huld.
Peer Gynt
(grundende).
Der st[å]r jo skrevet: [d]u skal tvinge din [n]atur; –
Faksimile
70
og i [l]ængden falder [d]rikken vel mindre sur.
Lad g[å]!
(føjer sig.)
Dovregubben
.Se, det er fornuftigt sagt.
Du spytter?
Peer Gynt
.En faar h[å]be p[å]
[v]anens [m]agt.
Dovregubben
.Dernæst m[å] du kaste dine [k]ristenmandsklæder;
thi det skal du vide til[] vort Dovres [h]æder:
her er alting fjeldvirket, ingenting fra [d]alen,
undtagen [s]ilkesløjfen yderst p[å]
[h]alen.
Peer Gynt
(vred).
Jeg har ingen [h]ale!
Dovregubben
.S[å] kanst du f[å].
Hoftrold, bind ham min [s]øndagshale p[å].
Peer Gynt
.Nej, om du f[å]r! Vil I g[]øre mig til[]
[n]ar?
Dovregubben
.Bejl aldrig til[]
[d]atter min med [b]agen bar.
Peer Gynt
.G[]øre [m]enneske til[]
[d]yr!
Dovregubben
.Min [s]øn, du fejler;
jeg g[]ør dig bare til[] en høvelig [b]ejler.
Faksimile
71
Du skal f[å] en brandgul [s]løjfe at bære,
og det g[]ælder her for den højeste [æ]re.
Peer Gynt
(betænksomt).
Der siges jo, [m]ennesket er kun et [f]nug.
Og lidt f[å]r en lempes efter [s]kik[] og [b]rug.
Bind væk!
Dovregubben
.Du est en medg[]ørlig [f]yr.
Hoftroldet
.Prøv nu, hvor fint du kan svanse og svinge!
Peer Gynt
(arrig).
H[å], vil I endnu til[] mere mig tvinge?
Kræver I ogs[å] min [k]ristenmands-[t]ro?
Dovregubben
.Nej, den kan du g[]erne beholde i [r]o.
Troen gaar frit; den lægges ingen [t]old p[å];
det er [s]korpen og [s]nittet en skal k[]ende et [t]rold p[å].
Bare vi er ens i [l]ader og [k]lædsel,
kan du g[]erne kalde [t]ro, hvad vi kalder [r]æd[]sel.
Peer Gynt
.Du er dog, de mange [v]ilk[å]r tiltrods,
mere rimelig [k]arl, end en skulde frygte.
Dovregubben
.Min [s]øn, vi [t]rolde er bedre end vort [r]ygte;
det er ogs[å] en [f]orsk[]el[] mellem jer og os. –
Dog, endt er [g]ildets alvorlige [d]el;
Faksimile
72
nu vil vi [ø]rer og [ø]jne fryde.
Spillemø, frem! Lad Dovreharpen lyde!
Dansemø, frem! Træd Dovrehallens [f]jæl!
(Spil og [d]ans.)
Hoftroldet
.Hvad tykkes dig?
Peer Gynt
.Tykkes? Hm –
Dovregubben
.Tal uden [f]rygt.
Hvad ser du?
Peer Gynt
.Noget ustyggelig styg[]t.
Med [k]loven sl[å]r en [b]jeldeko et tarmestrængt [s]pil.
I [s]tut[]hoser tripper en [p]urke dertil[].
Hoftroldene
.Æd ham!
Dovregubben
.Husk, han har [m]enneskesanser!
Troldjomfruer
.Hu, riv af ham b[å]de [ø]re og [ø]je!
Den grønklædte
(grædende.)
Huhu! Sligt m[å] vi høre og døje,
n[å]r jeg og [s]øster min spiller og danser!
Peer Gynt
.
[Å]h[å]; var det dig? Lidt [s]pøg i [g]ildet,
det ved du, er aldrig s[å] ilde ment.
Faksimile
73
Den grønklædte
.Tør du bande p[å] det?
Peer Gynt
.Baade [d]ansen og [s]pillet
var, [k]atten klore mig, rigtig pent.
Dovregubben
.Det er underligt med den [m]enneskeart;
den hænger i s[å] mærkværdigt længe.
F[å]r den i [d]yst med os en [f]længe,
sætter den vel [a]r, men den heles snart.
Min [s]vigersøn er nu s[å] føjelig som nogen;
villig har han kastet [k]ristenmandsbrogen,
villig har han drukket af [m]jødpokalen,
villig har han bundet bag p[å] sig [h]alen, –
s[å] villig, kort sagt, til[] alt, hvad vi bad ham,
at tryg[]t jeg tænkte[,] den gamle Adam
var engang for alle p[å]
[p]orten jaget;
men se, med et har han [o]vertaget.
Ja-ja, min [s]øn, s[å] m[å] du i [k]ur
mod denne hersens [m]enneskenatur.
Peer Gynt
.Hvad vil du gjøre?
Dovregubben
.I venstre [ø]jet
jeg risper dig lidt, s[å] ser du sk[]ævt;
men alt det du ser, tykkes g[]ildt og g[]ævt.
S[å] sk[]ærer jeg ud den højre [r]uden –
Peer Gynt
.Er du drukken?
Faksimile
74
Dovregubben
(lægger nogle skarpe [r]edskaber p[å] [b]ordet).
Her ser du [g]lasmestertøjet.
Spjeld skal du f[å], som den olme [s]tuden.
Da vil du sk[]ønne, hun er dejlig, [b]ruden, –
og aldrig vil [s]ynet dit kverves, som før,
af trippende [p]urker og [b]jeldek[]ør –
Peer Gynt
.Det er [g]almands [s]nak[]!
Det ældste [h]oftrold
.Det er Dovregubbens [t]ale;
han er den vise og du den gale!
Dovregubben
.Tænk efter, hvor megen [f]ortræd og [p]lage
du kan fri dig for mellem [å]r og [d]age.
Kom dog ihug, at [s]ynet er [k]ilden
til[]
[g]r[å]dens argende beske [l]ud.
Peer Gynt
.Sandt nok; og der st[å]r i [h]uspostillen:
forarger dig [ø]jet, s[å] sl[å] det ud.
Hør! Sig mig, n[å]r heles s[å]
[s]ynet ig[]en
til[]
[m]enneskesyn?
Dovregubben
.Ingensinde, min [v]en.
Peer Gynt
.N[å], s[å]! Ja, s[å] siger jeg [t]ak[] for mig.
Dovregubben
.Hvad vil du udenfor?
Faksimile
75
Peer Gynt
.G[å] min [v]ej.
Dovregubben
.Nej, stop[]! Det er let[]vindt at slippe herind!
men udad g[å]r ikke Dovregubbens [g]rind.
Peer Gynt
.Du vil da vel ikke tvinge mig voldeligt?
Dovregubben
.Hør nu, og vær fornuftig, [p]rins Peer!
Du har [g]aver for [t]roldskab. Ikke sandt, han ter
sig allerede nu s[å] temmelig troldeligt?
Og [t]rold vil du være?
Peer Gynt
.Ja-Gud vil jeg s[å].
For en [b]rud og et velsk[]øttet [r]ige p[å]
[k]
[]øbet
kan jeg finde mig i at noget g[å]r i [l]øbet.
Men alting i [v]erden er der [m]
[å]de p[å].
Halen har jeg taget, det er ganske sandt;
men jeg kan vel f[å] løst, hvad det [h]oftrold bandt[;]
[b]rogen har jeg kastet; den var gammel og lappet;
men jeg kan vel ig[]en f[å] den p[å] mig knappet.
Og sagtens kan jeg ogs[å] f[å] losset [b]
[å]den
for denne dovriske [l]evem[å]den.
Jeg skal g[]erne sværge p[å], en [k]o er en [m]ø;
en [e]d kan en altid jo æde i sig; –
men det, at vide, at en aldrig kan fri sig,
at en ikke som et skikkeligt [m]enneske kan dø,
at g[å] som et [b]ergtrold alle sine [d]age, –
dette her, at en aldrig kan træde til[]bage,
Faksimile
76
som der st[å]r i [b]ogen, det lægger du [v]ind p[å];
men det er noget, som jeg aldrig g[å]r ind p[å].
Dovregubben
.Nu bliver jeg, sandt for [u]dyden, vred;
og da er jeg ikke til[] at gantes med.
Du dagblakke [p]ilt! Ved du hvem jeg er?
Først s[å] kommer du min [d]atter for nær –
Peer Gynt
.Det er [l]øgn i din [h]als!
Dovregubben
.Du m[å] hende ægte.
Peer Gynt
.Tør du sige mig p[å], at –?
Dovregubben
.Hvad? Kan du nægte,
hun var i din [a]ttr[å] og i din [b]eg[]ær?
Peer Gynt
(blæser).
Ikke andet? Hvem Fanden hænger sig i sligt?
Dovregubben
.Mennesket blir sig dog altid ligt.
[Å]nden bek[]ender I alle med [k]
[]æverne;
dog agtes kun det, som kan fakkes med [n]æverne.
S[å] du mener, at [a]ttr[å]en intet g[]ælder?
Vent; du skal snart f[å]
[s]yn for [s]agn –
Peer Gynt
.Du fisker mig ikke med [l]øgnens [a]gn!
Faksimile
77
Den grønklædte
.Min Peer, du er [f]aer før [å]ret hælder.
Peer Gynt
.Luk[] op[]; jeg skal ud.
Dovregubben
.I et [b]ukkeskind
f[å]r du [u]ngen efter dig.
Peer Gynt
(tørrer [s]veden af sig).
Gid jeg var v[å]gnet!
Dovregubben
.Skal han skikkes til[]
[k]ongsg[å]rden?
Peer Gynt
.Skik ham p[å]
[s]ognet!
Dovregubben
.Godt, [p]rins Peer; den [s]agen blir din.
Men den
[t]ing er sikker, at gjort er gjort,
item at din [a]fkom vil vo[ks]e;
sligt [b]landingskræ vo[ks]er urimelig fort –
Peer Gynt
.Gubbe, vær nu ikke strid som en [o]
[ks]e!
Vær rimelig, [j]omfru! Tag mod [f]orlig.
Du skal vide, jeg er hverken [p]rins eller rig; –
og enten du s[å] vil m[å]le eller veje mig,
kan du tro du vinder ikke stort ved at eje mig.
(Den grønklædte faar ondt og bæres ud af [t]roldpiger.)
Dovregubben
(ser en [s]tund p[å] ham med høj [f]oragt; derp[å] siger han):
Hiv ham i [k]nas mod [b]ergvæggen, [b]ørn!
Faksimile
78
Troldungerne
.
[Å], [f]aer, m[å] vi først lege [h]ubro og [ø]rn!
Ulvelegen! Gr[å]mus og gloøjet [k]at[]!
Dovregubben
.Ja, men fort. Jeg er arrig og søvnig. Godnat[]!
(g[å]r.)
Peer Gynt
(jaget af [t]roldungerne).
Slip[] mig, [d]jævelstøj!
(vil op[] g[]ennem [s]korstenspiben.)
Troldungerne
.Tomtegubber! Nisser!
Bid ham bag!
Peer Gynt
.Au!
(vil ned g[]ennem [k]
[]ælderlemmen.)
Troldungerne
.Stæng alle [r]idser!
Hoftroldet
.Hvor de morer sig, de sm[å]!
Peer Gynt
(k[]æmpende med en liden [t]roldunge, som har bidt sig fast i hans [ø]re).
Vil du slippe, dit [s]karn!
Hoftroldet
(sl[å]r ham over [f]ingrene).
Tag varsomt, [s]lyngel, p[å] et kongeligt [b]arn!
Peer Gynt
.Et [r]ottehul –!
(løber derhen.)
Faksimile
79
Troldungerne
.Nissebroer! Det m[å] du spærre!
Peer Gynt
.Den gamle var fæl; men de unge er værre!
Troldungerne
.Flæng ham!
Peer Gynt
.Ak; den, der var liden som en [m]us!
(løber om.)
Troldungerne
(myldrer omkring ham).
Stæng [g]
[]ærde! Stæng [g]
[]ærde!
Peer Gynt
.
(grædende).
Ak; var jeg en [l]us!
(han falder.)
Troldungerne
.Nu i [s]ynet p[å] ham!
Peer Gynt
(begravet i [t]rolddyngen).
Hjælp, [m]oer, jeg dør!
(Kirkeklokker ringer langt borte.)
Troldungerne
.Bjelder i [f]jeldet! Det er [s]vartekjolens [k]
[]ør!
(Troldene flygter under [b]ulder og hylende [s]krig. Hallen styrter sammen;
alt forsvinder.)
alt forsvinder.)
Faksimile
80
(Bælmørke.)
(Peer Gynt høres at hugge og slaa omkring sig med en stor [g]ren.)
Peer Gynt
.Giv [s]var! Hvem er du?
(En [s]temme i [m]ørket.)
Mig selv.
Peer Gynt
.Af [v]ejen!
Stemmen
.G[å] udenom, Peer! Den er stor nok, [h]ejen.
Peer Gynt
(vil ig[]ennem p[å] et andet [s]ted, men støder imod).
Hvem er du?
Stemmen
.Mig selv. Kan du sige det samme?
Peer Gynt
.Jeg kan sige hvad jeg vil; og mit [s]verd kan ramme!
Agt dig! Hu, hej, nu falder det knusende!
Kong Saul slog hundred; Peer Gynt slog tusende!
(sl[å]r og hugger.)
Hvem er du?
Stemmen
.Mig selv.
Peer Gynt
.Det dumme [s]var
kan du g[]emme; det g[]ør ikke [s]agen klar.
Hvad er du?
Faksimile
81
Stemmen
.Den store [
B
b
]øjgen.
Peer Gynt
.N[å], s[å]!
Før var [g]
[å]den svart; nu tykkes den gr[å].
Af [v]ejen, [
B
b
]øjg!
Stemmen
.G[å] udenom, Peer!
Peer Gynt
.Ig[]ennem!
(sl[å]r og hugger.)
Han faldt!
(vil frem, men støder imod.)
H[å], h[å]! Er her fler?
Stemmen
.Bøjgen, Peer Gynt! En eneste en.
Det er Bøjgen, som er s[å]rløs, og Bøjgen, som fik [m]
[é]n.
Det er Bøjgen, som er død, og Bøjgen, som lever.
Peer Gynt
(kaster [g]renen).
Værget er troldsmurt; men jeg har [n]æver!
(sl[å]r sig ig[]ennem.)
Stemmen
.Ja, lid p[å]
[n]æverne; lid p[å]
[k]roppen.
Hi-hi, Peer Gynt, s[å] rækker du [t]oppen.
Peer Gynt
(kommer ig[]en).
Atter og fram, det er lige langt; –
ud og ind, det er lige trangt!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
6
Faksimile
82
Der er han! Og der! Og rundt om [s]vingen!
Ret[] som jeg er ude, st[å]r jeg midt i [r]ingen. –
Nævn dig! Lad mig se dig! Hvad er du for noget?
Stemmen
.Bøjgen.
Peer Gynt
(famler omkring).
Ikke dødt. Ikke levende. Slimet; t[å]get.
Ingen [s]kikkelse heller! Det er som at tørne
i en [d]ynge af knurrende halvv[å]gne [b]jørne!
(skriger).
Sl[å] fra dig!
Stemmen
.Bøjgen er ikke gal.
Peer Gynt
.Sl[å]!
Stemmen
.Bøjgen sl[å]r ikke.
Peer Gynt
.K[]æmp! Du skal!
Stemmen
.Den store Bøjgen vinder uden at k[]æmpe.
Peer Gynt
.Var her bare en [n]isse, som kunde mig prikke!
Var her bare s[å] meget, som et [å]rsgammelt [t]rold!
Bare noget at sl[å]s med. Men det er her ikke. –
Nu snorker han! Bøjg!
Faksimile
83
Stemmen
.Hvad godt?
Peer Gynt
.Brug [v]old!
Stemmen
.Den store Bøjgen vinder alting med [l]empe.
Peer Gynt
(bider sig i [a]rme og [h]ænder).
Klør og flængende [t]ænder i [k]
[]ødet!
Jeg m[å] k[]ende [d]ryppet af mit eget [b]lod.
(der høres som [v]ingeslag af store [f]ugle).
Fugleskrig
.Kommer han, Bøjg?
Stemmen i [m]ørket
.Ja; [f]od for [f]od.
Fugleskrig
.Alle [s]ystre langt borte! Flyv frem til[]
[m]ødet!
Peer Gynt
.Skal du berge mig, [j]ente, s[å] g[]ør det snart!
Glan ikke ned for dig, lud og bøjet. –
Spændebogen! Kyl ham den bent i [ø]jet!
Fugleskrig
.Han vimrer!
Stemmen
.Vi har ham.
Fugleskrig
.Systre! Skyd [f]art!
6*
Faksimile
84
Peer Gynt
.For dyrt, at k[]øbe sig [l]ivet til[]
for slig en [t]imes tærende [s]pil.
(synker sammen.)
Fuglene
.Bøjg, der stupte han! Tag ham! Tag ham!
(Klokkeringning og [s]almesang høres langt bort.)
Bøjgen
(svinder ind til[] intet og siger i et [g]isp).
Han var for stærk. Der stod [k]vinder bag ham.
(Solop[]gang. P[å] Fjeldet udenfor [Å]ses [s]æterstue. Døren er stængt; alting øde
og stille.)
og stille.)
(Peer Gynt ligger sovende udenfor [s]ætervæggen.)
Peer Gynt
(v[å]gner, ser sig om med et sløvt og tungt [ø]jekast. Han spytter).
Den, som havde sig en ramsaltet [s]ild!
(spytter ig[]en, i det samme ser han Helga, der kommer med en [n]istebomme.)
H[å], [u]nge, er du her? Hvad er det, du vil?
Helga
.Det er Solvejg –
Peer Gynt
(springer op[]).
Hvor er hun?
Helga
.Bag [s]ætervæggen.
Solvejg
(skjult).
Kommer du nær, s[å] sætter jeg p[å]
[s]prang!
Faksimile
85
Peer Gynt
(standser).
Kanske du er ræd[], jeg skal ta'e dig i [f]ang?
Solvejg
.Skam dig!
Peer Gynt
.Ved du, hvor jeg var inat[]? –
Dovregubbens [d]atter er efter mig, som [k]læggen.
Solvejg
.Da var det vel, der blev ringet med [k]lokker.
Peer Gynt
.Peer Gynt er ikke den [g]ut, de lokker. –
Hvad siger du?
Helga
(grædende).
[Å], hun taer [b]enene fat[]!
(løber efter.)
Vent!
Peer Gynt
(griber hende i [a]rmen).
Se her, hvad jeg har i [l]ommen!
En [s]ølvknap[], [u]nge! Den skal du f[å], –
bare snak[] godt for mig!
Helga
.Slip[]; lad mig g[å]!
Peer Gynt
.Der har du den.
Helga
.Slip[]; der st[å]r [n]istebommen?
Faksimile
86
Peer Gynt
.Gud n[å]de dig, hvis du ej –!
Helga
.Uf, du skræmmer mig!
Peer Gynt
(spag; slipper hende).
Nej, jeg mente: bed, at hun ikke glemmer mig!
(Helga løber.)
Faksimile
TREDJE HANDLING.
(Dybt inde i [b]arskogen. Gr[å]t [h]østvejr. Snefald.)
(Peer Gynt staar i [s]kjorteærmerne og fælder [g]avntømmer.)
Peer Gynt
(hugger p[å] en stor [f]uru med krogede [g]rene).
[Å]-ja, du er sejg, du gamle [k]al[
l
];
men det b[å]der knap[]t, for du st[å]r for [f]ald.
(hugger ig[]en.)
Jeg ser nok, du har en [s]t[å]ltr[å]dsærk;
men jeg flænger den, jeg, var den aldrig s[å] stærk. –
Ja, ja; du ryster din krogede [a]rm;
det er rimeligt nok, du er arg og harm;
men lige fuldt s[å] skal du i [k]næ –!
(bryder med engang tvert af.)
Løgn! Det er bare et gammelt [t]ræ.
Løgn! Det er ingen st[å]lklædt [k]nark;
det er bare en [f]uru med sprukken [b]ark. –
Det er tungvindt [a]rbejd at hugge [t]ømmer;
men [f]andenskab n[å]r en b[å]de hugger og drømmer. –
Det skal væk, dette her, – at st[å] i [t]aagen
og væve sig bort lyslevende v[å]gen. –
Faksimile
88
Du er fredløs, [g]ut! Du er jaget p[å]
[s]kogen.
(hugger en [s]tund ilsomt.)
Ja, fredløs, ja. Du har ikke [m]oer
til[] at bære frem [m]aden og duge dit [b]ord.
Vil du æde, [g]ut, f[å]r du hjælpe dig selv,
hente det r[å]t fra [s]kog og [e]lv,
spike dig [t]yri og nøre dig [i]ld,
stulle og stelle og lage det til[].
Vil du klæde dig varmt, f[å]r du vejde [r]
[é]n;
vil du mure dig [h]us, f[å]r du bryde [s]ten;
vil du tømre det op[], f[å]r du fælde [s]tokken
og bære den frem p[å] din [r]yg[] til[]
[t]r[å]kken. –
(Ø[ks]en synker; han ser frem for sig.)
G[]ildt skal det bygges. T[å]rn og [f]løj
skal der være p[å]
[t]agryggen hæv og høj.
Og s[å] vil jeg snitte, til[]
[k]nap[] p[å]
[g]avlen,
en [h]avfrue, skabt som en [f]isk fra [n]avlen.
Messing skal der være p[å]
[f]løjen og [l]
[å]sen.
Glas f[å]r jeg ogs[å] se jeg kan f[å].
Fremmede [f]olk skal undres p[å]
hvad det er, som skinner langt borti [å]sen.
(ler i [h]arme.)
Helvedes [l]øgn! Der var den ig[]en.
Du er fredløs, [g]ut!
(hugger hvas[]t.)
En barktæk[]t [h]ytte
g[]ør b[å]de i [r]usk og i [f]rost sin [n]ytte.
(ser opad [t]ræet.)
Nu st[å]r han og vagger. S[å]; bare et [s]pænd!
Der stuper han skr[å]s efter hele sin [l]ængde; – –
Faksimile
89
det grøsser i [u]ngskogens [m]ylr og [m]ængde!
(giver sig til[] at kviste [s]tammen; p[å] engang lytter han og st[å]r stille med
hævet [ø] [ks]e.)
Der er nogen efter mig! – N[å], er du slig,
du Hæg[]stadgubbe; – du farer med [s]vig.
(dukker bag [t]ræet og kiger frem.)
En [g]ut! Bare en. Han tykkes skræmt.
Han skotter omkring sig. Hvad har han g[]emt
under [t]røjen? En [s]igd. Han standser og glytter, –
lægger [n]æven tilrette p[å] en [s]kigard-[s]tav.
Hvad er det nu? Hvorfor st[å]r han og støtter –?
Uf da! Hug[] han ikke [f]ingren af!
Hele [f]ingren af! Han bløder, som en [s]tud. –
Der sætter han p[å]
[s]prang med [n]æven i en [k]lud.
(rejser sig).
Det var [f]anden til[]
[k]rop[]! En umistelig [f]inger!
Helt af! Og det uden at nogen ham tvinger.
H[å]h[å], nu mindes jeg –! Det er den eneste
[m]
[å]de at fri sig fra [k]ongens [t]jeneste.
S[å] er det. De vilde ham i [k]rigen skikke;
og [g]utten, forst[å]r sig, vilde nødig afsted. –
Men hugge –? For altid skille sig ved –?
Ja, tænke det; ønske det; ville det med; – –
men g[]øre det! Nej; det sk[]ønner jeg ikke!
(ryster lidt med [h]ovedet; s[å] g[å]r han til[] sit [a]rbejde ig[]en.)
(En [s]tue nede hos [Å]se. Alting er i [u]orden; [k]ister st[å]r [å]bne; [g]angklæder
ligger spredte omkring; en [k]at[] i [s]engen.)
ligger spredte omkring; en [k]at[] i [s]engen.)
(
[Å]se og
[h]usmandskonen i travlt [a]rbejde med at pakke sammen og
lægge tilrette.)
lægge tilrette.)
Faksimile
90
[Å]se
(render til den ene [s]ide).
Kari, hør her!
Konen
.Hvad godt?
[Å]se
(p[å] den anden [s]ide).
Hør her –!
Hvor ligger –? Hvor finder jeg –? Svar mig; hvor er –?
Hvad leder jeg efter? Jeg er som tullet!
Hvor er [n]øglen til[]
[k]isten?
Konen
.I [n]øglehullet.
[Å]se
.Hvad er det, som ramler?
Konen
.Det sidste [l]æs[]
blir k[]ørt til[] Hæg[]stad.
[Å]se
(grædende).
Jeg var til[]freds,
jeg selv blev k[]ørt ud i den svarte [k]iste!
[Å], hvad et [m]enneske m[å] t[å]le og friste!
Gud hjælpe mig n[å]dig! Hele [h]uset tømt!
Hvad Hæg[]stadbonden levned, har [l]ensmanden taget.
Ikke [k]læderne p[å]
[k]roppen engang blev vraget.
Tvi! F[å] de [s]kam, som s[å] h[å]rdt har dømt!
(sætter sig p[å]
[s]engekanten.)
B[å]de [g]
[å]rd og [g]rund er ude af [æ]tten;
Faksimile
91
strid var den gamle; men stridere var [r]etten; –
der var ikke [h]jælp og der var ikke [n]
[å]de;
Peer var borte; ingen kunde mig r[å]de.
Konen
.Her i [s]tuen f[å]r I dog sidde til[] jer [d]ød.
[Å]se
.Ja; [k]atten og jeg, vi f[å]r [n]
[å]dsensbrød!
Konen
.Gud bedre jer, [m]oer; han, Peer, blev jer dyr.
[Å]se
.Peer? Jeg mener, du er ørsk og yr!
Ingrid kom jo velberget hjem til[]slut.
Det var ligest, de havde holdt sig til[]
[f]anden; –
han er [b]rot[]smanden, han, og ingen [a]nden;
den [s]tyggen fristed min stakkars [g]ut!
Konen
.Var det ikke bedst, der gik [b]ud efter [p]resten?
Det st[å]r værre til[], end I kanske tror.
[Å]se
.Efter [p]resten? [Å] jo, jeg mener det næsten.
(farer op[].)
Men nej-Gud om jeg kan! Jeg er [g]uttens [m]oer;
jeg f[å]r hjælpe; det er ikke mer end jeg pligter;
lage det som bedst, n[å]r de andre svigter.
Denne [k]uften har de sk[]ænkt ham. Den f[å]r jeg lappe.
Gud give, jeg ogs[å] turde [s]kindfellen nappe!
Hvor er [h]oserne?
Faksimile
92
Konen
.
Der, blandt det andet [s]krammel.
[Å]se
(roder om).
Hvad finder jeg her? [Å] nej; en gammel
[s]tøbe-[s]ke, Kari! Med den har han leget
[k]nappestøber, smeltet og formet og præget.
Engang her var [g]ilde, kom [u]ngen ind
og bad sin [f]aer at f[å] en [k]lump [t]in.
Ikke [t]in, sa'e Jon, men [k]ong Kristians [m]ynt;
[s]ølv; det skal mærkes, du er [s]øn til[] Jon Gynt;
Gud forlade ham, Jon; men han var nu fuld,
og da ændsed han hverken [t]in eller [g]uld.
Her er [h]oserne. [Å], der er [h]ul i [h]ul;
de m[å] stoppes, Kari!
Konen
.Jeg mener, det trængs.
[Å]se
.N[å]r det er gjort, f[å]r jeg komme til[]sengs;
jeg k[]ender mig s[å] skral og s[å] ussel og klemt –
(glad.)
To [u]ldskjorter, Kari; – dem har de glemt!
Konen
.Ja, rigtig har de det.
[Å]se
.Det træffer sig nemt.
Den ene kan du til[]side lægge.
Eller hør; jeg mener, vi taer dem begge; –
den, han har p[å], er s[å] slidt og tynd.
Faksimile
93
Konen
.Men [k]ors, [m]oer [Å]se, det er visst [s]ynd!
[Å]se
.
[Å] ja; men du ved nok, [p]resten forkynder
[n]
[å]de for den og de andre [s]ynder.
(Udenfor en [n]ybyggerhytte i [s]kogen. Rensdyrhorn over [d]øren. Sneen ligger
høj. Det er i [m]ørkningen.)
høj. Det er i [m]ørkningen.)
(Peer Gynt staar udenfor Døren og slaar en stor Trælaas fast.)
Peer Gynt
(ler imellemstunder).
L[å]s m[å] der være; [l]
[å]s, som kan binde
[d]øren for [t]roldtøj, og [m]and og [k]vinde.
L[å]s m[å] der være; [l]
[å]s, som kan lukke
for alle de arrige [n]issebukke. –
De kommer med [m]ørket; de klapper og banker:
luk[] op[], Peer Gynt, vi er snygge, som [t]anker!
Under [s]engen vi pus[]ler, i [a]sken vi rager,
g[]ennem [p]iben vi rus[]ler som gloende [d]rager.
Hi-hi! Peer Gynt; tror du [s]piger og [p]lanker
kan stænge for arrige [n]issebuk[]tanker?
(Solvejg kommer p[å]
[s]kier fremover [m]oen; hun har et [k]astetørklæde over
([h]ovedet og et [k]nytte i [h] [å]nden.)
([h]ovedet og et [k]nytte i [h] [å]nden.)
Solvejg
.Gud signe dit [a]rbejd. Du f[å]r ikke vrage mig.
Budsendt jeg kommer, og s[å] f[å]r du tage mig.
Peer Gynt
.Solvejg! Det er ikke –! Jo, det er! –
Og du blir ikke ræd[] for at komme s[å] nær!
Faksimile
94
Solvejg
.Bud har du skikket med Helga lille;
flere kom efter med [v]ind og i [s]tille.
Bud bar din [m]oer i alt hun fortalte,
Bud, som yngled, der [d]rømmene dalte.
Nætterne tunge og [d]agene tomme
bar mig det [b]ud, at nu fik jeg komme.
Det blev som [l]ivet var sluk[]net dernede;
jeg kunde ikke hjertefyldt le eller græde.
Jeg vidste ikke tryg[]t hvad [s]ind du [å]tte;
jeg vidste kun tryg[]t hvad jeg skulde og m[å]tte.
Peer Gynt
.Men [f]aer din?
Solvejg
.P[å] hele Guds vide [j]ord
har jeg ingen at kalde for [f]aer eller [m]oer.
Jeg har løst mig fra alle.
Peer Gynt
.Solvejg, du vene, –
for at komme til[] mig?
Solvejg
.Ja, til[] dig al[]ene;
du f[å]r være mig alt, b[å]de [v]en og [t]røster.
(i [g]r[å]d.)
Værst var det at slippe min lille [s]yster; –
men endda værre at skilles fra [f]aer;
men værst ifra den, som ved [b]rystet mig bar; –
nej, Gud forlade mig, værst f[å]r jeg kalde
den [s]org at skilles fra dem alle, – alle!
Faksimile
95
Peer Gynt
.Og k[]ender du [d]ommen, som blev læst iv[å]r?
Den skiller mig b[å]de ved [a]rv og [g]
[å]rd.
Solvejg
.Mener du vel at for [a]rv og [e]je
jeg skil[]te mig fra alle de k[]æres [v]eje?
Peer Gynt
.Og ved du [f]orliget? Udenfor [s]kogen
tør de fakke mig frit, om jeg træffes af nogen.
Solvejg
.P[å]
[s]kier har jeg rendt; jeg har spurgt mig frem;
de fritted, hvor jeg skulde; jeg svarte: jeg skal hjem.
Peer Gynt
.S[å] væk med b[å]de [s]piger og [p]lanker!
Nu trænges ingen [s]tængsel mod [n]issebukktanker.
Tør du g[å] ind for at leve med [s]kytten,
s[å] ved jeg der kommer [v]igsel over [h]ytten.
Solvejg! Lad mig se p[å] dig! Ikke for nær!
Bare se p[å] dig! Nej, hvor du er lys og sk[]ær!
Lad mig løfte dig! Nej, hvor du er fin og let[]!
F[å]r jeg bære dig, Solvejg, blir jeg aldrig træt[]!
Jeg skal ikke smudse dig. Med strake [a]rme
skal jeg holde dig ud fra mig, du vene og varme!
Nej, hvem skulde tænkt, at jeg kunde dig drage –;
[å], men jeg har længtes b[å]de [n]ætter og [d]age.
Her skal du se, jeg har tømret og byg[]t; –
det skal ned ig[]en, du; her er ringt og styg[]t –
Solvejg
.Ringt eller g[]ildt, – her er efter mit [s]ind.
Faksimile
96
S[å] let kan en puste mod den strygende [v]ind.
Dernede var det klummert; en k[]endte sig klemt;
det er halvvejs det, som har fra [b]yg[]den mig skræmt.
Men her, hvor en hører [f]uruen suse, –
for en [s]til[]hed og [s]ang! – her er jeg til[]huse.
Peer Gynt
.Og ved du det visst? For alle dine [d]age?
Solvejg
.Den [v]ej, jeg har tr[å]dt, bær aldrig til[]bage.
Peer Gynt
.S[å] har jeg dig! Ind! Lad mig se dig i [s]tuen!
G[å] ind! Jeg skal hente [t]yri til[]
[g]ruen;
lunt skal det varme og bjart skal det lyse,
blødt skal du sidde og aldrig skal du fryse.
(han lukker op[]; Solvejg g[å]r ind. Hun st[å]r en [s]tund stille, da ler han højt
af [g]læde og springer ivejret.)
Peer Gynt
.Min [k]ongsdatter! Nu er hun funden og vunden!
Hej! Nu skal [k]ongsg[å]rden tømres fra [g]runden!
(han griber [ø]
[ks]en og g[å]r bortover; idetsamme træder en gammelagtig
[k]vinde i en fillet grøn [s]tak[] ud af [h]oltet; en styg[] [u]nge med en [ø]lbolle
i [h] [å]nden halter efter og holder hende i [s]kjørtet.)
Kvinden
.Godkveld, Peer Rap[]fod!
Peer Gynt
.Hvad godt? Hvem der?
Kvinden
.Gamle [v]enner, Peer Gynt! Min [s]tue ligger nær.
Vi er [g]randfolk.
Faksimile
97
Peer Gynt
.S[å]? Det er mer, end jeg ved.
Kvinden
.Alt som [h]ytten din byg[]tes, byg[]te min sig med.
Peer Gynt
(vil g[å]).
Jeg har [b]r[å]hast –
Kvinden
.Det har du altid, [g]ut;
men jeg trasker nu efter og r[å]ker dig til[]slut.
Peer Gynt
.I mistaer jer, [m]oer!
Kvinden
.Jeg har før s[å] gjort;
jeg gjorde s[å] dengang du lovte s[å] stort.
Peer Gynt
.Jeg lovte –? Hvad [f]anden er det for [s]nak[]?
Kvinden
.Har du glemt den [k]veld, du hos [f]aer min drak?
Har du glemt –?
Peer Gynt
.Jeg har glemt, hvad jeg aldrig har vidst.
Hvad rører du om? N[å]r mødtes vi sidst?
Kvinden
.Vi mødtes sidst, da vi mødtes først.
(til[]
[u]ngen.)
Byd [f]aer din [d]rikke; jeg mener han er tørst.
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
7
Faksimile
98
Peer Gynt
.Faer? Er du drukken? Kalder du ham –?
Kvinden
.Du kan da vel kjende [g]risen p[å]
[s]kindet!
Har du [ø]jne? Kan du ikke se, han er lam
p[å]
[s]kanken, som du er lam p[å]
[s]indet?
Peer Gynt
.Vil du bilde mig ind –?
Kvinden
.Vil du vringle dig bort –?
Peer Gynt
.Denne langbente [u]ngen –!
Kvinden
.Han er vo[ks]et fort.
Peer Gynt
.Tør du, dit [t]roldtryne, lægge mig ud –?
Kvinden
.Hør nu, Peer Gynt; du er grov, som en [s]tud!
(grædende.)
Hvad kan jeg for, at jeg ikke er vakker,
som dengang du lokked mig i [l]ider og [b]akker?
I [h]øst, da jeg fødte, holdt [f]anden om min [r]yg[],
og s[å] er det rimeligt nok en blir styg[].
Men dersom du vil se mig s[å] ven, som før,
skal du bare vise [j]enten derinde p[å]
[d]ør,
jage hende ud af [s]indet og [s]ynet; –
g[]ør s[å], k[]ære [v]ennen min, s[å] mister jeg [t]rynet!
Faksimile
99
Peer Gynt
.Vig fra mig, din [t]roldhe[ks]!
Kvinden
.Ja, se, om jeg g[]ør!
Peer Gynt
.Jeg skal sl[å] dig i [s]kallen –!
Kvinden
.Ja; prøv, om du tør!
Ho-ho, Peer Gynt, jeg kan st[å] for [s]lag!
Jeg kommer ig[]en hver evige [d]ag.
Jeg glytter p[å]
[d]øren, ser ind til[] jer begge.
Sidder du med [j]enten p[å]
[b]ænkefjæl, –
blir du k[]ælen, Peer Gynt, – vil du lege og dægge, –
sætter jeg mig hos og kræver min [d]el.
Hun og jeg vi skal bytte og skifte dig.
Far vel, k[]ære [g]utten min, imorgen kan du gifte dig!
Peer Gynt
.Din [h]elvedes [m]are!
Kvinden
.Men det er s'gu sandt!
Ungen f[å]r du fostre, din fodlette [f]ant!
Vesle-[f]anden, vil du til[]
[f]aer din?
Ungen
(spytter p[å] ham).
Tvi!
Jeg skal hugge dig med [ø]
[ks]en; bare bi, bare bi!
7*
Faksimile
100
Kvinden
(kysser [u]ngen).
[Å] nej, for et [h]oved der sidder p[å] den [k]rop[]!
Du blir [f]aer din op[] af [d]age n[å]r du engang vo[ks]er op[]!
Peer Gynt
(stamper).
Gid I var s[å] langt –!
Kvinden
.Som vi nu er nær?
Peer Gynt
(knuger [h]ænderne).
Og alt dette –!
Kvinden
.Bare for [t]anker og [b]eg[]ær!
Det er [s]ynd i dig, Peer!
Peer Gynt
.Værst for en anden! –
Solvejg, mit reneste, sk[]æreste [g]uld!
Kvinden
.
[Å] ja; det svier til[] de skyldfri, sa'e [f]anden,
[m]oer hans gav ham [h]ug[], for [f]aer hans var fuld!
(hun trasker ind i [h]oltet med [u]ngen, som kaster [ø]lbollen efter ham.)
Peer Gynt
(efter en lang [t]aushed).
G[å] udenom, sa'e Bøjgen. En f[å]r s[å] her. –
Der faldt [k]ongsg[å]rden min med [b]r[å]k og [r]ammel!
Det slog [m]ur om hende, jeg var s[å] nær;
her blev styg[]t med et, og min [g]læde blev gammel. –
Faksimile
101
Udenom, [g]ut! Der finds ikke [v]ej
tvers ig[]ennem dette til[] hende fra dig.
Tvers ig[]ennem? Hm, der skulde dog findes.
Der st[å]r noget om [a]nger, hvis ret[] jeg mindes.
Men hvad? Hvad st[å]r der? Jeg har ikke [b]ogen,
har glemt det meste, og her er ikke nogen
[r]et[]ledning at f[å] i vilde [s]kogen. –
Anger? S[å] skulde der kanske g[å]
[å]r,
før jeg vandt mig ig[]ennem. Det [l]iv blev magert.
Sl[å] sønder, hvad sk[]ært er, og vent og fagert,
og klinke det ihob af [s]tumper og [s]k[å]r?
Sligt g[å]r med en [f]ele, men ikke med en [k]lokke.
Der, det skal grønnes, f[å]r en ikke tr[å]kke.
Men det var jo en [l]øgn med det [h]e[ks]etryne!
Nu er alt det [s]tyg[
g
]etøj ude af [s]yne. –
Ja; ude af [s]yne, men ikke af [s]ind.
Smygende [t]anker vil følge mig ind.
Ingrid! Og de tre, som p[å]
[h]ougene sprang!
Vil de ogs[å] være med? Med [s]krat[] og [h]arme
kræve, som hun[,] at krystes i [f]ang,
løftes varligt og vent p[å] strake [a]rme?
Udenom, [g]ut; var [a]rmen s[å] lang,
som [f]uruens [l]æg[
g
] eller [g]ranens [s]tang, –
jeg mener, jeg løfted hende endda for nær,
til[] at sætte hende fra mig menløs og sk[]ær. –
Jeg f[å]r udenom dette p[å]
[s]æt[] og [v]is,
s[å] det hverken blir [v]inding eller [f]orlis.
En f[å]r skyde sligt fra sig og f[å] det glemt –
(g[å]r nogle [s]kridt mod [h]ytten, men standser ig[]en.)
G[å] ind efter dette? S[å] styg[] og sk[]æmt?
Faksimile
102
G[å] ind med alt det [t]roldskab i [f]ølge?
Tale, og dog tie; skrifte, og dog dølge –?
(kaster [ø]
[ks]en fra sig.)
Det er [h]elgedagskveld. At stævne til[]
[m]øde,
slig, som jeg nu er, var [k]irkebrøde.
Solvejg
(i [d]øren).
Kommer du?
Peer Gynt
(halvhøjt).
Udenom!
Solvejg
.Hvad?
Peer Gynt
.Du f[å]r vente.
Her er mørkt, og jeg har noget tungt at hente.
Solvejg
.Bi; jeg skal hjælpe; vi [b]yrden skal dele.
Peer Gynt
.Nej, st[å] der du st[å]r! Jeg f[å]r bære det hele.
Solvejg
.Men ikke for langt, du!
Peer Gynt
.Vær t[å]lsom, [j]ente;
langt eller kort, – du f[å]r vente.
Solvejg
(nikker efter ham).
Ja, vente!
Peer Gynt g[å]r bortover [s]kogstien. Solvejg bliver st[å]ende i den [å]bne
[h]alvdør.)
[h]alvdør.)
Faksimile
103
([Å]ses [s]tue. Aften. En [s]tok[]-[i]ld brænder og lyser p[å]
[s]korstenen.
Katten p[å] en [s]tol ved [s]engefoden.)
Katten p[å] en [s]tol ved [s]engefoden.)
(
[Å]se ligger i [s]engen og famler urolig omkring p[å]
[s]predet.)
[Å]se
.Nej, Herregud, kommer han ikke?
Det dryger s[å] inderlig langt.
Jeg har ikke [b]ud at skikke;
og sige ham har jeg s[å] mangt.
Her er ikke [s]tunder at miste!
S[å] br[å]t! Hvem skulde det tænkt!
[Å], dersom bare jeg vidste
jeg ikke har holdt ham for strængt!
Peer Gynt
(kommer).
Godkveld!
[Å]se
.Vorherre dig glæde!
S[å] kom du da, k[]ære min [g]ut!
Men hvor tør du færdes hernede?
Her er jo dit [l]iv forbrudt.
Peer Gynt
.
[Å], [l]ivet f[å]r være det samme.
Jeg m[å]tte nu se herned.
[Å]se
.Ja, nu st[å]r Kari til[]skamme;
og jeg kan g[å] bort i [f]red!
Peer Gynt
.G[å] bort? Hvad er det du snakker?
Hvor er det du agter dig hen?
Faksimile
104
[Å]se
.Ak, Peer, det mod [e]nden lakker;
jeg har ikke langt ig[]en.
Peer Gynt
(vrider p[å] sig og g[å]r op[]over [g]ulvet).
Se s[å]! Fra det tunge jeg render;
jeg mente, jeg her var fri –!
Er du kold p[å]
[f]ødder og [h]ænder?
[Å]se
.Ja, Peer; det er snart forbi. –
N[å]r du ser mine [ø]jne briste,
m[å] du lukke dem varligt til[].
Og s[å] f[å]r du sørge for [k]iste;
men, k[]ære, lad den bli g[]ild.
[Å] nej, det er sandt –
Peer Gynt
.Ti stille!
Tidsnok at tænke p[å] sligt.
[Å]se
.Ja, ja.
(ser uroligt om i [s]tuen.)
Her ser du det lille
de levned. Det er dem ligt.
Peer Gynt
(med et [v]rid).
Nu ig[]en!
(h[å]rdt.)
Jeg ved, jeg har [s]kylden.
Hvad gavner, jeg mindes derom?
Faksimile
105
[Å]se
.Du! Nej, den fordømte [f]ylden,
fra den var det [u]lykken kom!
K[]ære [g]utten min, du var jo drukken;
da ved en ej selv hvad en g[]ør;
og s[å] havde du redet p[å]
[b]ukken;
det var rimeligt nok, du var yr!
Peer Gynt
.Ja, ja; lad den [r]æg[]len fare.
Lad fare den hele [s]ag.
Hvad tungt er, det vil vi spare
til[] siden – en anden [d]ag.
(sætter sig p[å]
[s]engkanten.)
Nu, [m]oer, vil vi sammen snakke;
men bare om løst og fast, –
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er s[å]rt og hvas[]t. –
Nej, se da; den gamle [k]atten;
s[å] den er ilive endnu?
[Å]se
.Den bær sig s[å] styggt om [n]atten;
du ved, hvad det varsler, du!
Peer Gynt
(afbøjende).
Hvad er her for nyt i [b]yg[]den?
[Å]se
(smilende).
De siger, her findes etsteds
en [j]ente, som stunder mod [h]øjden –
Faksimile
106
Peer Gynt
(hurtigt).
Mads Moen, sl[å]r han sig til[]freds?
[Å]se
.De siger, hun har ikke [ø]re
for begge de gamles [g]r[å]d.
Du skulde dog indom høre; –
du, Peer, vidste kanske [r]
[å]d –
Peer Gynt
.Men [s]meden, hvor er han havnet?
[Å]se
.
[Å] ti med den skidne [s]med.
Jeg vil heller sige dig [n]avnet
p[å] hende, [j]enten, du ved –
Peer Gynt
.Nej, nu vil vi sammen snakke, –
men bare om løst og fast,
og glemme det vrange og skakke,
og alt, som er s[å]rt og hvas[]t.
Er du tørst? Skal jeg hente dig [d]rikke?
Kan du strække dig? Sengen er stut[].
Lad mig se; – ja, mener jeg ikke
det er [s]engen, jeg l[å] i som [g]ut!
Kan du mindes, hvor tidt om [k]velden
du sad for min [s]engestok[]
og bredte over mig [f]ellen,
og sang b[å]de [s]tev og [l]ok[]?
Faksimile
107
[Å]se
.Ja, minds du! S[å] legte vi [s]læde,
n[å]r [f]aer din i [l]angfart fo[]r.
Fellen var [k]armesprede
og [g]ulvet en islagt [f]jord.
Peer Gynt
.Ja, men det allerbedste, –
[m]oer, kan du minds det med? –
det var dog de glupe [h]este –
[Å]se
.Ja, mener du ikke jeg ved –?
Det var Karis [k]at[] vi fik l[å]ne;
den sad p[å] en [k]ubbestol –
Peer Gynt
.Til[]
[s]lottet vestenfor [m]
[å]ne
og [s]lottet østenfor [s]ol,
till Soria-Moria-[s]lottet,
gik [v]ejen b[å]de højt og lavt.
En [k]
[]æp[], som vi fandt i [k]ottet,
du brugte til[]
[s]vøbeskaft.
[Å]se
.Der fremme i [d]umpen jeg knejste –
Peer Gynt
.Jo, jo; du gav [t]ømmen løs,
og vendte dig, jævnt som vi rejste,
og spurgte mig om jeg frøs.
Gud signe dig, gamle [s]tyggen, –
du var dog en k[]ærlig [s]jæl –!
Hvad ynker du for?
Faksimile
108
[Å]se
.For [r]yggen;
det volder den h[å]rde [f]jæl.
Peer Gynt
.Stræk[] dig; jeg skal dig støtte.
Se s[å]; nu ligger du blødt.
[Å]se
(urolig).
Nej, Peer, jeg vil flytte!
Peer Gynt
.Flytte?
[Å]se
.Ja, flytte; s[å] ønsker jeg stødt.
Peer Gynt
.Du snakker! Bred over dig [f]ellen.
Lad mig sidde p[å]
[s]engestok[].
Se s[å]; nu korter vi [k]velden
b[å]de med [s]tev og [l]ok[].
[Å]se
.Hent heller [p]ostillen i [k]ottet:
jeg er s[å] urolig til[]sinds.
Peer Gynt
.I Soria-Moria-[s]lottet
er der [g]ilde hos [k]onge og [p]rins.
Hvil dig p[å]
[s]lædepuden;
jeg k[]ører dig did over [m]o –
[Å]se
.Men, snille Peer, er jeg buden?
Faksimile
109
Peer Gynt
.Ja, det er vi begge to.
(kaster en [s]nor om [s]tolen, hvor [k]atten ligger, tager en [k]
[]æp[] i [h]
[å]nden og
sætter sig foran p[å] [s]engefoden.)
Hyp[]! Vil du rappe dig, [
S
s
]varten!
Moer, du fryser vel ej?
Jo-jo; det kjendes p[å]
[f]arten,
n[å]r [
G
g
]rane lægger ivej!
[Å]se
.K[]ære Peer, hvad er det som ringer –?
Peer Gynt
.De blanke [d]umbjelder, [m]oer!
[Å]se
.Hu, nej da, hvor hult det klinger!
Peer Gynt
.Nu k[]ører vi over en [f]jord.
[Å]se
.Jeg er ræd[]! Hvad er det, som bruser
og sukker s[å] underligt vildt?
Peer Gynt
.Det er [g]ranene, [m]oer, som suser
p[å]
[m]oen. Sid bare stil[]t.
[Å]se
.Det gnistrer og blinker langt borte.
Hvor kommer den [l]ysningen fra.
Peer Gynt
.Fra [s]lottets [r]uder og [p]orte.
Kan du høre, de danser?
Faksimile
110
[Å]se
.Ja.
Peer Gynt
.Udenfor st[å]r Sankt Peder
og byder dig stige ind.
[Å]se
.Hilser han?
Peer Gynt
.Ja, med [h]æder,
og sk[]ænker den sødeste [v]in.
[Å]se
.Vin! Har han ogs[å]
[k]ager?
Peer Gynt
.Ja da! Et smæk[]fuldt [f]ad.
Og salig [p]rovstinden lager
dig [k]affe og [e]ftermad.
[Å]se
.
[Å], [k]ors; kommer vi to sammen?
Peer Gynt
.S[å] tidt og s[å] jævnt du vil.
[Å]se
.
[Å] nej da, Peer, for en [g]ammen
du k[]ører mig, [s]takkar, til[]!
Peer Gynt
(smækker med [p]isken).
Hyp[]; vil du rappe dig, [
S
s
]varten!
Faksimile
111
[Å]se
.K[]ære Peer, du k[]ører vel ret[]?
Peer Gynt
(smækker ig[]en).
Her er brede [v]ejen.
[Å]se
.Den [f]arten,
den g[]ør mig s[å] l[å]k og træt[].
Peer Gynt
.Der ser jeg [s]lottet sig højne;
om lidt s[å] er [k]
[]ørslen slut.
[Å]se
.Jeg vil ligge og lukke [ø]jne
og lide p[å] dig, min [g]ut!
Peer Gynt
.Rap[] dig, Grane, min [t]raver!
I [s]lottet er [s]timlen stor;
mod [p]orten de myldrer og kaver.
Nu kommer Peer Gynt med sin [m]oer!
Hvad siger du, [h]err Sankt Peder?
F[å]r ikke [m]oer slippe ind?
Jeg mener du længe leder,
før du finder s[å] ærligt et [s]kind.
Om mig vil jeg ikke snakke;
jeg kan vende ved [s]lottets [p]ort.
Vil I sk[]ænke mig, taer jeg til[]takke;
hvis ej, g[å]r jeg lige-nøjd bort.
Jeg har digtet s[å] mangen [s]krøne,
som [f]anden p[å]
[p]rækestol,
Faksimile
112
og sk[]ældt min [m]oer for en [h]øne,
fordi hun kagled og gol.
Men hende skal I agte og hædre
og g[]øre det rigtig til[]lags;
her kommer ikke nogen bedre
fra [b]yg[]derne nutil[]dags. –
Ho-ho; der har vi Gud [f]ader!
Sankt Peder, nu f[å]r du dit!
(med dyb [s]temme.)
«Hold op[] med de [k]
[]øgemester-[l]ader;
[m]oer [Å]se skal slippe frit!»
(ler højt og vender sig om til[]
[m]oderen.)
Ja, var det ikke det, jeg vidste?
Nu blev der en anden [d]ans!
(angst.)
Hvorfor ser du, som [ø]jet skulde briste?
Moer! Er du fra [s]amling og [s]ans –!
(g[å]r op[] til[]
[h]ovedg[]erdet.)
Du skal ikke ligge og glane –!
Snak[], [m]oer; det er mig, din [g]ut!
(føler varsomt p[å] hendes [p]ande og [h]ænder; derp[å] kaster han [s]noren bort
p[å] [s]tolen og siger dæmpet:)
Ja s[å]! – Du kan hvile dig, Grane;
for ret[] nu er [r]ejsen slut.
(lukker hendes [ø]jne og bøjer sig over hende.)
Hav [t]ak[] for alle dine [d]age,
for [b]ank og for [b]arne-[b]ys[]! –
Men nu f[å]r du takke til[]bage –
(trykker [k]inden mod hendes [m]und.)
Se s[å]; det var [t]ak[] for [s]kyds.
Faksimile
113
Husmandskonen
(kommer).
Hvad? Peer! N[å], s[å] er vi over
den tungeste [s]org og [n]ød!
Herregud, hvor godt hun sover – –
eller er hun –?
Peer Gynt
.Hys[]; hun er død.
(Kari græder ved [l]iget. Peer Gynt g[å]r længe omkring i [s]tuen; endelig standser
han ved [s]engen.)
han ved [s]engen.)
Peer Gynt
.F[å]
[m]oer med [æ]re begravet.
Jeg f[å]r friste at fare herfra.
Konen
.Skal du langvejs fare?
Peer Gynt
.Mod [h]avet.
Konen
.S[å] langt!
Peer Gynt
.Og længer endda.
(han g[å]r.)
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
8
Faksimile
FJERDE HANDLING.
(P[å]
[s]ydvestkysten af Marokko. Palmeskov. Dækket [m]iddagsbord, [s]olsejl og
[s]ivmatter. Længere inde i [l]unden hængende [k]øjer. Udenfor [l]and ligger en
[d]ampyacht med norsk og amerikansk [f]lag. Ved [s]tranden en [j]olle. Det er
henimod [s]olnedgang.)
[s]ivmatter. Længere inde i [l]unden hængende [k]øjer. Udenfor [l]and ligger en
[d]ampyacht med norsk og amerikansk [f]lag. Ved [s]tranden en [j]olle. Det er
henimod [s]olnedgang.)
(Peer Gynt, en smuk middelaldrende [h]erre i elegant [r]ejsedragt, med [g]uld-
lorgnet p[å] [b]rystet, præsiderer som [v]ært for [b]ordenden. Master Cotton,
Monsieur Ballon samt [h]errerne v. Eberkopf og Trumpeterstr[å]le
ifærd med at slutte [m] [å]ltidet.)
lorgnet p[å] [b]rystet, præsiderer som [v]ært for [b]ordenden. Master Cotton,
Monsieur Ballon samt [h]errerne v. Eberkopf og Trumpeterstr[å]le
ifærd med at slutte [m] [å]ltidet.)
Peer Gynt
.Drik[], mine [h]errer! Er man skabt
til[]
[n]ydelse, s[å] skal man nyde.
Der st[å]r jo skrevet: tabt er tabt,
og væk er væk –. Hvad m[å] jeg byde?
Trumpeterstr[å]le
.Du er superb som [v]ært, [b]roer Gynt!
Peer Gynt
.Jeg deler [æ]ren med min [m]ynt,
med [k]ok[] og [s]tewart –
Master Cotton
.
[Very well];
en [s]k[å]l for alle fires [h]eld!
Faksimile
115
Monsieur Ballon
.Monsieur, De har en [g]out, en [t]on,
som nutil[]dags kun [sjelden] findes
hos [m]ænd, der lever en [g]arçon, –
et visst, jeg ved ej hvad –
v. Eberkopf
.Et [v]ift,
et [s]k[]ær af frigjort [å]ndsbetragtning
og [v]erdensborgerdomsforpagtning,
et [s]yn ig[]ennem [s]kyens [r]ift,
der ej af snever [f]ordom bindes,
et [p]ræg af højere [f]orklaring,
en [u]r-[n]atur med [l]ivserfaring
p[å]
[t]rilogiens [t]op[] forent.
Ej sandt, Monsieur; s[å] var det ment?
Monsieur Ballon
.Jo, meget muligt; ikke ganske
s[å] smukt det klinger i det franske.
v. Eberkopf
.Ej was[]! Det [s]prog er og s[å] stivt. –
Men hvis til[]
[f]ænomenet [g]runden
vi søge vil –
Peer Gynt
.S[å] er den funden.
Det er fordi jeg ej er gift.
Ja, mine [h]errer, ganske klar
er [t]ingen. Hvad skal [m]anden være?
Sig selv; det er mit korte Svar.
Om sig og sit han skal sig kære.
8*
Faksimile
116
Men kan han det, som [p]ak[]-[k]am[]él
for andres [v]e og andres [v]el?
v. Eberkopf
.Men denne [f]or- og [i]-sig-[v]æren,
jeg lover, har Dem kostet [s]trid –
Peer Gynt
.
[Å] ja s[å]men; i fordums [t]id;
men altid gik jeg bort med [æ]ren.
Engang var jeg dog ganske nær
i [f]ælden fanget mod min [v]ilje.
Jeg var en rask og vakker [f]yr;
og [d]amen, som jeg havde k[]ær, –
hun var af kongelig [f]amilje –
Monsieur Ballon
.Af kongelig?
Peer Gynt
(henkastende).
Af disse [æ]tter,
De ved nok –
Trumpeterstr[å]le
(sl[å]r i [b]ordet).
Disse [a]delstroll!
Peer Gynt
(trækker p[å] [s]kulderen).
Forlagte [h]øjheder, som sætter
sin [s]tolthed i, [p]lebejerpletter
at holde væk fra [s]tammens [s]kjold.
Master Cotton
.Gik s[å]
[a]ffæren overstyr?
Faksimile
117
Monsieur Ballon
.Familjen var imod [p]artiet?
Peer Gynt
.Nej, tvertimod!
Monsieur Ballon
.Ah!
Peer Gynt
(sk[å]nsomt).
De forst[å]r;
der gaves [t]ing, som talte for
at f[å] os snarest muligt viet.
Men, rentud sagt, det hele [v]æsen
var mig fra først til[] sidst imod.
Jeg er i visse [d]ele kræsen,
og helst jeg st[å]r p[å] egen [f]od.
Og da nu [s]vigerfader kom
forblommet frem med [f]ordring om
jeg skulde skifte [n]avn og [s]tilling
og løse [a]delskabsbevilling,
samt mangt og meget højst usmageligt,
for ej at sige uantageligt, –
s[å] trak jeg mig med [a]nstand ud,
gav [a]fslag p[å] hans [u]ltimatum –
og [a]fkald p[å] min unge [b]rud.
(trommer p[å]
[b]ordet og synes andægtig.)
Ja, ja; der r[å]der dog et [f]atum!
P[å] det vi [m]ennesker kan lide;
og det er trøsteligt at vide.
Monsieur Ballon
.Og dermed [s]agen var forbi?
Faksimile
118
Peer Gynt
.Nej, jeg fik føle noget andet;
thi [u]vedkommende sig blanded
med høje [
R
r
]amaskrig deri.
Værst var [f]amiljens yngre [l]emmer.
Med syv af dem jeg fik [d]uel.
Det var en [t]id, jeg aldrig glemmer,
sk[]ønt jeg gik ud deraf med [h]eld.
Det kosted [b]lod; men dette [b]lod
gier [b]rev p[å] min [p]ersons [f]ordyrelse,
og peger styrkende imod,
som sagt, et [f]atums vise [s]tyrelse.
v. Eberkopf
.De har et [b]lik p[å]
[l]ivets [g]ang,
der hæver Dem til[]
[t]ænker-[r]ang.
Imens en slet[] og ret[]
[f]ormener
ser hver for sig de spredte [s]cener,
og aldrig ender med at famle,
forstaar De alt til[]
et at samle.
Med samme [n]orm De alting m[å]ler.
De spidser til[] hver løs [e]ragtning,
s[å] hver og en g[å]r ud som [s]tr[å]ler
fra [l]yset af en [l]ivsbetragtning. –
Og De har ingentid studeret?
Peer Gynt
.Jeg er, som jeg Dem før har sagt,
en blot og bar [a]utodidakt.
Methodisk har jeg intet lært;
men jeg har tænkt og spekuleret,
og læst mig til[] en [d]el af hvert.
Faksimile
119
Jeg har begyndt i ældre [a]lder;
da ved De jo, lidt tungt det falder
at pløje [s]ide op[] og ned
og tage ligt og uligt med.
Historien har jeg taget stykkevis;
thi mere fik jeg aldrig [t]id til[].
Og da man jo i tunge [t]ider
et noget visst m[å] sætte [l]id til[],
s[å] tog jeg [r]eligionen rykkevis.
P[å] den [m]anér det bedre glider.
Man skal ej læse for at sluge,
men for at se, hvad man kan bruge –
Master Cotton
.Se, det er praktisk!
Peer Gynt
(tænder en [c]igar).
K[]ære [v]enner;
betænk mit [l]evnetsløb forresten.
Hvorledes kom jeg først til[]
[
V
v
]esten!
Som fattig [k]arl med tomme [h]ænder.
Jeg m[å]tte slide s[å]rt for [f]øden;
tro mig det faldt mig tidtnok svært.
Men [l]ivet, [v]enner, det er k[]ært;
og, som man siger, besk er [d]øden.
Vel! Lykken, ser I, var mig føjelig;
og gamle [f]atum, han var bøjelig.
Det gik. Og da jeg selv var tøjelig,
s[å] gik det stedse bedre, bedre.
Ti [å]r derefter bar jeg [n]avn
af Krøsus mellem Charlestowns [r]hedre.
Faksimile
120
Mit [r]ygte fløj fra [h]avn til[]
[h]avn[;]
jeg havde [l]ykken inden [b]orde –
Master Cotton
.Hvad gjaldt [t]rafiken?
Peer Gynt
.Mest jeg gjorde
i [n]egere til[] Karolina
og [g]udebilleder til[] Kina.
Monsieur Ballon
.Fi donc!
Trumpeterstr[å]le
.For tusend, [f]arbroer Gynt!
Peer Gynt
.De finder nok [b]edriften svævende
p[å] det tilladeliges [p]ynt?
Jeg selv har følt det samme levende.
Jeg fandt den endog odiøs.
Men, De kan tro mig, først begyndt,
det holder h[å]rdt at slippe løs.
Ialfald er det yderst svært
i slig en stor [f]orret[]ningsførelse,
der sætter [t]usender i [r]ørelse,
at bryde ganske overtvert.
Det «overtvert» jeg kan ej lide,
men til[]st[å]r p[å] den anden [s]ide
at jeg har altid næret [a]gt
for hvad man kalder [k]onsekventserne;
og det, at overskride [g]rænserne,
Faksimile
121
har stedse gjort mig lidt forsagt.
Desuden tog jeg til[] at ældes;
jeg nærmed mig mod [f]emti[å]rene, –
fik efterh[å]nden gr[å]sprængt [h]
[å]r;
og sk[]ønt min [h]elbred var fortrinlig,
s[å] faldt den [t]anke dog mig pinlig:
hvem ved, hvor snart den [t]ime sl[å]r,
da [j]uryk[]endelsen skal fældes
og skille [b]ukkene fra [f]
[å]rene.
Hvad var at g[]øre? Standse [f]arten
p[å] Kina gik umuligt an.
Jeg fandt dog [u]dvej, [å]bned snart en
[f]orret[]ning til[] p[å] samme [l]and.
Hver [v]
[å]r jeg [g]uder exporterte;
hver [h]øst jeg [p]rester udklarerte,
forsynte dem med det fornødne,
som [s]trømper, [b]ibler, [r]um og [r]is –
Master Cotton
.Ja, mod [p]rofit?
Peer Gynt
.Naturligvis.
Det gik. De virked ufortrødne.
For hver en [g]ud, hist over k[]øbt,
de fik en Kulier grundigt døbt,
s[å]
[v]irkningen neutralisertes.
Missionens [m]ark l[å] aldrig brak[];
thi [g]uderne, som kolportertes,
af [p]resterne blev holdt i [s]chak.
Master Cotton
.N[å], men de afrikanske [v]arer?
Faksimile
122
Peer Gynt
.
Der sejred ogs[å] min [m]oral.
Jeg inds[å], den [t]rafik var gal
for [f]olk i fremadskreden [a]lder.
Man ved jo ej n[å]r fra man falder.
Og dertil[] kom de tusend [s]narer
fra vore [f]ilantropers [l]ejr,
for ej at nævne [k]apringsfarer,
samt [r]isiko af [v]ind og [v]ejr.
Alt dette sammenlagt vandt [s]ejr.
Jeg tænkte: Peter, [r]ev i [s]ejlene;
se til[], at du kan rette [f]ejlene!
S[å] k[]øbte jeg mig [l]and i [
S
s
]yden,
beholdt den sidste [k]
[]ødimport,
som ogs[å] var af prima [s]ort.
De trivedes, blev blanke, fede,
s[å] det var mig og dem en [g]læde.
Ja, jeg tør sige uden [s]kryden,
jeg handled mod dem som en [f]aer, –
hvad sine gode [r]enter bar.
Jeg bygged [s]koler, for at [d]yden
bestandig kunde holdes p[å]
et visst almindeligt [n]iveau,
og p[å]s[å] strængt at ingenstunder
dens [t]hermometer sank derunder.
Nu desforuden af de [d]ele
jeg har mig ganske trukket ud; –
jeg har [p]lantagen samt dens hele
[b]esæt[]ning solgt med [h]
[å]r og [h]ud.
P[å]
[a]fskedsdagen gav jeg og
Faksimile
123
til[] sm[å] og store gratis [g]rog[],
s[å]
[m]ænd og [k]vinder fik en [r]us,
og [e]nkerne desuden [s]nus.
Se, derfor h[å]ber jeg, s[å]fremt
det [o]rd ej er et [m]undsvejr blot:
hver den, som ej g[]ør ondt, g[]ør godt, –
s[å] er min [f]ortids [f]ejlgreb glemt,
og jeg kan holde, mer end mangen,
med [d]yder mine [s]ynder [s]tangen.
v. Eberkopf
(klinker med ham).
Hvor det er styrkende at høre
et [l]ivsprincip i [s]cene sat[],
forløst fra [t]heoriens Nat[],
urokket af det ydre [r]øre!
Peer Gynt
(som under det foreg[å]ende har stukket flittigt p[å] [f]laskerne).
Vi [m]ænd fra [
N
n
]ord forst[å]r at føre
vor [k]rig ig[]ennem! [
K
k
]unstens [n]øgle
i [l]ivets [s]ag er simpelthen
at holde [ø]ret tæt[] ig[]en
for [i]ndpas[] af en farlig [ø]gle.
Master Cotton
.Hvad for en [ø]gle, dyre [v]en?
Peer Gynt
.En liden en, en fult forførende
til[] det i et og alt afg[]ørende.
(drikker ig[]en.)
Hvad hele [v]ove-[k]unsten g[]ælder,
Faksimile
124
den [k]unst, at eje [d]
[å]dens [m]od, –
det er: at st[å] med valgfri [f]od
imellem [l]ivets lumske [f]ælder, –
at vide visst, at alle [d]age
er ikke slut med [s]tridens [d]ag, –
at vide, dig st[å]r [å]ben bag
en [b]ro, som bære kan til[]bage.
Den [t]heori har holdt mig frem;
den har min hele [v]andel farvet;
og [t]heorien har jeg arvet
fra [s]lægten i min [b]arndoms [h]jem.
Monsieur Ballon
.De er jo norsk?
Peer Gynt
.Af [f]ødsel, ja!
Men [v]erdensborger af [g]emyt.
For hvad jeg har af [l]ykken nydt,
jeg takke kan Amerika.
De vel forsynte [b]ogreoler
jeg skylder Ty[]sklands yngre [s]koler.
Fra Frankrig fik jeg mine [v]este,
min [h]oldning og min [s]k[]ærv af [å]nd, –
fra England en arbejdsom [h]
[å]nd
og sk[]ærpet [s]ans for eget bedste.
Af Jøden har jeg lært at vente.
Lidt [h]ang til[] dolce far niente
jeg fra Italien fik i [s]ending, –
og engang i en snever [v]ending
jeg øged mine [d]ages [m]
[å]l
ved [b]istand af det svenske [s]t[å]l.
Faksimile
125
Trumpeterstr[å]le
(hæver sit [g]las).
Ja, svenske [s]t[å]let –!
v. Eberkopf
.St[å]lets [s]vinger
vi først og fremst vor [h]yldest bringer!
(de klinker og drikker med ham. Han begynder at blive hed i [h]ovedet.)
Master Cotton
.Alt dette her er s[å]re godt; –
men, Sir, nu gad jeg vide blot,
hvad De med Deres [g]uld vil g[]øre.
Peer Gynt
(smilende).
Hm; g[]øre? Hvad?
Alle fire
(rykker nærmere).
Ja, lad os høre!
Peer Gynt
.Nu; for det første g[å] p[å]
[r]ejser.
Se, derfor tog jeg jer ombord
som [s]elskabsbrødre i Gibraltar.
Jeg trængte til et [d]anserkor
af [v]enner om mit [g]uldkalv-[a]ltar –
v. Eberkopf
.Højst vittigt sagt!
Master Cotton
.Men ingen hejser
sit [s]ejl for blot og bart at sejle.
Faksimile
126
De har et [m]
[å]l, det kan ej fejle.
Og [m]
[å]let er –?
Peer Gynt
.At blive [k]ejser.
Alle fire
.Hvad?
Peer Gynt
(nikker).
Kejser!
Herrerne
.Hvor?
Peer Gynt
.I hele [v]erden.
Monsieur Ballon
.Hvorledes, [v]en –?
Peer Gynt
.I [k]raft af [g]uldet!
Den [p]lan er ingenlunde ny;
den [s]jælen var i al min [f]ærden.
Som [g]ut jeg har i [d]rømme rullet
vidt over [h]avet p[å] en [s]ky.
Jeg steg med [s]læb og gylden [s]lire, –
og dratted ned paa alle fire.
Men [m]
[å]let, [v]enner, stod ved [m]agt. –
Der er jo skrevet eller sagt
etsteds, jeg mindes ikke hvor,
at hvis du vandt den ganske [j]ord,
men selv dig tabte, var din [v]inding
kun [k]rans omkring en kløvet [t]inding.
Faksimile
127
S[å] st[å]r der, – eller noget sligt;
og dette [o]rd er intet [d]igt.
v. Eberkopf
.Men hvad er da det gyntske selv?
Peer Gynt
.Den [v]erden bag mit [p]andehvælv,
som g[]ør at jeg er ingen anden,
end mig, s[å] lidt som Gud er [f]anden.
Trumpeterstr[å]le
.Nu sk[]ønner jeg, hvorhen det sigter!
Monsieur Ballon
.Sublim som [t]ænker!
v. Eberkopf
.Høj som [d]igter.
Peer Gynt
(i stigende [s]temning).
Det gyntske selv, – det er den [h]ær
af [ø]nsker, [l]yster og [b]eg[]ær, –
det gyntske selv, det er det [h]av
af [i]ndfald, [f]ordringer og [k]rav,
kort alt, som net[]op[]
mit
[b]ryst hæver,
og g[]ør at jeg, som s[å]dan, lever.
Men som Vorherre trænger [m]uldet,
skal han best[å] som [v]erdens Gud,
s[å] har jeg og behov for [g]uldet,
skal jeg som [k]ejser ta'e mig ud.
Monsieur Ballon
.Men [g]uldet har De!
Faksimile
128
Peer Gynt
.Ikke nok.
Ja, m[å]ske for en to-tre [e]tm[å]l,
som [k]ejser [à] la Lippe-Detmold.
Men jeg vil være mig en [b]loc,
vil være Gynt p[å] hele [k]loden,
Sir Gynt fra [t]oppen og til [r]oden!
Monsieur Ballon
(henreven).
Besidde [v]erdens første [d]ejlighed!
v. Eberkopf
.Al [h]undred[å]rs Johannisberger!
Trumpeterstr[å]le
.Og alle Karl den tolvtes [v]ærger!
Master Cotton
.Men først en profitabel [l]ejlighed
til[]
[t]ransaktion –
Peer Gynt
.Den er alt funden;
og dertil[] var vor [a]nkring [g]runden.
Iaften [f]arten st[å]r mod [n]ord.
Aviserne, jeg fik ombord,
beretter mig en vigtig [n]yhed –!
(rejser sig med hævet [g]las.)
Det er, som [l]ykken uden [o]p[]hør
bær [h]jælp til[] den, der selv har [k]ryhed –
Herrerne
.Nu? Sig os –!
Faksimile
129
Peer Gynt
.Hellas er i [o]p[]rør.
Alle fire
(springer op[]).
Hvad! Grækerne –?
Peer Gynt
.Har rejst sig hjemme.
De fire
.Hurra!
Peer Gynt
.Og Tyrken er i [k]lemme!
(tømmer [g]lasset.)
Monsieur Ballon
.Til[] Hellas! Ærens [p]ort st[å]r [å]ben!
Jeg hjælper med mit franske [v]
[å]ben!
v. Eberkopf
.Og jeg med [o]p[]r[å]b – p[å]
[d]istance!
Master Cotton
.Jeg liges[å] – med [l]everance!
Trumpeterstr[å]le
.G[å] p[å]! Jeg finde skal i Bender
de verdensk[]endte [s]porespænder!
Monsieur Ballon
(falder Peer Gynt om [h]alsen).
Til[]giv mig, [v]en, at jeg en [s]tund
har misk[]endt Dem!
v. Eberkopf
(trykker hans [h]ænder).
Jeg dumme [h]und,
jeg holdt Dem hartad for en [s]lyngel!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
9
Faksimile
130
Master Cotton
.Det er for stærkt; kun for en [n]ar –
Trumpeterstr[å]le
(vil kysse ham).
Jeg, [f]arbror, for et [e]xemplar
af Yankee-[p]akkets værste [y]ngel –!
Forlad mig –!
v. Eberkopf
.Vi har alle famlet –
Peer Gynt
.Hvad [s]nak[] er det?
v. Eberkopf
.Nu ser vi samlet
i [g]lans den hele gyntske [h]ær
af [ø]nsker, [l]yster og [b]eg[]ær –!
Monsieur Ballon
(beundrende).
S[å]
det var Monsieur Gynt at være!
v. Eberkopf
(liges[å]).
Det er at være Gynt med [æ]re!
Peer Gynt
.Men sig mig dog –?
Monsieur Ballon
.Forst[å]r De ej?
Peer Gynt
.Ifald jeg g[]ør, jeg la'er mig hænge!
Faksimile
131
Monsieur Ballon
.Hvorledes? G[å]r ej Deres [v]ej
til[] Grækerne med [s]kib og [p]enge –?
Peer Gynt
(blæser).
Nej mange [t]ak[]! Jeg støtter [s]tyrken
og l[å]ner [p]engene til[] Tyrken.
Monsieur Ballon
.Umuligt!
v. Eberkopf
.Vittigt sagt, men [s]pøg!
Peer Gynt
(tier lidt, støtter sig til[] en [s]tol og antager en fornem [m]ine).
Hør, mine [h]errer, det er bedst
vi skilles, før den sidste [r]est
af [v]enskab blaffrer bort i [r]øg.
Hvo intet ejer, let[]vindt vover.
N[å]r man af [v]erden r[å]der knap[]t
den [s]tribe [m]uld man skygger over,
ma[
n
] til[]
[k]anonmad er som skabt.
Men st[å]r man berget p[å] det tørre,
som jeg, da er ens [i]ndsat[]s større.
G[å] De til[] Hellas. Jeg skal sende
Dem gratis væbnede iland.
Jo mer De øger [s]tridens [b]rand,
desbedre kan jeg [b]uen spænde.
Sl[å] smukt for [f]rihed og for [r]et[]!
Løb [s]torm! G[]ør Tyrken [h]elvedet hedt; –
og slut med [h]æder Deres [d]age
9*
Faksimile
132
p[å] Janitscharens [l]ansestage. –
Men hav mig undskyldt.
(sl[å]r p[å]
[l]ommen.)
Jeg har [m]ynt
og er mig selv, Sir Peter Gynt.
(han sl[å]r sin [s]olsk[]ærm op[] og g[å]r ind i [l]unden hvor [h]ængekøjerne skimtes.)
Trumpeterstr[å]le
.Den svinske [k]arl!
Monsieur Ballon
.Ej [s]ans for [æ]re –!
Master Cotton
.
[Å], [æ]ren, den fik endda være;
men tænk jer, hvad enorm [p]rofit
for os, hvis [l]andet slog sig frit –
Monsieur Ballon
.Jeg s[å] mig alt som [s]ejervinder
i [k]reds af sk[]ønne Grækerinder!
Trumpeterstr[å]le
.Jeg s[å] i mine svenske [h]ænder
de heltestore [s]porespænder!
v. Eberkopf
.Jeg mit uhyre [f]ædrelands
[k]ultur s[å] spredt til[]
[l]ands og [v]ands –!
Master Cotton
.Det værste [t]ab er det reelle.
[
<...>ddam]! Jeg kunde [t]
[å]rer fælde!
Jeg s[å] mig som Olympens [e]jer.
Hvis [b]erget svarer til[] sit [r]y,
s[å] m[å] der findes [k]obberlejer,
Faksimile
133
som kunde tages op[] p[å]ny.
Og dertil[] denne [e]lv, Kastale,
hvorom der g[å]r s[å] megen [t]ale,
med [f]ald p[å]
[f]ald, beregnet lavt
til[] mer end tusend [h]estes [k]raft –!
Trumpeterstr[å]le
.Jeg g[å]r endda! Mit svenske [s]v[æ]rd
er mer end Yankee-[g]uldet værd!
Master Cotton
.M[å]ske; men, ind i [r]ækken stuk[]ne;
vi vil i [m]assens [m]ængde druk[]ne;
og hvor blir s[å]
[p]rofiten af?
Monsieur Ballon
.Fordømt! S[å] nær ved [l]ykkens [t]inde; –
og s[å] at standse ved dens [g]rav!
Master Cotton
(med knyttet [h] [å]nd mod [f]artøjet).
Hin sorte [k]iste slutter inde
[n]abobens gyldne [n]egersved –!
v. Eberkopf
.En [k]ongetanke! Fort! Afsted!
Hans [k]ejserdom er om en [h]als!
Hurra!
Monsieur Ballon
.Hvad vil De?
v. Eberkopf
.Vinde [m]agten!
[b]esættningen er let[] til[]fals.
Ombord! Jeg annekterer [y]achten!
Faksimile
134
Master Cotton
.De – hvad –?
v. Eberkopf
.Jeg kniber alt iflæng!
(g[å]r ned til[]
[j]ollen.)
Master Cotton
.Da byder mig mit eget [t]arv
at knibe med.
(g[å]r efter.)
Trumpeterstr[å]le
.Det er en [s]karv!
Monsieur Ballon
.Et [k]
[]eltringstykke –! Men – enfin!
(følger de andre.)
Trumpeterstr[å]le
.Jeg f[å]r vel følge dem p[å]
[f]ærden, –
men protesterer for [a]lverden –!
(g[å]r efter.)
(Et andet [s]ted p[å]
[k]ysten. M[å]neskin og drivende [s]kyer. Yachten g[å]r
langt ude for fuld [d]amp.)
langt ude for fuld [d]amp.)
(Peer Gynt løber langs [s]tranden. Snart kniber han sig i [a]rmen, snart
stirrer han ud over [h]avet.)
stirrer han ud over [h]avet.)
Peer Gynt
.Mareridt! – Væv! – Nu v[å]gner jeg snart!
Den st[å]r fra [l]and! Og i rasende [f]art! –
Bare [v]æv! Jeg sover! Jeg er drukken og yr!
(knuger [h]ænderne.)
Det g[å]r dog umuligt an, at jeg dør!
(rykker sig i [h]
[å]ret.)
Faksimile
135
En [d]røm! Jeg vil det skal være en [d]røm!
Forfærdeligt! Hu; det er [s]andhed, desværre!
Mine [a]sner af [v]enner –! Hør mig, Vorherre!
Du er jo s[å] vis og ret[]færdig –! O, døm –!
(med op[]rak[]te [a]rme.)
Det er mig, Peter Gynt! [Å], Vorherre, pas[] p[å]!
Tag dig af mig, [f]ader; ellers m[å] jeg forg[å]!
Lad dem bakke [m]askinen! Lad dem fire ned [g]iggen!
Stop[]
[t]yvene! G[]ør noget uklart i [r]iggen!
Hør mig! Lad ligge de andres [g]rejer!
Verden sk[]øtter sig nok selv imens! – –
Nej-Gud om han hører! Han er døv, som han plejer!
Det er [s]tel[]! En Gud, som p[å]
[r]
[å]d er læns!
(vinker op[]ad.)
Pst! Jeg har skillt mig ved [n]egerplantagen!
Jeg har skikket [m]issionærer over til[] Asien!
En [h]
[å]ndsrækning er dog en anden værd!
[Å], hjælp mig ombord –!
(en [i]ldstr[å]le skyder ivejret fra [y]achten og en tyk[]
[r]øg vælter ud; et hult
[k]nald høres; Peer Gynt udstøder et [s]krig og segner ned i [s]andet; lidt efter
lidt trækker [r]øgen bort; [s]kibet er forsvundet.)
[k]nald høres; Peer Gynt udstøder et [s]krig og segner ned i [s]andet; lidt efter
lidt trækker [r]øgen bort; [s]kibet er forsvundet.)
Peer Gynt
(bleg og sagte).
Det var [s]traffens [s]v[æ]rd!
Til[]bunds med [m]and og [m]us i et [p]lump!
O, evigt priset være [l]ykkens [s]lump – –
(rørt.)
Slumpetræf[]? Nej, det var mer end s[å].
Jeg skulde frelses og de forg[å].
O, [t]ak[] og [p]ris, at du har mig hyttet,
Faksimile
136
holdt [ø]je med mig trods alle mine [b]røst – –
([å]nder dybt ud.)
Hvilken vidunderlig [t]ryg[]hed og [t]røst
i at vide sig selv separat beskyttet.
Men i [ø]rken! Hvor f[å]r jeg [m]ad og [d]rikke?
[Å], jeg finder nok lidt. Det m[å]
han forst[å].
Det er ikke s[å] farligt; –
(højt og indsmigrende.)
han vil visst ikke
at jeg lille fattige [s]purv skal forg[å]!
Bare ydmyg i [s]indet. Og s[å] unde ham [f]rist.
Lade [h]erren r[å]de; ikke hænge med [ø]rene –
(farer forskræmt ivejret.)
Var det en [l]øve, som knurred i [r]ørene –?
(med klapprende [t]ænder.)
Nej, det var ingen [l]øve.
(mander sig op[].)
En [l]øve; jo visst!
De [b]æster, de holder sig nok afsides.
Med sin [o]vermand er det ikke grejdt at bides.
De har jo [i]nstinkt; – de føler, som sandt er,
det er farligt at lege med [e]lefanter. – –
Men alligevel –. Jeg f[å]r finde et [t]ræ.
Derborte svajer [a]kazier og [p]almer;
kan jeg klyve derop[], har jeg [t]ryg[]hed og [l]æ, –
især hvis jeg dertil[] kunde et [p]ar [s]almer –
(klattrer op[].)
Morgenen er ikke [k]velden lig;
det [s]kriftsted er ofte nok vejet og drøftet.
(sætter sig til[]rette.)
Hvor dejligt at føle sin [å]nd s[å] løftet.
Faksimile
137
Tænke ædelt, er mer, end at vide sig rig.
Bare bygge p[å] ham. Han ved hvad [p]ortion
af [n]ødens [k]alk jeg er [m]and for at drikke.
Han er faderligt sindet imod min [p]erson; –
(kaster et [ø]je udover [h]avet og hvisker med et [s]uk[]:)
men [ø]konom, – nej, det er han ikke!
(Nat[]. Marokkansk [l]ejr p[å]
[g]rænsen mod [ø]rken. Vagtild og >hvilende
[k]rigere.)
[k]rigere.)
En [s]lave
(kommer og river sig i [h] [å]ret).
Væk er [k]ejserens hvide [g]anger!
En anden [s]lave
(kommer og sønderriver sine [k]læder).
Kejserens hellige [d]ragt er stj[å]len!
Op[]synsmand
(kommer).
Hundred [s]lag f[å]r under [s]
[å]len
hver, som ikke [t]yven fanger!
(Krigerne stiger til[]hest og galopperer bort i alle [r]et[]ninger.)
(Daggry. Trægruppen med [a]kazier og [p]almer.)
(Peer Gynt i [t]ræet med en afbrukken [g]ren i [h]
[å]nden holder sig en
[s]værm [a]bekatte fra [l]ivet.)
[s]værm [a]bekatte fra [l]ivet.)
Peer Gynt
.Fatalt! En højst ubehagelig [n]at[].
(sl[å]r om sig.)
Er du der ig[]en? Det er dog forbandet!
Nu kaster de [f]rugt. Nej; det er noget andet.
Et væmmeligt [d]yr, den [a]bekat[]!
Faksimile
138
Der st[å]r jo skrevet: du skal v[å]ge og fægte.
Men jeg kan s'gu ikke; jeg er tung og mat[].
(forstyrres ig[]en; ut[å]lmodig.)
Jeg m[å] f[å] en [p]ind for det [u]væsen sat[]!
Jeg m[å] se at f[å] fanget en af de [k]nægte,
hængt ham og krængt ham og klædt mig ud
p[å]
[s]æt[] og [v]is i hans l[å]dne [h]ud,
s[å] vil de andre tro jeg er ægte. –
Hvad er vi [m]ennesker? Kun et [f]nug.
Og lidt f[å]r man læmpes efter [s]kik[] og [b]rug. –
Atter en [s]værm! De myldrer og kryr.
Pak[] jer! Tsju! De ter sig som gale.
Havde jeg blot en forloren [h]ale, –
noget s[å]dant, som gav en vis [l]ighed med [d]yr –
Hvad nu? Der tasser det over mit [h]ode –!
(ser op[].)
Den gamle, – med [n]æverne fulde af [s]muds –!
(kryber ængstelig sammen og holder sig en [s]tund stille. Abekatten g[]ør en
[b]evægelse; Peer Gynt begynder at lokke og godsnakke, som for en [h]und.)
Ja, – er du der, du gamle Bus[]!
Han er skikkelig, han! Han kan tages med det gode!
Han vil ikke kaste; – nej, var det ligt –
Det er mig! Pip-pip! Vi er gode [v]enner!
Aj-aj! Kan du høre, jeg [s]proget k[]ender?
Bus[] og jeg, vi er [s]kyldfolk og sligt; –
Bus[] skal f[å]
[s]ukker imorgen –! Det [b]æst!
Hele [l]adningen over mig! Uf, det er væmmeligt! –
Eller kanske det var [f]øde? Det smagte ubestemmeligt;
dog, hvad [s]magen ang[å]r, g[]ør [v]anen mest.
Hvad er det for en [t]ænker, som engang har sagt:
Faksimile
139
man f[å]r spytte og h[å]be p[å]
[v]anens [m]agt? –
Der er [y]ngelen ogs[å]!
(fægter og sl[å]r.)
Det er dog for galt,
at [m]ennesket, denne [s]kabningens [h]erre,
skal se sig nødt til[] –! Gevalt! Gevalt!
Den gamle var fæl, men de unge er værre!
(Tidlig [m]orgen. Stenet [e]gn med [u]dsigt ind over [ø]rken. P[å] den ene
[s]ide en [f]jeldkløft og en [h]ule.)
[s]ide en [f]jeldkløft og en [h]ule.)
(En [t]yv og en [h]æler i [k]løften med [k]ejserens [h]est og [k]lædning.
Hesten, rigt op[]sadlet, st[å]r bunden til[] en [s]ten. Ryttere langt borte.)
Hesten, rigt op[]sadlet, st[å]r bunden til[] en [s]ten. Ryttere langt borte.)
Tyven
.Lansernes [t]unger,
slikkende, spillende, –
se, se!
Hæleren
.Jeg føler alt [k]nappen
i [s]andet trillende!
Ve, ve!
Tyven
(folder [a]rmene over [b]rystet).
Min [f]ader var [t]yv;
hans [s]øn m[å] stjæle.
Hæleren
.Min [f]ader var [h]æler;
hans [s]øn m[å] hæle.
Tyven
.Din [l]od skal du bære;
dig selv skal du være.
Faksimile
140
Hæleren
(lytter).
Fodtrin i [k]rattet!
P[å]
[f]lugt! Men hvor?
Tyven
.Hulen er dyb
og [p]rofeten stor!
(de flygter og lader [k]osterne i [s]tikken. Rytterne taber sig i det fjerne.)
Peer Gynt
.
(kommer, sk[]ærende p[å] en [r]ørfløjte).
Hvilken livsalig [m]orgenstund! –
Skarnbassen triller sin [k]ugle i [g]ruset;
Sneglen kryber af [s]neglehuset.
Morgenen; ja, den har [g]uld i [m]und. –
Det er dog igrunden en mærkelig [m]agt,
[n]aturen har s[å]dan i [d]agslyset lagt.
Man føler sig s[å] tryg[], føler [m]odet vo[ks]e,
turde g[]erne, om saa var, binde an med en [o]
[ks]e. –
Hvilken [s]til[]hed omkring! Ja de landlige [g]læder, –
ubegribeligt nok, at jeg vraged dem før;
at man lukker sig inde i de store [s]tæder,
blot for at rendes af [p]akket p[å]
[d]ør. –
Nej; se, hvor [f]irbenen vimser omkring,
snapper og tænker p[å] ingenting.
Hvilken [u]skyld selv over [d]yrenes [l]iv.
Hvert holder sig [s]kaberens [b]ud efterretteligt,
bevarer sit særlige [p]ræg uudsletteligt,
er sig selv, sig selv g[]ennem [l]eg og [k]iv,
sig selv, som det blev p[å] hans første [b]liv.
(sætter [l]orgnetten p[å]
[n]æsen.)
Faksimile
141
En [p]adde. Midt i en [s]andstensblok[].
Forstening omkring. Kun [h]ovedet ude.
Der sidder den og ser, som g[]ennem en [r]ude,
p[å]
[v]erden og er sig selv – nok. –
(tænker sig om.)
Nok? Sig selv –? Hvor er det, det st[å]r?
Jeg har læst det, som [g]ut, i en s[å]kaldt [s]torbog.
Var det [h]uspostillen? Eller Salomons [o]rdbog?
Fatalt; jeg mærker at [å]r for [å]r
min [s]ans for [t]iden og [s]tedet forg[å]r.
(sætter sig ned i [s]kyggen.)
Her er svalt at hvile og strække sine [f]ødder.
Se, her gror [b]regner. Spiselige [r]ødder.
(smager lidt.)
Det er ligere [m]ad for et [k]reatur; –
men der st[å]r jo skrevet: tving din [n]atur!
Endvidere st[å]r der: Hovmod m[å] bøjes.
Og hvo sig fornedrer, han skal op[]højes.
(urolig.)
Op[]højes? Ja, det vil ske med mig; –
det er umuligt at tænke sig andet.
Sk[]æbnen vil hjælpe mig bort fra [l]andet
og mage det s[å], at jeg kommer ivej.
Dette her er en [p]røvelse; siden kommer [f]relsen, –
n[å]r bare Vorherre under mig [h]elsen.
(skyder [t]ankerne fra sig, tænder en [c]igar, strækker sig og stirrer ind over
[ø]rken.)
Hvilket um[å]deligt, grænseløst [ø]de. –
Langt derborte skridter en [s]truds. –
Hvad skal en egentlig tro var Guds
[m]ening med alt dette tomme og døde?
Faksimile
142
Dette, som alle [l]ivskilder savner;
dette forbrændte, som ingen gavner;
denne [b]røk af [v]erden, som ligger brak[];
dette [l]ig, som ej, siden [j]ordens [f]ødsel,
har bragt sin [s]kaber s[å] meget som [t]ak[], –
hvi blev det til[]? – Naturen er ødsel. –
Er det [h]av, det i [ø]st, det blinkende, flakke,
som glittrer? Umuligt; kun [s]ansebedrag.
Havet er i [v]est; det højner sig bag,
dæmmet ude fra [ø]rken ved en skr[å]nende [b]akke.
(en [t]anke farer g[]ennem ham.)
Dæmmet ude? S[å] kunde jeg –! Højden er smal.
Dæmmet ude! Et [g]
[]ennembrudd blot, en [k]anal, –
som en [l]ivsensflod vilde [v]andene skylle
ind g[]ennem [s]vælget og [ø]rken fylde!
Snart vilde hele den glødende [g]rav
ligge der frisk som et kruset [h]av.
Oaserne vilde som [ø]er sig højne,
Atlas grønnes som [f]jeldkyst mod [n]ord;
[s]ejlere vilde, som [f]ugle forfløjne,
sk[]ære mod [s]yd [k]aravanernes [s]por.
Livende [l]uft vilde sprede de kvalme
[d]unster, og [d]ug[
g
] vilde drysse fra [s]ky;
[f]olk vilde bygge sig [b]y ved [b]y,
og [g]ræs vilde gro om den svajende [p]alme.
Landet i [s]yd bag Saharas [m]ur
blev til[] et [k]ystland med frisk [k]ultur.
Damp vilde drive [
T
Th
]ombuktus [f]abrikker;
Bornu blev koloniseret med [i]l;
op[] g[]ennem [
H
h
]abes fo[]r [f]orskeren sikker
Faksimile
143
i sin [w]aggon til[] den øvre Nil.
Midt i mit [h]av, p[å] en fed [o]ase,
vil jeg forplante den norske [r]ace;
det dølske [b]lod er jo kongeligt næsten;
arabisk [k]rydsning vil g[]øre [r]esten.
Rundt om en [v]ik p[å] en stigende [s]trand
f[å]r jeg lægge Peeropolis, [h]ovedstaden.
Verden er aflæg[]s! Nu kommer [r]aden
til[] Gyntiana, mit unge [l]and!
(springer op[].)
Bare [k]apitaler, s[å] er det gjort. –
En [n]øgle af [g]uld til[]
[h]avets [p]ort!
Korstog mod [d]øden! Den griske [p]uger
skal [å]bne for [s]ækken, der han ligger og ruger.
For [f]rihed sværmes i alle [l]ande; –
som [a]snet i [a]rken vil jeg sende et [r]
[å]b
over [v]erden og bringe [b]efrielsens [d]
[å]b
til[] de dejlige, bundne, vordende [s]trande.
Jeg m[å] frem! Kapitaler i [ø]st eller [v]est!
Mit [r]ige, – mit halve [r]ige for en [h]est!
(Hesten vrinsker i [f]jeldkløften.)
En [h]est! Og [k]lædning! – Og [s]mykker, – og [v]ærge!
(g[å]r nærmere.)
Umuligt! Jo, virkelig –! Hvad? Jeg har læst
etsteds at [v]iljen kan flytte [b]jerge; –
men at den ogs[å] kunde flytte en [h]est –?
V[å]s! Det er [f]aktum, at her st[å]r [h]esten; –
ab esse ad posse og s[å] videre forresten –.
(trækker [k]lædningen udenp[å] og ser ned over sig.)
Sir Peter, – og Tyrk fra [t]op[] til[]
[r]od!
Faksimile
144
Nej, en ved aldrig, hvad der kan hændes. –
Rap[] dig, Grane, min [g]anger god!
(stiger i [s]adlen.)
Guldtøffel til[] at støtte min [f]od! –
P[å]
[r]idestellet skal [s]torfolk k[]endes!
(han galopperer ind i [ø]rken.)
(Telt hos en Araberhøvding, ensomt p[å] en [o]ase.)
(Peer Gynt i sin østerlandske [d]ragt hvilende p[å]
[h]ynder. Han drikker
[k]affe og røger af en lang [p]ibe. Anitra og en [f]lok [p]iger danser og
synger for ham.)
[k]affe og røger af en lang [p]ibe. Anitra og en [f]lok [p]iger danser og
synger for ham.)
Pigernes [k]or
.Profeten er kommen!
Profeten, [h]erren, den alting vidende,
til[] os, til[] os er han kommen
over [s]andhavet ridende!
Profeten, [h]erren, den aldrig fejlende,
til[] os, til[] os er han kommen
g[]ennem [s]andhavet sejlende!
Rør [f]løjten og [t]rommen;
[p]rofeten, [p]rofeten er kommen!
Anitra
.Hans [g]anger er [m]ælken, den hvide,
som strømmer i [
P
p
]aradisets [f]loder.
Bøj eders [k]næ! Sænk eders [h]oder!
Hans [ø]jne er [s]tjerner, blinkende, blide.
Intet [j]ordbarn dog t[å]ler
[g]lansens [g]lans af de [s]tjerners [s]tr[å]ler!
Faksimile
145
G[]ennem [ø]rken han kom.
Guld og [p]erler sprang frem p[å] hans [b]ryst.
Hvor han red blev det lyst.
Bag ham blev [m]ørke;
bag ham fo[]r [s]amum og [t]ørke.
Han, den herlige, kom!
G[]ennem [ø]rken han kom,
som en [j]ordsøn pyntet.
Kaba, Kaba st[å]r tom; –
han har selv forkyndt det!
Pigernes [k]or
.Rør [f]løjten og [t]rommen;
[p]rofeten, [p]rofeten er kommen!
(Pigerne danser under dæmpet [m]usik.)
Peer Gynt
.Jeg har læst p[å]
[t]ryk[] – og [s]at[]sen er sand –
«ingen blir [p]rofet i sit eget [l]and.» –
Dette her, det huger mig meget bedre,
end [l]ivet histover blandt Charlestowns [r]hedre.
Der var noget hult i den hele [s]ag,
noget fremmed p[å]
[b]unden, noget uklart bag; –
jeg følte mig aldrig hjemme i [l]aget,
og aldrig rigtig som [m]and af [f]aget.
Hvad vilde jeg ogs[å] p[å] den [g]allej?
Rode og rode i [f]orret[]ningsbingen.
N[å]r jeg tænker mig om, jeg fatter det ej; –
det traf sig s[å]; det er hele [t]ingen. –
Være sig selv p[å]
[g]rundlag af [g]uld,
det er som at bygge sit [h]us p[å]
[s]andet.
For [u]hr og for [r]ing og for alt det andet
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
10
Faksimile
146
loggrer de [g]odtfolk og kryber i [m]uld;
de løfter p[å]
[h]atten for [b]rystn[å]l-[k]ronen;
men [r]ing eller [n]
[å]l er jo ikke [p]ersonen. –
Profet; se, det er en klarere [s]tilling.
Da ved man dog p[å] hvad [f]od man st[å]r.
Sl[å]r man an, s[å] er det en selv, som f[å]r
[o]vationen, og ej ens [p]undsterling og [s]hilling.
Man er, hvad man er, foruden [s]nak[];
man skylder ej [s]lump eller [t]il[]fælde [t]ak[],
og støtter sig ej til[]
[p]atent og [b]evilling. –
Profet; ja, det er noget for mig.
Og jeg blev det s[å] inderlig uforvarende, –
blot ved at komme g[]ennem [ø]rken farende
og træffe [n]aturens [b]ørn p[å] min [v]ej.
Profeten var kommen; den [s]ag var klar.
Det var s[å]men ikke min [a]gt at bedrage –;
der er [f]orsk[]el[] p[å]
[l]øgn og profetisk [s]var;
og jeg kan jo altid træde til[]bage.
Jeg er ikke bunden; det er ikke værre –;
det hele er, s[å] at sige, privat;
jeg kan g[å], som jeg kom; min [h]est st[å]r parat;
kort sagt, jeg er [s]ituationens [h]erre.
Anitra
(nærmer sig fra [i]ndgangen.)
Profet og [h]ersker!
Peer Gynt
.Hvad vil min [s]lavinde?
Anitra
.Ventende for [t]eltet st[å]r [s]lettens [s]ønner;
de beder at f[å] skue dit [a]nsigt –
Faksimile
147
Peer Gynt
.Stop[]!
Sig dem, de kan i [a]fstand troppe op[];
sig dem, jeg hører i [a]fstand deres [b]ønner.
Læg til[], jeg t[å]ler ingen [m]andfolk herinde!
Mændene, [b]arn, er en skrøbelig [s]lægt, –
ret[] hvad man kalder nogle arrige [s]karn!
Anitra, du kan ikke tænke dig, hvor fræk[]t
de har snydt – hm; jeg mener syndet, mit [b]arn! –
N[å]; det var nu det! Dans for mig [k]vinder!
Profeten vil glemme sine ærgerlige [m]inder.
Pigerne
(dansende).
Profeten er god! Profeten er bedrøvet
for det onde, som [s]tøvets [s]ønner har øvet!
Profeten er mild; hans [m]ildhed være priset;
han [å]bner for [s]ynderne [
P
p
]aradiset!
Peer Gynt
(idet hans [ø]jne følger Anitra under [d]ansen).
Benene g[å]r som [t]rommestikker raske.
Ej! Hun er sandelig lækker, den [t]aske.
Hun har noget extravagante [f]ormer, –
ikke ganske stemmende med [s]k[]ønhedens [n]ormer;
men hvad er [s]k[]ønhed? En [v]edtægt kun, –
en [m]ynt, som er gangbar til[]
[s]ted og [s]tund.
Og just det extravagante behager,
n[å]r man har til[]bunds det normale nydt.
I det lovbundne blir man for [r]usen snydt.
Enten yderlig fyldig, eller yderlig mager;
enten ængstende ung, eller skræmmende gammel; –
10*
Faksimile
148
det middels g[]ør vammel. –
Hendes [f]ødder, – de er ikke ganske rene;
ikke [a]rmene heller; især den ene.
Men det er igrunden ingen [f]orringelse.
Jeg vil snarere kalde det en [b]etingelse – –
Anitra, hør her!
Anitra
(nærmer sig).
Din [s]lavinde har hørt!
Peer Gynt
.Du er lokkende, [b]arn! Profeten er rørt.
Vil du ikke tro mig, s[å] fornem [b]eviset; –
jeg gjør dig til[]
[
H
h
]ouri i Paradiset!
Anitra
.Umuligt, [h]erre!
Peer Gynt
.Hvad? Tror du, jeg væver?
Det er ramme [a]lvor, s[å] sandt jeg lever!
Anitra
.Men jeg har ingen [s]jæl.
Peer Gynt
.S[å] kanst du f[å]!
Anitra
.Hvorledes, [h]erre?
Peer Gynt
.Det m[å]
jeg forst[å]; –
jeg skal nok tage mig af din [o]pdragelse.
Ingen [s]jæl? Ja ganske visst er du dum,
Faksimile
149
som man siger. Jeg har mærket det med [b]eklagelse.
Men pyt[]; til[] en [s]jæl har du altid [r]um.
Kom her! lad mig m[å]le din [h]jernekiste. –
Der er [p]lads; der er [p]lads; det var det, jeg vidste.
Sandt nok, – du vil aldrig komme til[] at stikke
synderlig dybt; nogen stor
[s]jæl f[å]r du ikke; –
men, [s]kidt; det kan ogs[å] være det samme; –
du skal f[å] s[å] meget, at du ikke st[å]r til[]skamme – –
Anitra
.Profeten er god – –
Peer Gynt
.Du nøler? Tal!
Anitra
.Men jeg ønsked heller –
Peer Gynt
.Snak[] væk uden [d]vælen!
Anitra
.Jeg bryder mig ikke s[å] meget om [s]jælen; –
giv mig heller –
Peer Gynt
.Hvilket?
Anitra
(peger p[å] hans [t]urban).
Hin sk[]ønne [o]pal!
Peer Gynt
(henryk[]t, idet han rækker hende [s]mykket).
Anitra! Evas naturlige [d]atter!
Magnetisk jeg drages; thi jeg er [m]and,
Faksimile
150
og, som der st[å]r hos en agtet [f]orfatter:
«das ewig weibliche zieh[]t uns an!»
(M[å]neskinsnatt. Palmelund udenfor Anitras [t]elt.)
(Peer Gynt med en arabisk [l]uth i [h]
[å]nden sidder under et [t]ræ. Hans
[s]k[]æg[] og [h] [å]r er studset; han ser betydeligt yngre ud.)
[s]k[]æg[] og [h] [å]r er studset; han ser betydeligt yngre ud.)
Peer Gynt
(spiller og synger).
Jeg stængte for mit Paradis
og tog dets [n]øgle med.
Det bar til[]havs for nordlig [b]ris,
mens sk[]ønne [k]vinder sit [f]orlis
p[å]
[h]avsens [s]trand begræd.
Mod [s]yd, mod [s]yd skar [k]
[]ølens [f]lugt
de salte [s]trømmes [v]and.
Hvor [p]almen svajer stolt og smukt,
i [k]rans om [o]ceanets [b]ugt,
jeg stak mit [s]kib i [b]rand.
Ombord jeg steg p[å]
[s]lettens [s]kib,
et [s]kib p[å] fire [b]en.
Det skummed under [p]iskens [
H
h
]ieb; –
jeg er en flygtig [f]ugl; o, grib, –
jeg kviddrer p[å] en [g]ren!
Anitra, du er [p]almens [m]ost;
det m[å] jeg sande nu!
Ja, selv Angorag[]edens [o]st
er neppe halvt s[å] sød en [k]ost,
Anitra, ak, som du!
(hænger [l]uthen over [s]kuldren og kommer nærmere.)
Stil[]hed! Mon den fagre lytter?
Faksimile
151
Har hun hørt mit lille [d]igt?
Mon hun bag [g]ardinet glytter,
udrappert af [s]lør og sligt? –
Hys[]! Det klang jo, som om [k]orken
voldsomt af en [f]laske sprang!
Nu ig[]en! Og end en [g]ang!
Er det [e]lskovssuk? Nej, [s]ang; –
[n]ej, det er en hørbar [s]norken. – –
Sød [m]usik! Anitra sover.
Nattergal, hold op[] at sl[å]!
Alslags [u]færd skal du f[å],
hvis med [k]luk[] og [k]lunk du vover – –
Dog, som skrevet st[å]r, lad g[å]!
Nattergalen er en [s]anger;
ak, jeg selv er liges[å].
Han, som jeg, med [t]oner fanger
[h]jerter, ømme, bløde, sm[å].
Skabt for [s]ang er [n]atten sval;
[s]angen er vor fælles [s]fære;
det, at synge, er at være
os, Peer Gynt og [n]attergal.
Og just det, at [p]igen sover,
er min [e]lskovslykkes [t]ip[]; –
det, at spidse [l]æben over
[b]ægret uden mindste [n]ip[] – –;
men der er hun jo, minsæl!
Bedst, hun kom, alligevel.
Anitra
(fra [t]eltet).
Herre, kalder du i [n]atten?
Faksimile
152
Peer Gynt
.Ja s[å]men; [p]rofeten kalder.
Jeg blev vækket før af [k]atten
ved et voldsomt [j]agtrabalder –
Anitra
.Ak, det var ej [j]agtlarm, [h]erre;
det var noget meget værre.
Peer Gynt
.Hvilket da?
Anitra
.O, sk[å]n mig!
Peer Gynt
.Tal!
Anitra
.O, jeg rødmer –
Peer Gynt
(nærmere).
Var det kanske
hvad der fyldte mig s[å] ganske,
da jeg gav dig min [o]pal?
Anitra
(forskrækket).
Ligne dig, o, [v]erdens [s]kat[],
med en ækkel gammel [k]at[]!
Peer Gynt
.Barn, fra [e]lskovs [s]tandpunkt set,
kan en [h]ankat[] og [p]rofet
komme hartad ud p[å] et.
Anitra
.Herre, [s]pøgens [h]onning strømmer
fra din [l]æbe.
Faksimile
153
Peer Gynt
.Lille [v]en;
du, som andre [p]iger, dømmer
[s]korpen kun af store [m]ænd.
Jeg er spøgefuld igrunden,
og p[å]
[t]omandsh[å]nd især.
Af min [s]tilling er jeg bunden
til[] en [m]askes [a]lvorssk[]ær;
[d]agens [p]ligter g[]ør mig tvungen;
alt det [r]egnskab og [b]esvær,
som jeg har med en og hver,
g[]ør mig tidt profetisk tvær;
men det ligger kun p[å]
[t]ungen. –
Væk med [v]
[å]s! I [t]etatet'en
er jeg Peer, – ja, den, jeg er.
Hej, nu jager vi [p]rofeten;
og mig selv, mig har du her!
(sætter sig under et [t]ræ og drager hende til[] sig.)
Kom, Anitra, vi vil hvile
under [p]almens grønne [v]ifte!
Jeg skal hviske, du skal smile;
siden vil vi [r]oller skifte;
da skal dine [l]æber friske,
mens jeg smiler, [e]lskov hviske!
Anitra
(lægger sig for hans [f]ødder).
Hvert dit [o]rd er sødt som [s]ange,
sk[]ønt jeg lidt kun deraf fatter.
Herre, svar mig, kan din [d]atter,
ved at lytte, [s]jælen fange?
Faksimile
154
Peer Gynt
.Sjælen, [å]ndens [l]ys og [v]iden
skal du nok bekomme siden.
N[å]r i [ø]st p[å]
[r]osenstrimer
prentes gyldent: her er [d]agen, –
da, min [t]øs, da gier jeg [t]imer;
du skal nok bli velop[]dragen.
Men i [n]attens lune [s]tille
var det dumt, ifald jeg vilde
med en luvslidt [v]isdoms [r]ester
træde op[] som [s]kolemester. –
Sjælen er jo ikke heller,
ret[] betragtet, [h]ovedsagen.
Det er [h]jertet, som det g[]ælder.
Anitra
.Tal, o, [h]erre! N[å]r du taler,
ser jeg [g]limt, som af [o]paler!
Peer Gynt
.Kløgt, p[å]
[s]pidsen sat[], er [d]umhed;
[f]ejgheds [k]nop[], i [b]lomst, er [g]rumhed;
[s]andhed i sin [o]verdrift
er en bagvendt [v]isdomsskrift.
Ja, mit [b]arn, – jeg er forsvoren,
som en [h]und, hvis ej der g[å]r
sjælsforædte [f]olk p[å]
[j]orden,
som til[]
[k]larhed tungvindt n[å]er.
Jeg har k[]endt en s[å]dan [k]rop[],
Perlen i den hele [t]rop[];
og selv han tog fejl af [m]
[å]let,
misted [m]eningen i [s]kr[å]let. –
Faksimile
155
Ser du [ø]rken om [o]asen?
Hvis jeg blot min [t]urban svinger,
[v]erdenshavets [f]lod jeg tvinger
til[] at fylde hele [s]tadsen.
Men jeg var en [d]ompap-[p]ande,
hvis jeg skabte [h]av og [l]ande.
Ved du, hvad det er at leve?
Anitra
.Lær mig det!
Peer Gynt
.Det er at svæve
tørrskod nedad [t]idens [e]lv,
helt og holdent som sig selv.
Kun i [m]andskraft kan jeg være
den, jeg er, min lille k[]ære!
Gammel [ø]rn sin [f]jærham fælder,
gammel [s]tøder g[å]r og hælder,
gammel [k]
[]ærring mister [t]ænder,
gammel [k]nark f[å]r visne [h]ænder, –
hver og en f[å]r vissen [s]jæl.
Ungdom! Ungdom! Jeg vil herske,
som en [s]ultan, hed og hel, –
ej p[å] Gyntianas [b]anker,
under [p]almeløv og [r]anker, –
men, p[å]
[g]rundlag af det færske,
i en [k]vindes [j]omfru-[t]anker. –
Ser du nu, min lille [p]ige,
hvi jeg har dig n[å]digst d[å]ret, –
hvi jeg har dit [h]jerte k[å]ret,
grundlagt, om jeg s[å] m[å] sige,
Faksimile
156
der mit [v]æsens [
K
k
]alifat?
Jeg vil eje dine [l]ængsler.
Voldsmagt i min [e]lskovs [s]tat!
Du skal være min alene.
Jeg vil være den, der fængsler
dig, som [g]uld og [æ]delstene.
Skilles vi, er [l]ivet omme, –
ja, for din
[p]art, notabene!
Hele du, hver [t]revl og [t]omme,
uden [v]ilje, ja, og nej,
vil jeg vide fyldt af mig.
Dine [l]okkers [m]idnat[]sgaver,
alt, hvad yndigt er at nævne,
skal som babylonske [h]aver,
vinke mig til[]
[s]ultanstævne.
Derfor er det brav igrunden
med dit tomme [p]andehvælv.
Har man [s]jæl, s[å] er man bunden
i [b]etragtning af sig selv.
Hør, imens vi just er ved det; –
hvis du vil, du skal, min [t]ro,
f[å] en [r]ing om [a]nkelledet; –
det blir bedst for begge to;
jeg taer [p]lads i [s]jælestedet,
og forøvrigt – status quo.
(Anitra snorker )
Hvad? Hun sover! Er det gledet
[h]us forbi, hvad jeg har sagt? –
Nej; det stempler just min [m]agt,
at hun flyder bort i [d]rømme
Faksimile
157
p[å] min [e]lskovstales [s]trømme.
(rejser sig og lægger [s]mykker i hendes [s]k[]ød.)
Her er [s]øljer! Her er fler!
Sov, Anitra! Drøm om Peer – –
Sov! Isøvne har du [k]ronen
p[å] din [k]ejsers [p]ande sat[]!
Sejr p[å]
[g]rundlag af [p]ersonen
vandt Peer Gynt i denne [n]at[].
(Karavanvej. Oasen langt til[]bage i det fjerne.)
(Peer Gynt, p[å] sin hvide [h]est, jager g[]ennem [ø]rken. Han har
Anitra foran sig p[å] [s]adelknappen.)
Anitra foran sig p[å] [s]adelknappen.)
Anitra
.Lad være; jeg bider!
Peer Gynt
.Du lille [s]kalk!
Anitra
.Hvad vil du?
Peer Gynt
.Vil? Lege [d]ue og [f]alk!
Føre dig bort! G[]øre gale [s]treger!
Anitra
.Skam dig! En gammel [p]rofet –!
Peer Gynt
.
[Å], [v]
[å]s!
Profeten er ikke gammel, din [g]
[å]s!
Synes du dette p[å]
[a]lderdom peger?
Anitra
.Slip[]! Jeg vil hjem!
Faksimile
158
Peer Gynt
.Nu er du koket[]!
Tænk, hjem! Til[]
[s]vigerfaer! Det var net[]!
Vi gale [f]ugle, af [b]uret fløjne,
tør aldrig mere komme ham for [ø]jne.
Desuden, min [u]nge, p[å] samme [s]ted
bør man ikke for længere [t]id sl[å] sig ned;
man mister i [a]gt, hvad man vinder i [k]
[]endskab; –
især, n[å]r man kommer som [p]rofet eller sligt.
Flygtigt skal man vise sig, g[å] som et [d]igt.
Det var s'gu p[å]
[t]id at [b]esøget fik [e]ndskab.
Det er vak[]lende [s]jæle, disse [s]lettens [s]ønner; –
til[]slut vanked hverken [v]irak eller [b]ønner.
Anitra
.Ja, men er du [p]rofet?
Peer Gynt
.Jeg er din [k]ejser!
(vil kysse hende.)
Nej se, hvor den lille [h]akkespæt knejser!
Anitra
.Giv mig den [r]ing, som sidder p[å] din [f]inger.
Peer Gynt
.Tag, søde Anitra, det hele [p]øjt!
Anitra
.Dine Ord er [s]ange! Lifligt de klinger!
Peer Gynt
.Saligt, at vide sig elsket s[å] højt!
Jeg vil af! Jeg vil lede [h]esten, som din [s]lave!
(rækker hende [r]idepisken og stiger af.)
Se s[å], min [r]ose, min dejlige [b]lomst;
Faksimile
159
her vil jeg g[å] i [s]andet og kave
til[] jeg rammes af et [s]olstik[] og f[å]r min [b]ekomst.
Jeg er ung, Anitra; hav det for [ø]je!
Da f[å]r ikke veje mine [f]agter s[å] nøje.
Spas og [s]pilopper er [u]ngdoms [k]riterium!
Hvis alts[å] ikke din [å]nd var s[å] tung,
s[å] vilde du sk[]ønne, min yndige [
N
n
]erium, –
din [e]lsker g[]ør [s]pilopper, – ergo er han ung!
Anitra
.Ja, du er ung. Har du flere [r]inge?
Peer Gynt
.Ikke sandt? Der; grams! Som en [b]uk[] kan jeg springe!
Var her [v]inløv i [n]ærheden, skulde jeg mig kranse.
Ja minsæl er jeg ung! Hej, jeg vil danse!
(danser og synger.)
Jeg er en lyksalig [h]ane!
Hak[] mig, min lille [t]ippe!
Ej! Hop[]! Lad mig trippe; –
jeg er en lyksalig [h]ane!
Anitra
.Du sveder, [p]rofet; jeg er angst du skal smelte; –
ræk[] mig det tunge, som dingler i dit [b]ælte.
Peer Gynt
.Ømme [b]ekymring! Bær [p]ungen for stedse; –
uden [g]uld er elskende [h]jerter til[]fredse!
(danser og synger ig[]en.)
Unge Peer Gynt er en [
G
g
]alfrands; –
han ved ikke p[å] hvad [f]od han vil st[å].
Pyt[], sa'e Peer; – pyt[], lad g[å]!
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
Faksimile
160
Anitra
.Frydfuldt, n[å]r [p]rofeten i [d]ansen træder!
Peer Gynt
.Visvas med [p]rofeten! – Lad os bytte [k]læder!
Hejsan! Træk[] ud!
Anitra
.Din [k]aftan blev for lang,
din [
l
L
]ivg[
j
]ord for vid og din [s]trømpe for trang –
Peer Gynt
.Eh bien!
(knæler.)
Men g[]ør mig en hæftig [s]org; –
det er sødt for elskende [h]jerter at lide!
Hør, n[å]r vi kommer hjem til[] min [b]org –
Anitra
.Til[] dit [
P
<...>
]aradis; – har vi langt at ride?
Peer Gynt
.
[Å], en tusende [m]ile –
Anitra
.For[]langt!
Peer Gynt
.O, hør; –
du skal f[å] den [s]jæl, som jeg lovte dig før –
Anitra
.Ja, [t]ak[]; jeg hjælper mig uden [s]jæl.
Men du bad om en [s]org –
Peer Gynt
(rejser sig).
Ja, [d]ød og [p]lage!
En voldsom, men kort, – for en to-tre [d]age!
Faksimile
161
Anitra
.Anitra lyder [p]rofeten! – Farvel!
(hun smækker ham et dygtigt [r]ap[] over [f]ingrene og jager i flyvende [g]alop[]
til[]bage g[]ennem [ø]rken.)
Peer Gynt
(st[å]r en lang [s]tund som lynslagen).
N[å], s[å] skulde da ogs[å] – – –!
(Samme [s]ted. En [t]ime senere.)
(Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker [
T
t
]yrkeklæderne af, [s]tykke
for [s]tykke. Til[]sidst tager han sin lille [r]ejsehue op[] af [f]rakkelommen, sætter
den p[å], og st[å]r atter i sin europæiske [d]ragt.)
for [s]tykke. Til[]sidst tager han sin lille [r]ejsehue op[] af [f]rakkelommen, sætter
den p[å], og st[å]r atter i sin europæiske [d]ragt.)
Peer Gynt
(idet han kaster [t]urbanen langt fra sig).
Der ligger Tyrken, og her st[å]r jeg! –
Dette hedenske [v]æsen duer s'gu ej.
Det var heldigt, det kun var i [k]læderne b[å]ret,
og ej, som man siger, i [k]
[]ødet sk[å]ret. –
Hvad vilde jeg ogs[å] p[å] den [g]allej?
En st[å]r sig dog bedst p[å] at leve som [k]risten,
vrage [p]
[å]fuglhabittens [p]ral,
støtte sin [f]ærd til[]
[l]ov og [m]oral,
være sig selv og f[å] sig til[]sidst en
[t]ale ved [g]raven og [k]ranse p[å]
[k]isten.
(g[å]r nogle [s]kridt.)
Den [t]aske; – hun var p[å] et hængende [h]
[å]r
ifærd med at g[]øre mig [h]odet kruset.
Jeg vil være et [t]rold, ifald jeg forst[å]r,
hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.
N[å]; godt, det fik [s]lut! Var [s]pasen dreven
et [s]kridt endnu, var jeg latterlig bleven. –
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
11
Faksimile
162
Jeg har fejlet. Ja; – men det er dog en [t]røst,
at jeg fejled p[å]
[g]rundlag af [s]tillingens [b]røst.
Det var ikke selve [p]ersonen, der faldt.
Det er egentlig dette profetiske [l]evnet,
s[å] ganske blottet for [v]irksomheds [s]alt,
som har sig med [s]magløsheds [k]valmer hævnet.
En d[å]rlig [b]estilling at være [p]rofet!
I [e]mbedets [m]edfør skal man g[å] som i [t]
[å]gen;
profetisk taget man flu[ks] er [b]ét,
s[å] s[å]re man tér sig ædru og v[å]gen.
For s[å]
vidt har jeg gjort [s]tillingen [f]yldest,
netop[] ved at bringe den [g]
[å]s min [h]yldest.
Men, ikke desmindre –
(brister i [l]atter.)
Hm, tænke sig til[]!
Ville stoppe [t]iden ved at trippe og danse!
Ville stride mod [s]trømmen ved at svinge og svanse!
Spille p[å]
[s]trengeleg, k[]æle og sukke,
og ende som en [h]ane – med at lade sig plukke.
Den [a]dfærd kan kaldes profetisk vild. –
Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt;
N[å]; lidt har jeg rigtignok i [b]agh[å]nden g[]emt;
jeg har noget i Amerika, noget i [l]ommen;
er alts[å] ikke helt p[å]
[f]antestien kommen. –
Og dette middels er igrunden bedst.
Nu er jeg ikke bunden af [k]u[]sk eller [h]est;
jeg har ingen [b]esvær med [k]uffert og [k]
[]ærre;
kort sagt, som man siger, jeg er [s]tillingens [h]erre. –
Hvilken [v]ej bør jeg vælge? Mangen [v]ej st[å]r mig [å]ben;
og i [v]alget k[]ender man [v]ismand fra [t]
[å]ben.
Faksimile
163
Mit [f]orret[]ningsliv er et sluttet [k]apitel;
min [k]
[]ærlighedsleg er en aflagt [k]ittel.
Til[]
[k]rebsegang føler jeg ingen [d]rift.
«Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt», –
s[å] tror jeg der st[å]r i et [å]ndrigt [s]krift. –
Alts[å] noget nyt[]; en forædlet [f]ærd;
et [f]orm[å]l, som er [m]øjen og [p]engene værd.
Om jeg skrev mit [l]evnet uden [f]ordølgelse, –
en [b]og til[]
[v]ejledning og [e]fterfølgelse?
Eller, bi –! Jeg har [t]iden ganske til[]
[r]
[å]dighed; –
hvad, om jeg som en rejsende [l]ærd
studerte de henfarne [t]iders [g]r[å]dighed?
Isandhed, ja; det er noget for mig!
Krøniker læste jeg alt som liden,
og har ogs[å] dyrket den [v]idenskab siden. –
Jeg vil følge [m]enneskeslægtens [v]ej!
Jeg vil svømme som en [f]jær p[å]
[h]istoriens [s]trøm,
leve den op[] ig[]en, som i en [d]røm, –
se [h]eltenes [k]ampe for stort og godt,
men i sikker [b]ehold, som [t]il[]skuer blot[], –
se [t]ænkerne falde, [m]artyrerne bløde,
se [r]iger grundes og [r]iger forg[å], –
se [v]erdensepoker sl[å] ud af det sm[å];
kort sagt, jeg vil skumme [h]istoriens [f]løde. –
Jeg f[å]r se at f[å]
[t]ag i et [b]ind af Becker,
og rejse kronologisk s[å] langt jeg rækker. –
Vel sandt, – min [f]orkundskab er ikke grundig,
og [h]istoriens indre [m]ekanik underfundig; –
men pyt[]; hvor [u]dgangspunktet er galest,
11*
Faksimile
164
blir tidt [r]esultatet originalest. – –
Hvor løftende dog, at sætte sig et [m]
[å]l,
og drive det ig[]ennem som [f]lint og [s]t[å]l!
(stille bevæget.)
Bryde, p[å] alle [k]anter og [e]nder,
de [b]
[å]nd, som binder til[]
[h]jemstavn og [v]enner, –
sprænge i [l]uften sin [r]igdoms [s]kat[], –
sige sin [k]
[]ærlighedslykke [g]odnat[], –
alt for at finde det sandes [m]ysterium, –
(tørrer en [t]
[å]re af [ø]jet.)
det er den ægte [f]orskers [k]riterium! –
Jeg føler mig lykkelig over al [m]
[å]de.
Nu har jeg løst min [b]estemmelses [g]
[å]de.
Nu bare holde ud i tyk[]t og i tyndt!
Det er vel til[]giveligt om jeg knejser
og føler mig selv, som [m]anden Peer Gynt,
ogs[å] kaldt [m]enneskelivets [k]ejser. –
Det svundnes [f]acit og [s]um vil jeg eje;
aldrig slide de levendes [v]eje; –
Samtiden er ej en [s]kos[å]le værd;
b[å]de troløs og margløs er [m]ændenes [f]ærd;
deres [å]nd har ej [f]lugt, deres [d]
[å]d ej [v]ægt; – –
(trækker p[å] Skulderen.)
og [k]vinderne, – det er en skrøbelig [s]lægt!
(han g[å]r.)
(Sommerdag. Højt oppe mod [n]ord. En [h]ytte i [s]torskogen. [Å]ben [d]ør
med en stor [t]ræl[å]s. Rensdyrhorn over [d]øren. En [f]lok [g] []eder ved [h]usvæggen.)
med en stor [t]ræl[å]s. Rensdyrhorn over [d]øren. En [f]lok [g] []eder ved [h]usvæggen.)
(En middelaldrende [k]vinde, lys og smuk, sidder og spinder uden-
for i [s]olskinnet.)
for i [s]olskinnet.)
Kvinden
(kaster et [ø]je ned over [v]ejen og synger):
Kanske vil der g[å] b[å]de [v]inter og [v]
[å]r,
Faksimile
165
og næste [s]ommer med, og det hele [å]r; –
men engang vil du komme, det ved jeg visst;
og jeg skal nok vente, for det lovte jeg sidst.
(lokker p[å]
[g]
[]ederne, spinder og synger ig[]en.)
Gud styrke dig hvor du i [v]erden g[å]r!
Gud glæde dig, hvis du for hans [f]odskammel st[å]r!
Her skal jeg vente til[] du kommer ig[]en;
og venter du his[]toppe, vi træffes der, min [v]en!
(I Ægypten. Morgendæmring. Memnonstøtten st[å]r i [s]andet.)
(Peer Gynt kommer g[å]ende og ser sig en [s]tund omkring.)
Peer Gynt
.Her kunde jeg passelig begynde min [v]andring. –
Nu er jeg alts[å] Ægypter til[]
[f]orandring;
men Ægypter p[å]
[g]rundlag af det gyntske jeg.
Siden til[] Assyrien jeg lægger ivej.
Helt at begynde med [v]erdens [s]kabelse,
det vilde bare lede til[]
[f]ortabelse; –
jeg vil ganske g[å] udenom [b]ibelhistorien;
jeg finder jo altid dens verdslige [s]por ig[]en;
og at se den, som man siger, i [s]ømmene efter,
ligger udenfor b[å]de min [p]lan og mine [k]ræfter.
(sætter sig p[å] en [s]ten.)
Nu vil jeg hvile mig og vente ihærdig,
til[]
[s]tøtten med sin vanlige [m]orgensang er færdig.
Efter [f]rokosten klyver jeg op[] p[å]
[p]yramiden;
f[å]r jeg [t]id, vil jeg granske den indeni siden.
Derp[å] til[]-lands om det røde [h]av;
kanske kan jeg finde [k]ong Potifars [g]rav. –
S[å] er jeg Asiater. I Babylon jeg søger
Faksimile
166
de rygtbare hængende [h]aver og [s]k[]øger, –
det vil sige, de vigtigste [s]por af [k]ultur.
Og s[å] med et [s]pring til[] Trojas [m]ur.
Fra Troja g[å]r der jo [s]jøvej direkte
over til[] det herlige gamle Athen; –
der vil jeg p[å]
[å]stedet, [s]ten for [s]ten,
befare det [p]as[], som Leonidas dæk[]te; –
jeg vil g[]øre mig fortrolig med de bedre [f]ilosofer,
finde [f]ængslet, hvor Sokrates døde som [o]ffer – –;
nej, det er s'gu sandt, – der er [k]rig for [t]iden –!
Ja, s[å] f[å]r Hellenismen ligge til[] siden.
(ser p[å] sit [u]hr.)
Det er dog for galt, hvor længe det varer,
før [s]olen rinder. Min [t]id er knap[].
Alts[å], fra Troja; – det var der jeg slap[] – –
(rejser sig og lytter.)
Hvad er det for en underlig [s]usning, som farer –?
(Solop[]gang.)
Memnonstøtten
(synger):
Af [h]alvgudens [a]ske stiger foryngende
[f]ugle syngende.
Zeus, den alvidende,
skabte dem stridende.
Visdomsugle,
Hvor sover mine [f]ugle?
Du m[å] dø eller r[å]de
[s]angens [g]
[å]de!
Peer Gynt
.Sandfærdig, – mener jeg ikke der gik
Faksimile
167
fra [s]tøtten en [l]yd! Det var [f]ortidsmusik.
Jeg hørte [s]tenrøstens [s]tigning og [s]ænkning. –
Jeg vil skrive det op[] til[] de [l]ærdes [b]etænkning.
(noterer i [l]ommebogen.)
«Støtten sang. Jeg hørte tydeligt [k]langen,
men forstod ikke rigtig [t]exten til[]
[s]angen.
Det hele var naturligvis [s]ansebedrag. –
Ellers intet af [v]ægt observeret idag.»
(g[å]r vidre.)
(Ved [l]andsbyen Gizeh. Den store Sfinx udhuggen af [k]lippen. Langt borte
Kairos [s]pir og [m]inaretter.)
Kairos [s]pir og [m]inaretter.)
(Peer Gynt kommer; han betragter Sfinxen op[]mærksomt, snart g[]ennem
[l]orgnetten, snart g[]ennem den hule [h] [å]nd.)
[l]orgnetten, snart g[]ennem den hule [h] [å]nd.)
Peer Gynt
.Nej, hvor i [a]lverden har jeg truffet før
noget halvglemt, som minder om dette [s]kabilken?
For truffet det, har jeg, – i [n]ord eller [s]ør.
Var det en [p]erson? Og, i s[å]
[f]ald, hvilken?
Han, Memnon, faldt det mig bagefter ind,
ligned de s[å]kaldte [
D
d
]ovregubber,
slig, som han sad der, stiv og stind,
med [e]nden plantet p[å]
[s]øjlestubber. [–]
Men dette underlige [k]rydsningsdyr,
denne [b]ytting, p[å] engang [l]øve og [k]vinde, –
har jeg ogs[å] ham fra et [e]ventyr?
Eller har jeg ham fra et virkeligt [m]inde?
Fra et [e]ventyr? Ho, nu husker jeg [k]allen!
Det er s'gu Bøjgen, som jeg slog i [s]kallen, –
det vil sige, jeg drømte, – for jeg l[å] i [f]eber. –
(g[å]r nærmere.)
Faksimile
168
De selvsamme [ø]jne; de selvsamme [l]æber; –
ikke fuldt s[å] dorsk; lidt mere forslagen;
men ellers den samme i [h]ovedsagen. –
Ja s[å] da, Bøjg; du ligner en [l]øve,
n[å]r en ser dig bagfra og træffer dig om [d]agen!
Kan du endnu [g]
[å]der? Det skal vi prøve.
Nu f[å]r vi se om du svarer som sidst, du!
(raaber mod Sfinxen.)
Hej, Bøjg, hvem er du?
En [s]temme
(bag Sfinxen).
Ach, Sfinx, wer bist du?
Peer Gynt
.Hvad! Ekkoet bryder p[å] Tydsk! Mærkværdigt!
Stemmen
.Wer bist du?
Peer Gynt
.Det taler jo [s]proget færdigt!
Den [o]bservation er ny og min.
(noterer i [b]ogen.)
«Ekko p[å] Tydsk. Dialekt fra Berlin.»
(Begriffenfeldt kommer frem bag Sfinxen.)
Begriffenfeldt
.Et [m]enneske!
Peer Gynt
.N[å]; det er ham, som prater.
(noterer ig[]en.)
«Kom senerehen til[] andre [r]esultater.»
Begriffenfeldt
(under alleslags urolige [f]agter).
Min [h]erre, undskyld –! En [l]ebensfrage –!
Hvad fører Dem just idag herhen?
Faksimile
169
Peer Gynt
.En [v]isit. Jeg hilser p[å] en [u]ngdomsven.
Begriffenfeldt
.Hvad? Sfinxen –?
Peer Gynt
(nikker).
Jeg har k[]endt ham i gamle [d]age.
Begriffenfeldt
.Famost! – Og det efter denne [n]at[]!
Min [p]ande hamrer! Den er nærved at revne!
De k[]ender ham, [m]and? Tal! Svar! Kan De nævne,
hvad han er?
Peer Gynt
.Hvad han er? Ja, det kan jeg glat[].
Han er sig selv.
Begriffenfeldt
(med et [s]pring).
Ha, [l]ivsg[å]den glindste
som [l]yn for mit [s]yn! – Det er visst, at han er
sig selv?
Peer Gynt
.Ja, s[å] siger han idetmindste.
Begriffenfeldt
.Sig selv! [
O
o
]mvæltningens [s]tund er nær!
(tager [h]atten af.)
Deres [n]avn, min [h]erre?
Peer Gynt
.Jeg er døbt Peer Gynt.
Faksimile
170
Begriffenfeldt
(med stille [b]eundring).
Peer Gynt! Allegorisk! Det var at vente. –
Peer Gynt? Det vil sige: det ubek[]endte, –
det kommende, hvis [k]omme var mig forkyndt –
Peer Gynt
.Nej, virkelig? Og nu er De her for at hente –?
Begriffenfeldt
.Peer Gynt! Dybsindig! G[å]defuld! Hvas[]!
Hvert [o]rd er ligesom en bundløs [l]ære!
Hvad er De?
Peer Gynt
(beskeden).
Jeg har altid prøvet at være
mig selv. Forøvrigt er her mit [p]as[].
Begriffenfeldt
.Atter det g[å]defulde [o]rd p[å]
[b]unden!
(griber ham om [h]
[å]ndledet.)
Til[] Kairo! Fortolkernes [k]ejser er funden!
Peer Gynt
.Kejser?
Begriffenfeldt
.Kom!
Peer Gynt
.Er jeg virkelig k[]endt –?
Begriffenfeldt
(idet kan trækker ham med sig).
Fortolkernes [k]ejser – p[å] selvets [f]undament!
Faksimile
171
(I Kairo. Et stort [g]
[å]rdsrum med høje [m]ure og [b]yg[]ninger omkring.
[ [ G g ] [ G g ] ]ittervinduer; [j]ernbure.)
[ [ G g ] [ G g ] ]ittervinduer; [j]ernbure.)
(Tre [v]ogtere i [g]
[å]rden. En fjerde kommer.)
Den kommende
.Schafmann; sig mig, hvor er [d]irektøren?
En [v]ogter
.K[]ørt ud imorges længe før [d]ag.
Første
.Jeg tror der er hændt ham en ærgerlig [s]ag;
thi inat[] –
En anden
.Hys[], stille; der er han ved [d]øren!
(Begriffenfeldt fører Peer Gynt ind, l[å]ser [p]orten og stikker [n]øglen i
[l]ommen.)
[l]ommen.)
Peer Gynt
(for sig selv).
Isandhed, en yderst begavet [m]and;
næsten alt, hvad han siger, g[å]r over ens [f]orstand.
(ser sig om.)
S[å] dette her er de [l]ærdes [k]lub[]?
Begriffenfeldt
.Her vil De finde dem, [r]ub[] og [s]tub[]; –
de halvfjerdsindstyve [f]ortolkeres [k]reds;
den er nylig forøget med hundred og treds – –
(r[å]ber p[å]
[v]ogterne.)
Mikkel, Schlingelberg, Schafmann, Fuchs, –
ind i [b]urene med jer flu[ks]!
Vogterne
.Vi?
Faksimile
172
Begriffenfeldt
.Hvem ellers? Afsted, afsted!
N[å]r [v]erden snurrer, s[å] snurrer vi med.
(tvinger dem ind i et [b]ur.)
Han er kommen imorges, den store Peer; –
I kan slutte jer til[]
[r]esten, – jeg siger ikke mer.
(stænger [b]uret og kaster [n]øglen i en [b]rønd.)
Peer Gynt
.Men, bedste [h]err [d]oktor og [d]irektør –?
Begriffenfeldt
.Ingen af [d]elene! Jeg var det før – –
Herr Peer; kan De tie? Jeg m[å] give mig [l]uft –
Peer Gynt
(i stigende [u]ro).
Hvad er det?
Begriffenfeldt
.Lov mig, De ikke vil sk[]ælve.
Peer Gynt
.Jeg skal prøve –
Begriffenfeldt
(trækker ham hen i et [h]jørne og hvisker).
Den absolute [f]ornuft
afgik ved [d]øden iaftes [k]l. 11.
Peer Gynt
.Gud fri mig –!
Begriffenfeldt
.Ja, det er yderst beklageligt.
Og i min
[s]tilling, ser De, er det dobbelt ubehageligt;
Faksimile
[177.]
thi denne [a]nstalt gjaldt lige til[] det sidste
for en [d]
[å]rekiste.
Peer Gynt
.En [d]
[å]rekiste!
Begriffenfeldt
.Ikke nu, forst[å]r De!
Peer Gynt
(bleg og sagte).
Nu sk[]ønner jeg [s]tedet!
Og [m]anden er gal; – og ingen ved det!
(trækker sig bort.)
Begriffenfeldt
(følger efter)
Forøvrigt h[å]ber jeg De har forst[å]et?
N[å]r jeg kalder ham død, s[å] er det [v]æv.
Han er g[å]et fra sig selv. Af sit [s]kind er han g[å]et, –
akkurat som min [l]andsmand Münchhausens [r]æv.
Peer Gynt
.Undskyld et [m]inut –
Begriffenfeldt
(holder p[å] ham).
Nej, det var som en [å]l; –
ikke som en [r]æv. G[]ennem [ø]jet en [n]
[å]l; –
han sprælled p[å]
[v]æggen – –
Peer Gynt
.Hvor finder jeg [f]relsen!
Begriffenfeldt
.Rundt om [h]alsen et [s]nit[] og s[å], vips, af [p]elsen!
[
numer
]
[12]
Faksimile
174
Peer Gynt
.Forryk[]t! Aldeles fra [v]id og [s]ans!
Begriffenfeldt
.Nu er det klart, og det la'er sig ikke dølge, –
denne [f]ra-sig-[g]
[å]en vil have til[]
[f]ølge
en hel [o]mvæltning til[]
[l]ands og [v]ands.
De [p]ersonligheder, som før kaldtes gale,
blev nemlig iaftes [k]l. 11 normale,
konforme med [f]ornuften i dens nye [f]ase.
Og ser man endvidre p[å]
[s]agen ret[],
er det klart at fra nys[]nævnte [k]lokkeslet[]
begyndte de s[å]kaldte kloge at rase.
Peer Gynt
.De nævnte [k]lokken; min [t]id er knap[] –
Begriffenfeldt
.Deres [t]id? Der gav De min [t]anke et [r]ap[]!
(aabner en [d]ør og r[å]ber:)
Herud! Den vordende [t]id er forkyndt!
Fornuften er død. Leve Peer Gynt!
Peer Gynt
.Nej, k[]æreste [m]and –!
(de afsindige kommer efterh[å]nden ud i [g]
[å]rdsrummet.)
Begriffenfeldt
.God [m]orgen! Giv [m]øde,
og hils p[å]
[b]efrielsens [m]orgenrøde!
Eders [k]ejser er kommen!
Peer Gynt
.Kejser?
Faksimile
175
Begriffenfeldt
.Ja visst!
Peer Gynt
.Men [æ]ren er s[å] stor, s[å] over al [m]
[å]de –
Begriffenfeldt
.Ak, lad ingen falsk [b]eskedenhed r[å]de
i en [s]tund som denne.
Peer Gynt
.Men und mig blot [f]rist –!
Nej, jeg duer s'gu ikke; jeg er rent fordummet!
Begriffenfeldt
.En [m]and, som har Sfinxens [m]ening fornummet?
Som er sig selv?
Peer Gynt
.Ja, det er just [k]nuden.
Jeg er mig selv i et og i alt;
men her, s[å] vidt jeg forstod, det gjaldt
at være sig selv, s[å] at sige, foruden.
Begriffenfeldt
.Foruden? Nej, der taer De mærkelig fejl!
Her er man sig selv aldeles forbandet;
sig selv og ikke det ringeste andet; –
man g[å]r, som sig selv, for fulde [s]ejl.
Hver lukker sig inde i selvets [t]ønde,
i selvets [g]
[]æring han dukker til[]bunds, –
han stænger hermetisk med selvets [s]punds
og tæt[]ner [t]ræet i selvets [b]rønde.
Ingen har [g]r[å]d for de andres [v]eer;
Faksimile
176
ingen har [s]ans for de andres [i]deer.
Os selv, det er vi i [t]anken og [t]onen,
os selv til[]
[s]pringbrættets yderste [r]and, –
og følgelig, skal der en [k]ejser p[å]
[t]ronen,
er det klart at De er den rette [m]and.
Peer Gynt
.
[Å], gid jeg var [f]anden –!
Begriffenfeldt
.Nu ikke forknyt[];
næsten alt i [v]erden er i [f]ørstningen nyt[].
«Sig selv»; – kom; her skal De se et [e]xempel;
jeg vælger det første det bedste iflæng –
(til[] en mørk [s]kikkelse.)
Goddag, Huhu! N[å], g[å]r du, min [d]reng,
bestandig omkring med [g]ræmmelsens [s]tempel?
Huhu
.Kan jeg andet vel, n[å]r [f]olket
[s]lægt for [s]lægt dør ufortolket?
(til[] Peer Gynt.)
Du er fremmed; vil du høre?
Peer Gynt
(bukker).
Gudbevar's!
Huhu
.S[å] l[å]n mig [ø]re. –
Fjernt i [ø]st, som [k]rans om [p]ande,
st[å]r de malebarske [s]trande.
Portugiser og Hollænder
[l]andet med [k]ultur bespænder.
Faksimile
177
Desforuden bo[]r der [s]karer
af de ægte Malebarer.
Disse [f]olk har [s]proget blandet; –
de er [h]errer nu i [l]andet. –
Men i [t]iden længst forgangen
r[å]ded der [o]rangutangen.
Han var [s]kogens [m]and og [h]erre;
frit han turde sl[å] og snærre.
Som [n]aturens [h]
[å]nd ham skabte,
s[å] han gren og s[å] han gabte.
Uforment han turde skrige;
han var [h]ersker i sit [r]ige. –
Ak, men s[å] kom [f]remmed[å]get
og forplumred [u]rskogs-[s]proget.
Firehundred[å]rig [n]atten
ruged over [a]bekatten;
og man ved, s[å]
lange [n]ætter
[l]andsens [f]olk i [s]tampe sætter. –
Skogens [u]rlyd er forstummet;
ikke længer blir der brummet; –
skal vi vore [t]anker male,
m[å] det ske ved [h]jælp af [t]ale.
Hvilken [t]vang for alle [s]tænder!
Portugiser og Hollænder,
[b]landingsracen, Malebaren,
hver er lige ilde faren. –
Jeg har prøvet p[å] at fægte
for vort [u]rskogs-[m]
[å]l, det ægte, –
prøvet at belive [l]iget, –
hævdet [f]olkets [r]et[] til[]
[s]kriget, –
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
12
Faksimile
178
skreget selv og p[å]vist [t]rangen
til[] dets [b]rug i [f]olkesangen. –
Skralt man dog min [i]dræt[] skatter. –
Nu, jeg tror, min [s]org du fatter.
Tak[], at du har l[å]nt mig [ø]re; –
ved du [r]
[å]d, s[å] lad mig høre!
Peer Gynt
(sagte).
Der st[å]r skrevet: man f[å]r tude
med de [u]lve, som er ude.
(højt.)
K[]ære [v]en, s[å]vidt jeg husker
findes i Marokko [b]usker,
hvor en [f]lok [o]rangutanger
lever uden [t]olk og [s]anger; –
deres [m]
[å]l lød malebarisk; –
det var smukt og exemplarisk, –
dersom De, lig andre [s]tandsmænd,
vandred ud til[]
[g]avn for [l]andsmænd –
Huhu
.Tak[], at du har l[å]nt mig [ø]re; –
som du r[å]der, vil jeg g[]øre.
(med en stor [g]ebærde.)
Østen har forstødt sin [s]anger!
Vesten har [o]rangutanger!
(han g[å]r.)
Begriffenfeldt
.N[å], var han sig selv? Jeg skulde det mene.
Af sit eget er han fyldt, og af det alene.
Han er sig i alt, hvad han giver af sig, –
Faksimile
179
sig selv i [k]raft af at være fra sig.
Kom her! Nu skal jeg vise Dem en anden,
fra iaftes ikke mindre konform med [f]orstanden.
(til[] en Fellah, som bærer en [m]umie p[å]
[r]yggen.)
Kong Apis, hvor g[å]r det, min høje [h]erre?
Fellahen
(vildt til[] Peer Gynt).
Er jeg [k]ong Apis?
Peer Gynt
(trækker sig bag [d]oktoren).
Jeg m[å] til[]st[å], desværre,
jeg er ikke inde i [s]ituationen;
men jeg tror nok, ifald jeg tør dømme efter [t]onen –
Fellahen
.Nu lyver du ogs[å].
Begriffenfeldt
.Deres [
[
H
h
]
H
]øjhed f[å]r melde
hvordan [s]agerne st[å]r.
Fellahen
.Det skal jeg fortælle.
(vender sig til[] Peer Gynt.)
Ser du ham, som jeg bærer p[å]
[r]yggen?
Han [n]avnet [k]ong Apis lød.
Nu g[å]r han under [n]avn af [m]umie,
og er derhos aldeles død.
Han har bygget alle [p]yramider,
og hugget den store Sfinx,
og kriget, som [d]oktoren siger,
med Tyrken b[å]de rechts og links.
12*
Faksimile
180
Og derfor det ganske Ægypten
har priset ham som en [g]ud,
og stillet ham op[] i [t]empler,
i [l]ignelser af en [s]tud. –
Men jeg er denne Kong Apis,
det ser jeg s[å] soleklart;
og hvis du ikke forst[å]r det,
s[å] skal du forst[å] det snart.
Kong Apis var nemlig p[å]
[j]agten,
og steg af sin [h]est en [s]tund,
og gik for sig selv afsides
ind p[å] min [o]ldefaers [g]rund.
Men [m]arken, [k]ong Apis g[]øded,
har næret mig med sit [k]orn;
og trænges der flere [b]eviser,
s[å] har jeg usynlige [h]orn.
Og er det s[å] ikke forbandet,
at ingen vil prise min [m]agt!
Af [b]yrd er jeg Apis i [l]andet,
men Fellah i andres [a]gt.
Kan du sige hvad jeg skal g[]øre,
s[å] r[å]d mig foruden [s]vig; –
hvad det g[]ælder om, er at blive
[k]ong Apis den store lig.
Peer Gynt
.Deres Højhed f[å]r bygge [p]yramider,
og hugge en større Sfinx,
og krige, som [d]oktoren siger,
med Tyrken b[å]de rechts og links.
Faksimile
181
Fellahen
.Jo, det er en dejlig [t]ale!
En Fellah! En sulten [l]us!
Jeg har nok med at holde min [h]ytte
ryddig for [r]otter og [m]us.
Fort, [m]and, – find p[å] noget bedre,
som b[å]de g[]ør stor og tryg[],
og derhos aldeles lig med
[k]ong Apis bag p[å] min [r]yg[]!
Peer Gynt
.Hvad om Deres Højhed hang Dem,
og derp[å] i [j]ordens [s]k[]ød,
bag [k]istens naturlige [g]rænser,
forholdt Dem aldeles død?
Fellahen
.S[å] vil jeg! Mit [l]iv for en [s]trikke!
I [g]algen med [h]
[å]r og [h]ud! –
I [f]ørstningen blir der lidt [f]orsk[]el[];
men den jævner [t]iden ud.
(g[å]r hen og g[]ør [a]nstalter til[] at hænge sig.)
Begriffenfeldt
.Det var en [p]ersonlighed, [h]err Peer, –
en [m]and med [m]ethode –
Peer Gynt
.Ja, ja; jeg ser –;
men han hænger sig virkelig! Gud, vær os n[å]dig!
Jeg blir syg; – jeg er knap[]t mine [t]anker r[å]dig!
Begriffenfeldt
.En [o]vergangstil[]stand; den varer kun kort.
Faksimile
182
Peer Gynt
.En [o]vergang? Hvortil[]? Undskyld, – jeg m[å] bort –
Begriffenfeldt
(holder ham).
Er De gal?
Peer Gynt
.Ikke endnu –. Gal? Gud bevares!
(Allarm. Ministeren Hussejn trænger sig g[]ennem [s]værmen.)
Hussejn
.Man har meldt mig, her er kommet en [k]ejser idag.
(til[] Peer Gynt.)
Det er Dem?
Peer Gynt
(fortvivlet).
Ja, det er en afgjort [s]ag!
Hussejn
.Godt. – Her er [n]oter, som skal besvares?
Peer Gynt
(river sig i [h] [å]ret).
Hejsan! Ret[] s[å]; – jo værre, jo bedre!
Hussejn
.Maaske De vilde med et [d]yp[] mig hædre?
(bukker dybt.)
Jeg er en [p]en.
Peer Gynt
(bukker endnu dybere).
Og jeg er plent
et krimskramset, kejserligt [p]ergament.
Faksimile
183
Hussejn
.Min [h]istorie, [h]erre, er kortelig den:
jeg g[]ælder for et [s]andhus og er en [p]en.
Peer Gynt
.Min [h]istorie, [h]err [p]en, er, i [k]orthed vævet, –
jeg er et [p]apirblad og blir aldrig beskrevet.
Hussejn
.Hvad jeg duer til[], har [m]enneskene ingen [f]orstand p[å];
alle vil de bruge mig til[] at strø [s]and p[å]!
Peer Gynt
.Jeg var i en [k]vindes [e]je en sølvspændt [b]og; –
det er en og samme [t]ryk[]fejl at være gal og klog!
Hussejn
.Tænk Dem, hvilket fortærende [l]iv;
være [p]en og aldrig smage [o]dden af en [k]niv!
Peer Gynt
(hopper højt).
Tænk Dem: være [r]enbuk[]; springe fra oven; –
altid stupe, – aldrig k[]ende [g]rund under [h]oven!
Hussejn
.En [k]niv! Jeg er sløv; – f[å] sk[å]ret og ridset mig!
Verden g[å]r under, hvis man ikke f[å]r spidset mig!
Peer Gynt
.Det var [s]ynd for den [v]erden, der, lig andet selvgjort,
af Vorherre blev befunden s[å] inderlig velgjort.
Begriffenfeldt
.Her er [k]niv!
Faksimile
184
Hussejn
(griber den).
Ah, hvor jeg skal [b]lækket slikke!
Hvilken [v]ellyst at snitte sig.
(sk[]ærer [h]alsen over.)
Begriffenfeldt
(viger til[]side).
Sprut[] dog ikke.
Peer Gynt
(i stigende [a]ngst).
Hold p[å] ham!
Hussejn
.Hold p[å] mig! Der er [o]rdet!
Hold! Hold i [p]ennen! Papiret p[å]
[b]ordet –!
(falder.)
Jeg er udslidt. Efterskriften, – glem ikke den:
han leved og han døde som en p[å]holden [p]en!
Peer Gynt
(svimler).
Hvad skal jeg –! Hvad er jeg? Du store –, hold fast!
Jeg er alt, hvad du vil, – en Tyrk, en [s]ynder, –
et [b]ergtrold –; men hjælp; – det var noget som brast –!
(skriger.)
Jeg kan ikke hitte dit [n]avn i en [h]ast; – –
hjælp mig, du, – alle [d]
[å]rers [f]ormynder!
(synker i [a]fmagt.)
Begriffenfeldt
(med en [s]tr[å]krans i [h] [å]nden, g[]ør et [s]pring og sætter sig skrævs over ham).
Ha; se, hvor han i [s]ølen knejser; – –
Faksimile
185
er fra sig selv –! Hans [k]roning sker!
(trykker [k]ransen p[å] ham og udr[å]ber:)
Han leve! Leve selvets [k]ejser!
Schafmann
(i [b]uret)
Es lebe hoch der grosse Peer!
Faksimile
FEMTE HANDLING.
(Ombord p[å] et [s]kib i Nordsjøen udenfor den norske [k]yst. Solnedgang.
Stormfuldt [v]ejr.)
Stormfuldt [v]ejr.)
(Peer Gynt, en kraftig gammel [m]and med isgr[å]t [h]
[å]r og [s]k[]æg[] st[å]r agter
p[å] [h]ytten. Han er halvt sjømandsklædt, i [j]akke og høje [s]tøvler. Dragten
noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et h[å]rdere [u]dtryk[].
Skibskaptejnen ved [r]attet hos [r]org[]ængeren. Mandskabet forud.)
p[å] [h]ytten. Han er halvt sjømandsklædt, i [j]akke og høje [s]tøvler. Dragten
noget slidt og medtagen; han selv vejrbidt og med et h[å]rdere [u]dtryk[].
Skibskaptejnen ved [r]attet hos [r]org[]ængeren. Mandskabet forud.)
Peer Gynt
(læner [a]rmene p[å] [r]ælingen og stirrer ind mod [l]and).
Se Hallingskarven i [v]interham; –
han brisker sig, [g]amlen, i [k]veldsols [b]ram.
Jøklen, [b]ror hans, st[å]r bag p[å]skr[å];
han har endnu den grønne [i]sk[å]ben p[å].
Folgef[å]nnen, hun er nu s[å] fin, –
ligger som en [j]omfru i sk[]ære [l]in.
Vær ingen [g]alninger, gamle [g]utter!
Staa der I st[å]r; I er [g]r[å]stens-[n]uter.
Kaptejnen
(r[å]ber forud).
To [m]and til[]rors, – og [l]anternen sat[]!
Peer Gynt
.Det kuler stivt.
Faksimile
187
Kaptejnen
.Vi f[å]r [s]torm inat[].
Peer Gynt
.Har en fra [h]avet [k]
[]ending af Ronden?
Kaptejnen
.Nej, var det ligt; – den ligger bag [f]
[å]nnen.
Peer Gynt
.Eller Bl[å]hø?
Kaptejnen
.Nej; men oppe fra [r]iggen
kan en i [k]larvejr se Galdhøpiggen.
Peer Gynt
.Hvor har vi H[å]rtejgen?
Kaptejnen
(peger).
S[å]
omtrent.
Peer Gynt
.Ja vel.
Kaptejnen
.Det lader til[] De er k[]endt.
Peer Gynt
.Da jeg rejste fra [l]andet, fo[]r jeg her forbi;
og [b]ærmen, siger [o]rdsproget, hænger længst i.
(spytter og stirrer mod [k]ysten.)
Derinde, hvor det bl[å]ner i [s]kar og [k]løft, –
hvor [f]jelddalen svartner, trang, som en [g]røft, –
og under, langs med den [å]bne [f]jord, –
Faksimile
188
der er det alts[å]
[m]enneskene boer.
(ser p[å]
[k]aptejnen.)
De bygger spredt her i [l]andet.
Kaptejnen
.Ja;
der er vidt imellem og langt ifra.
Peer Gynt
.Er vi inde før [d]aggry?
Kaptejnen
.S[å] ved [p]as[],
ifald ikke [n]atten blir altfor hvas[].
Peer Gynt
.Det tykkner i [v]est.
Kaptejnen
.Det g[]ør s[å].
Peer Gynt
.Stop[]!
De kan huske mig p[å], n[å]r vi siden g[]ør op[], –
jeg er sindet, som man siger, at øve godt
imod [m]andskabet –
Kaptejnen
.Takker!
Peer Gynt
.Det blir kun sm[å]t.
Guld har jeg gravet, og mistet hvad jeg fandt; –
[f]atum og jeg vi er rent p[å]
[k]ant.
De ved, hvad jeg har ombord i [b]ehold.
Det er [s]lumpen; – [r]esten fo[]r [f]anden i [v]old.
Faksimile
189
Kaptejnen
.Det er mer end nok til[] at skaffe Dem [v]ægt
mellem [f]olket hjemme.
Peer Gynt
.Jeg har ingen [s]lægt.
Der er ingen, som venter den rige [s]tyggen. –
N[å]; s[å] slipper en ogs[å] for [k]rus p[å]
[b]ryggen!
Kaptejnen
.Der har vi [v]ejret.
Peer Gynt
.Ja, husk s[å] p[å], –
er nogen af [f]olkene rigtig trængende,
s[å] ser jeg ikke s[å] nøje p[å]
[p]engene –
Kaptejnen
.Det er vakkert. De flestes [k]
[å]r er sm[å];
alle har de [k]
[]ærring og [u]nger hjemme.
Med [h]yren alene falder det tyndt;
men kom de nu hjem med lidt extra [m]ynt,
blev der et [g]
[]ensyn, de sent vilde glemme.
Peer Gynt
.Hvad for noget? Har de [k]
[]ærring og [u]nger?
Er de gifte?
Kaptejnen
.Gifte? Ja, hele [f]lokken.
Men den, som er trangest stillet, er [k]okken;
hos ham er til[]huse den svarte [h]unger.
Faksimile
190
Peer Gynt
.Gifte? Har hjemme nogen, som venter?
Som glædes, n[å]r de kommer? Hvad?
Kaptejnen
.Ja vel, –
p[å]
[f]attigfolks [m]
[å]de.
Peer Gynt
.Og kommer de en [k]veld,
hvad s[å]?
Kaptejnen
.S[å] tænker jeg [k]
[]ærringen henter
lidt godt for en [g]angs [s]kyld –
Peer Gynt
.Og [l]ys i [p]laden?
Kaptejnen
.Kanhænde to; og en [d]ram til[]
[m]aden.
Peer Gynt
.Og s[å] sidder de lunt? Har [v]arme p[å]
[g]ruen?
Har [u]ngerne om sig? Der er [s]t[å]k i [s]tuen;
der er ingen, som hører den anden til[]ende, –
slig [g]læde er der p[å] dem –?
Kaptejnen
.Det kunde vel hænde.
Og derfor var det vakkert, De lovte før, –
at spede lidt til[].
Peer Gynt
(sl[å]r i [r]ælingen).
Nej, om jeg g[]ør!
Faksimile
191
Tror De jeg er gal? Mener De jeg punger
ud til[]
[f]romme for andres [u]nger?
Jeg har surt nok slæbt for at tjene min [m]ynt!
Ingen venter p[å] gamle Peer Gynt.
Kaptejnen
.Ja, ja; som De vil; Deres [p]enge er Deres.
Peer Gynt
.Rigtig! De er mine og ingen fleres.
Op[]g[]ør, s[å] fort De har [a]nker i [b]unden!
Min [f]ragt fra Panama som [k]ahyt[]spassager.
S[å]
[b]rændevin til[]
[f]olkene. Ikke mer.
Gier jeg mere, [k]aptejn, kan De sl[å] mig p[å]
[m]unden!
Kaptejnen
.Jeg skylder Dem [k]vittering og ikke [j]uling; –
men undskyld; nu f[å]r vi [s]torm for [k]uling.
(han g[å]r fremover [d]ækket. Det er blevet mørkt; der tændes [l]ys i [k]ahytten.
Sjøgangen til[]tager. Skodde og tykke [s]kyer.)
Peer Gynt
.Holde en ustyrtelig [u]ngeflok hjemme; –
ligge som en [g]læde i [s]indene fremme; –
følges af andres [t]anker p[å]
[v]ej –!
Der er aldrig nogen, som tænker p[å] mig. –
Lys i [p]laden? Det [l]ys skal sluk[]ne.
Jeg vil finde p[å] noget –! Jeg vil drikke dem druk[]ne; –
ikke en af de [d]jævler skal g[å] ædru iland.
Fulde skal de komme til[]
[k]
[]ærring og [u]nger!
De skal bande; de skal sl[å] i [b]ordet s[å] det runger, –
skræmme dem, der venter, fra [v]id og [f]orstand!
K[]ærringen skal skrige og rømme af [h]uset, – –
Faksimile
[196]
trive [u]ngerne med! Hele [g]læden i [g]ruset!
(Skibet krænger stærkt; han tumler og har [m]øje med at holde sig.)
N[å], det var en ordentlig [o]verhaling.
Havet arbejder, som det havde [b]etaling; –
det er endnu sig selv her nord under [l]eden; –
Sjøen p[å]tvers, lige vrang og vreden – –
(lytter.)
Hvad er det for [s]krig?
Vagten
(forud.)
Et [v]rag i [l]æ!
Kaptejnen
(midtskibs, komanderer).
Roret hart [s]tyrbord! Klods for [v]inden!
Styrmanden
.Er der [f]olk p[å]
[v]raget?
Vagten
.Jeg skimter tre!
Peer Gynt
.Fir [h]æk[]jollen ned –
Kaptejnen
.Den blev fyldt forinden.
(g[å]r forover.)
Peer Gynt
.Hvem tænker p[å] sligt?
(till nogle af [m]andskabet.)
Er I [f]olk, s[å] frels!
Hvad [f]anden, om I f[å]r jer en fugtet [p]els –
Faksimile
193
B[å]dsmanden
.Det er ug[]ørligt i sligt et [h]av.
Peer Gynt
.De skriger ig[]en! Se, [v]inden skraler –.
Kok[], tør du prøve? Fort! Jeg betaler –
Kokken
.Nej, ikke om tyve [p]undsterling De gav –
Peer Gynt
.I [h]unde! I [k]rystersjæle! Kan I glemme,
det er [f]olk, som har [k]
[]ærring og [u]nger hjemme?
Nu sidder de og venter –
B[å]dsmanden
.T[å]lmod er sundt.
Kaptejnen
.Bær af for [b]rottet!
Styrmanden
.Vraget gik rundt.
Peer Gynt
.Der blev stille med et –?
B[å]dsmanden
.Var de gifte, som De tænker,
s[å] fik [v]erden ret[] nu tre nybagte [e]nker.
(Uvejret voxer. Peer Gynt g[å]r agterover [d]ækket.)
Peer Gynt
.Der er ingen [t]ro mellem [m]enneskene mer, –
ingen [k]ristendom, slig, som skrevet og sagt er; –
lidet g[]ør de godt, og mindre de beer,
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
13
Faksimile
194
og har slet[] ingen [a]gt for de vældige [m]agter. –
I et [v]ejr, som inat[], er Vorherre farlig.
De [b]æster skulde hytte sig, tænke, som sandt er,
det er vogsomt at lege med [e]lefanter; – –
og s[å] lægger de sig ud med ham [å]benbarlig!
Jeg er skyldløs; p[å]
[o]fferpynten
kan jeg bevise jeg stod med [m]ynten.
Men hvad har jeg for det? – Der g[å]r jo det [o]rd:
Samvittighedsfred er en dejlig [p]ude.
[Å] ja, det holder [s]tik[] p[å] den tørre [j]ord,
men duer s'gu ikke for en [s]nus ombord,
hvor en skikkelig [m]and er blandt [p]akket ude.
Til[]sjøs f[å]r en aldrig være sig selv;
en f[å]r følge de andre fra [d]æk[] til[]
[h]vælv;
sl[å]r [h]ævnens [t]ime for [b]
[å]dsmand og [k]okken,
s[å] stryger jeg sagtens i [v]asken med [f]lokken; –
ens særlige [t]arv sættes rent til[]
[s]iden; –
man g[]ælder som en [p]ølse i [s]lagtetiden. –
Fejlen er den, jeg har været for from.
Og [u]tak[] har jeg for hele [s]tasen.
Var jeg yngre, tror jeg, jeg sadled om,
og prøved en [s]tund at spille [b]asen.
Der er [t]id endnu! Det skal spørges i [b]yg[]den
at Peer er kommen over [h]avet i [h]øjden!
[
G
å
g
å
]rden vil jeg vinde med ondt eller godt; –
jeg vil bygge den om; den skal lyse som et [s]lot[].
Men ingen f[å]r [l]ov at komme ind i [s]tuen!
For [p]orten skal de st[å] og dreje p[å]
[l]uven; –
tigge og tryg[]le, – det kan de frit;
men ingen f[å]r en eneste [s]killing af mit; – –
Faksimile
195
m[å]tte jeg under [s]k[]æbnens [p]iskeslag hyle,
s[å] findes vel de, jeg ig[]en kan prygle – –
Den fremmede [p]assager
(st[å]r i [m]ørket ved [s]iden af Peer Gynt og hilser venligt):
Godaften!
Peer Gynt
.Godaften! Hvad –? Hvem er De?
Passageren
.Jeg er Deres [m]edpassager, til[]
[t]jeneste.
Peer Gynt
.Ja s[å]? Jeg trode, jeg var den eneste.
Passageren
.En fejl [f]ormodning, som nu er forbi.
Peer Gynt
.Men underligt nok, at først ikveld
jeg ser Dem –
Passageren
.Jeg g[å]r ikke ud om [d]agen.
Peer Gynt
.De er kanske syg? De er hvid, som et [l]agen –
Passageren
.Nej, [t]ak[], – jeg befinder mig inderlig vel.
Peer Gynt
.Det stormer hvas[]t.
Passageren
.Ja, velsignet, [m]and!
Peer Gynt
.Velsignet?
13*
Faksimile
196
Passageren
.Havet g[å]r højt, som [h]use.
Ah, ens [t]ænder løber i [v]and!
Tænk, hvilke [v]rag det inat[] vil knuse; –
og tænk, hvilke [l]ig, der vil drive iland!
Peer Gynt
.Bevares vel!
Passageren
.Har De set en kvalt, –
en hængt, – eller druk[]net?
Peer Gynt
.Nu blir det for galt –!
Passageren
.Ligene ler. Men [l]atteren er tvungen;
og de fleste har g[]erne bidt sig i [t]ungen.
Peer Gynt
.Bliv mig fra [l]ivet –!
Passageren
.Et [s]pørgsm[å]l kun!
Hvis vi f. [e]x. tørned p[å]
[g]rund
og sank i [m]ørket –
Peer Gynt
.De tror, her er [f]are?
Passageren
.Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal svare.
Dog, sæt[] nu, jeg flyder og De g[å]r til[]bunds –
Peer Gynt
.
[Å], [s]ludder –
Faksimile
197
Passageren
.Det er en [m]ulighed kuns.
Men st[å]r man i [g]raven med den ene [f]od,
blir man blød, og deler ud milde [g]aver –
Peer Gynt
(griber i [l]ommen).
Ho, [p]enge!
Passageren
.Nej; men er De s[å] god
at sk[]ænke mig Deres ærede [k]adaver –?
Peer Gynt
.Nu g[å]r det for vidt!
Passageren
.Bare [l]iget, forst[å]r De!
Det er for min [v]idenskabs [s]kyld –
Peer Gynt
.Nu g[å]r De!
Passageren
.Men, k[]ære, betænk, – De har [f]ordel af [s]agen!
Jeg skal f[å] Dem [å]bnet og lagt for [d]agen.
Hvad jeg navnlig vil søge, er [s]ædet for [d]rømmene, –
og forresten g[å] Dem kritisk efter i [s]ømmene –
Peer Gynt
.Vig fra mig!
Passageren
.Men, k[]ære, – en druk[]net [k]rop[] –!
Faksimile
198
Peer Gynt
.Bespottelige [m]and! De ægger [u]vejret op[]!
Er det ikke for galt! Vi har [s]torm og [r]egn,
en ustyrtelig [s]jøgang og alskens [t]egn
til[] noget, som kan g[]øre os et [h]ode kortere; –
og s[å] ter De Dem s[å] det kommer desfortere!
Passageren
.De er nok ikke op[]lagt til[] vidre [f]orhandling;
men [t]iden bringer jo s[å] mangen [f]orvandling – –
(hilser venligt.)
Vi træffes n[å]r De synker, om ikke før;
kanske De da er i bedre [h]umør.
(g[å]r ind i [k]ahytten.)
Peer Gynt
.Uhyggelige [k]arle, disse [v]idenskabsmænd!
Sligt [f]ritænkervæsen –
(til[]
[b]
[å]dsmanden, som g[å]r forbi.)
Et [o]rd, min [v]en!
Passageren? Hvad er det for et [g]alehuslem?
B[å]dsmanden
.Jeg ved ikke af, vi har andre end Dem.
Peer Gynt
.Ikke andre? Nu blir det værre og værre.
(til[]
[j]ungmanden, der kommer fra [k]ahytten.)
Hvem gik i [k]ahyt[]sdøren?
Jungmanden
.Skibshunden, [h]erre!
(g[å]r forbi.)
Faksimile
199
Vagten
(r[å]ber):
Land klods forud!
Peer Gynt
.Min [k]uffert! Min [k]asse!
Alt [g]odset p[å]
[d]ækket!
B[å]dsmanden
.Vi har andet at passe.
Peer Gynt
.Det var [s]ludder, [k]aptejn! Bare [l]øjer og [s]pas; –
det er ganske visst, jeg vil hjælpe [k]okken –
Kaptejnen
.Klyveren sprang!
Styrmanden
.Og der strøg [f]okken!
B[å]dsmanden
(skriger forud).
Grundbrot[] for [b]ougen!
Kaptejnen
.Hun g[å]r i [k]nas!
(Skibet støder. Larm og [f]orvirring.)
(Under [l]and mellem [s]k[]ær og [b]rændinger. Skibet g[å]r under. I [s]kodden
skimtes [j]ollen med to [m]ænd. En [b]rot[]sjø fylder den; den kantrer; et [s]krig
høres; derp[å] alt stille en [s]tund. Lidt efter kommer [b] [å]dhvælvet til[]syne.)
skimtes [j]ollen med to [m]ænd. En [b]rot[]sjø fylder den; den kantrer; et [s]krig
høres; derp[å] alt stille en [s]tund. Lidt efter kommer [b] [å]dhvælvet til[]syne.)
(Peer Gynt dukker op[] nær ved [h]vælvet.)
Peer Gynt
.Hjælp! B[å]d fra [l]and! Hjælp! Jeg forg[å]r!
Frels, [h]erre Gud, – som skrevet st[å]r!
(klamrer sig fast til[]
[b]
[å]dk[]ølen.)
Faksimile
200
Kokken
(dukker op[] p[å] den anden [s]ide).
[Å], [h]erre Gud, – for mine [s]m[å],
vær n[å]dig! Lad mig [l]andet n[å]!
(holder sig i [k]
[]ølen.)
Peer Gynt
.Slip[]!
Kokken
.Slip[]!
Peer Gynt
.Jeg sl[å]r!
Kokken
.Jeg sl[å]r ig[]en!
Peer Gynt
.Jeg knuser dig med [s]park og [s]pænd!
Slip[]
[t]aget! Hvælvet bær ej to!
Kokken
.Det ved jeg. Vig!
Peer Gynt
.Vig selv!
Kokken
.Jo-jo!
(de k[]æmper; [k]okken lamsl[å]r sin ene [h]
[å]nd; han klynger sig fast med den
anden.)
Peer Gynt
.Den [n]æven væk!
Kokken
.
[Å], snille, – spar!
Husk p[å] de [s]m[å], jeg hjemme har!
Faksimile
201
Peer Gynt
.Jeg trænger [l]ivet mer end du,
for jeg er ungeløs endnu.
Kokken
.Slip[]! De har levet; jeg er ung!
Peer Gynt
.Fort; rap[] dig; synk; – du blir s[å] tung.
Kokken
.Vær n[å]dig! Vig i [
H
h
]errens [n]avn!
For Dem bær ingen [s]org og [s]avn –
(skriger og slipper.)
Jeg druk[]ner –!
Peer Gynt
(griber i ham).
I dit [n]akkeh[å]r
jeg holder; læs dit [
F
f
]adervor!
Kokken
.Jeg kan ej mindes –; alt blir svart – –
Peer Gynt
.Det væsentligste i en [f]art –!
Kokken
.Giv os idag –!
Peer Gynt
.Spring over, [k]ok[];
hvad du har nødig, f[å]r du nok.
Kokken
.Giv os idag –
Faksimile
202
Peer Gynt
.Den samme [s]ang!
Det mærkes, du var [k]ok[] engang –
(Taget glipper.)
Kokken
(synkende).
Giv os idag vort –
(g[å]r under.)
Peer Gynt
.Amen, [g]ut!
Du var og blev dig selv til[]
[s]lut. –
(svinger sig op[] p[å] Hvælvet.)
Hvor der er [l]iv, der er der [h]
[å]b –
Den fremmede [p]assager
(griber i [b] [å]den).
Godmorgen!
Peer Gynt
.Huj!
Passageren
.Jeg hørte [r]
[å]b; –
Det var dog morsomt jeg Dem fandt.
Nu? Kan De se, jeg sp[å]de sandt?
Peer Gynt
.Slip[]! Slip[]! Her er knap[]t [p]lads for en!
Passageren
.Jeg svømmer med det venstre [b]en.
Jeg flyder, f[å]r jeg blot med [s]pidsen
af [f]ingren holde her i [r]idsen.
Men [a]propos om [l]iget –
Faksimile
203
Peer Gynt
.Ti!
Passageren
.Med [r]esten er det rent forbi –
Peer Gynt
.Hold [m]unden!
Passageren
.Ganske som De vil.
(Taushed.)
Peer Gynt
.Hvad godt?
Passageren
.Jeg tier.
Peer Gynt
.Satans [s]pil! –
Hvad g[]ør De?
Passageren
.Venter.
Peer Gynt
(river sig i [h] [å]ret).
Jeg blir gal! –
Hvad er De?
Passageren
(nikker).
Venlig!
Peer Gynt
.Vidre! Tal!
Faksimile
204
Passageren
.Hvad tror De? Ved De ingen anden,
som er mig lig?
Peer Gynt
.
[Å], jeg ved [f]anden –!
Passageren
(sagte).
Har han for Skik[] at tænde [l]ygten
p[å]
[l]ivsens [n]at[]vej g[]ennem [f]rygten?
Peer Gynt
.Se, se! N[å]r [s]agen grejdes ud,
s[å] er De vel et [l]ysets [b]ud?
Passageren
.Ven, – har De en
[g]ang blot hvert [h]alv[å]r
til[]bunds fornummet [a]ngstens [a]lvor?
Peer Gynt
.Ræd[] blir man jo, naar [f]aren truer; –
men Deres [o]rd er sat[] p[å]
[s]kruer –
Passageren
.Ja, har De blot en
[g]ang i [l]ivet
havt [s]ejren, som i [a]ngst er givet?
Peer Gynt
(ser p[å] ham).
Kom De at [å]bne mig en [d]ør,
s[å] var det dumt De ej kom før.
Det ligner ingenting at vælge
sin [t]id n[å]r [h]avet vil en svælge.
Faksimile
[209]
Passageren
.Var kanske [s]ejren mere trolig
i Deres [o]vnskrog, lun og rolig?
Peer Gynt
.Lad g[å]; – men Deres [s]nak[] var g[]ækkende.
Hvor kan De tro den virker vækkende?
Passageren
.Hvor jeg er fra, der g[]ælder [s]mil
i [h]øjde med pathetisk [s]til.
Peer Gynt
.Alt har sin [t]id; for [t]older sømmeligt,
som skrevet st[å]r, for [b]isp fordømmeligt.
Passageren
.Den [s]værm, som sov i [a]skens [u]rner,
g[å]r ej til[]
[h]verdags p[å]
[k]othurner.
Peer Gynt
.Vig fra mig, [s]kræmsel! Pak[] dig, [m]and!
Jeg vil ej dø! Jeg m[å] iland!
Passageren
.For den
[s]ags [s]kyld vær uforsagt; –
man dør ej midt i femte [a]kt.
(glider bort.)
Peer Gynt
.Der slap det ud af ham til[]sidst; –
han var en tr[å]kig [m]oralist.
[14.]
Faksimile
206
(Kirkeg[å]rd i en højtliggende [f]jeldbyg[]d).
(Ligfærd. Prest og
[a]lmue. Det sidste [s]almevers synges. Peer Gynt g[å]r
forbi udenfor p[å] [v]ejen.)
forbi udenfor p[å] [v]ejen.)
Peer Gynt
(ved [p]orten).
Her g[å]r nok en [l]andsmand al [k]
[]ødets [v]ej.
Gud ske [l]ov, at det ikke er mig.
(træder indenfor.)
Presten
(taler ved [g]raven).
Og nu, da [s]jælen stævner mod sin [d]om,
og [s]tøvet hviler lig en [b]ælgfrugt tom, –
nu, k[]ære [v]enner, taler vi et [o]rd
om denne [d]ødes [v]andring p[å] vor [j]ord.
Han var ej rig, og heller ej forstandig,
hans [r]øst var spag, hans [h]oldning var umandig,
sin [m]ening bar han vegt og uvisst frem,
og knap[]t han r[å]dig var i eget [h]jem;
i [k]irken tren han, som han vilde bede
om [l]ov til[], andre lig, at tage [s]æde.
Fra Gudbrandsdalen, ved I, var han kommen.
Da hid han flytted, var han fast en [g]ut; –
og visst I mindes, at til[] sidste [s]lut
man s[å] ham stødt med højre [h]
[å]nd i [l]ommen.
Den højre [h]
[å]nd i [l]ommen var det egne,
der præged [m]andens [b]illed i ens [s]ind, –
og dertil[] denne [v]ridning, den forlegne
[t]il[]bagetrukkethed, hvor han kom ind.
Men sk[]ønt han helst sin stille [v]ej gad slingre,
og sk[]ønt han blev en [f]remmed mellem os,
Faksimile
207
s[å] ved I visst, hans [d]ølgsm[å]lsstræv til[]trods, –
den [h]
[å]nd, han skjulte, bar kun fire [f]ingre. –
Jeg mindes godt for mange [h]errens [å]r
en [m]orgen; der blev holdt [s]ession p[å] Lunde.
Det var i [k]rigens [t]id. I alles [m]unde
var [l]andets [t]rængsler og dets [f]remtids [k]
[å]r.
Jeg var til[]stede. Midt for [b]ordet sad
[k]aptejnen mellem [l]ensmand og [s]ergenter;
og [g]ut for [g]ut blev m[å]lt p[å] alle [k]anter
og skreven ind og tagen til[]
[s]oldat.
Fuld [s]tuen var, og udenfor p[å]
[t]r[å]kken
lød højmælt [l]atter mellem [u]ngdomsflokken.
Da r[å]btes op[] et [n]avn. En ny kom frem,
en, der var bleg, som [s]ne p[å]
[b]ræens [b]ræm.
Han kaldtes nærmere; han n[å]ede [b]ordet; –
den højre [h]
[å]nd var hyllet i en [k]lud; –
han gisped, svælged, snapped efter [o]rdet, –
men fandt ej [m]æle, trods [k]aptejnens [b]ud.
Dog jo, til[]sidst; og da, med [b]rand p[å]
[k]indet,
med [t]ungen svigtende og atter rap[],
han mumled noget om en [s]igd, som glap
og skar i [v]
[å]de [f]ingren af til[]
[s]kindet.
Der blev i [s]tuen [s]til[]hed samme [s]tund.
Man skifted [ø]jekast; man trak p[å]
[m]und;
man stened [g]utten med de stumme [b]likke.
Han kjendte [h]ag[]len, men han s[å] den ikke.
Da stod [k]aptejnen op[], den gamle, gr[å]; –
han spytted, pegte ud og sagde: g[å]!
Og [g]utten gik. Man veg til[] begge [s]ider,
s[å] der i [m]idten blev en [s]pidsrodsgang; –
Faksimile
208
han vandt til[]dørs; der satte han p[å]
[s]prang; –
op[] bar det nu, – op[] g[]ennem [l]und og [l]ider,
op[] g[]ennem [r]øsen, styrtende og hældende.
Han havde hjemme borte mellem [f]jeldene. –
Et [h]alv[å]r efter var det hid han kom
med [m]oer og [s]pædebarn og [f]æstekvinde.
Han byg[]sled [j]ord etsteds p[å]
[h]ejen inde,
hvor [ø]demarken grænser op[] mod [
L
l
]omb.
Han gifted sig s[å] fort som g[]ørligt kun;
han tømred [h]us; han brød den h[å]rde [g]rund;
han kom ivej, hvad mangen [a]gerflæk[]
fortalte[,] der den bølged gul og k[]æk[]; –
ved [k]irken bar han højre [h]
[å]nd i [l]ommen, –
men hjemme tror jeg nok de [f]ingre ni
fik trælle fuldt s[å] s[å]rt, som andres ti. –
En [v]
[å]r blev alting revet bort af [f]lommen.
De slap derfra med [l]ivet. Arm og nøgen
han tog p[å]
[r]yd[]ningsværket fat[] p[å]ny,
og inden [h]østen kom, steg atter [r]øgen
ifra en [f]jeldg[å]rd, lagt i bedre [l]y.
I [l]y? For [f]lommen, ja, – men ej for [b]ræen;
to [å]r derefter l[å] den under [s]neen.
Dog, [m]andens [m]od fik [s]kreden ikke krøget.
Han grov, han rensed, førsled, rydded [g]rus, –
og før den næste [v]intersne var føget,
stod rejst for tredje [g]ang hans ringe [h]us.
Tre [s]ønner havde han, tre raske [g]utter;
i [s]kole skulde de, og did var langt; –
det gjaldt at n[å], hvor [b]yg[]devejen slutter,
ig[]ennem [s]karet, styrtende og trangt.
Faksimile
209
Hvad gjorde han? Den ældste fik sig sk[]øtte
som bedst, og der, hvor [s]tien faldt for styg[],
slog [m]anden [t]oug om ham til[]
[t]ag og [s]tøtte; –
de andre bar han frem p[å]
[a]rm og [r]yg[].
S[å] sled han [å]r for [å]r; og de blev [m]ænd.
Her var vel [s]k[]æl at kræve ligt ig[]en.
Tre [v]elstandsherrer i den nye [v]erden
har glemt sin norske [f]aer og [s]kolefærden.
Han var en kortsynt [m]and. Udover [r]ingen
af dem, ham nærmest stod, han intet s[å].
For ham lød meningsløst, som [b]jælders [k]lingen,
de [o]rd, der malmfuldt skulde [h]jerter n[å].
Folk, [f]ædreland, det lysende, det høje,
stod stedse slørt af [t]
[å]ger for hans [ø]je.
Men han var ydmyg, ydmyg, denne [m]and;
og fra [s]essionens [d]ag han bar p[å]
[d]ommen,
s[å] visst, som han p[å]
[k]ind bar [b]lygsels [b]rand
og sine fire [f]ingre g[]emt i [l]ommen. –
En [b]rot[]sling imod [l]andets [l]ov? Ja vel!
Men der er et, som lyser over [l]oven,
s[å] visst, som [
G
g
]littertindens blanke [t]jeld
har [s]ky med højre [t]inderad foroven.
Slet[]
[b]orger var han. Og for [s]tat som [k]irke
et gagnløst [t]ræ. Men hist p[å]
[h]ejens [h]vælv,
i [s]lægtens [s]nevring, hvor han s[å] sit [v]irke,
der var han stor, fordi han var sig selv.
Den [k]lang, han skabtes med, den blev sig lig.
Hans [f]ærd var [l]angspil under [s]p[å]nens [d]æmper.
Og derfor [f]red med dig, du stille [k]
[]æmper,
som stred og faldt i [b]ondens lille [k]rig!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
14
Faksimile
210
Vi vil ej granske [h]jerter eller [n]yrer; –
det er ej [h]verv for [s]tøv, men for dets [s]tyrer; –
dog fri og fast det [h]
[å]b jeg taler ud:
den [m]and st[å]r knap[]t som [k]røbling for sin [
G
g
]ud!
(Følget skilles ad og g[å]r. Peer Gynt bliver alene til[]bage.)
Peer Gynt
.Se det, det kalder jeg [k]ristendom!
Slet[] intet, som greb ens [s]ind uhyggeligt. –
Ja, [e]mnet, at være sig selv uryggeligt, –
hvad [p]restens [p]ræken drejed sig om, –
er ogs[å] i og for sig op[]byggeligt.
(ser ned i [g]raven.)
Var det kanske ham, som hug[] sig i [k]nogen
den [d]ag jeg l[å] p[å]
[s]torhuggst i [s]kogen?
Hvem ved? Hvis ikke jeg stod med min [s]tav
p[å]
[r]anden af denne [å]ndsfrændes [g]rav,
s[å] kunde jeg tro det var mig, der sov
og sanddrømt hørte min [p]ris og [l]ov. –
Det er rigtig en vakker kristelig [s]kik[]
at kaste et s[å]kaldt [e]rindringsblik
velvilligt over den henfarnes [d]age.
Jeg har intet imod, min [d]om at tage
af denne værdige [s]ogneprest.
N[å], der er sagtens en [s]tund til[]bage,
før [g]raveren kommer og beer mig til[]
[g]
[]æst; –
og, som [s]kriften siger: bedst er dog bedst, –
og iligem[å]de: den [t]id den [s]org, –
endvidre: tag ikke din [l]igfærd p[å]
[b]org. –
Ja, [k]irken blir dog den sande [t]røster.
Jeg har ikke skattet den synderligt før; –
Faksimile
211
nu k[]ender jeg dog, hvor godt det g[]ør,
at høre forsikkret af kyndige [r]øster:
slig[,] som du s[å]
[]r, du engang høster. –
Sig selv skal en være; om sig og sit
skal en kære sig b[å]de i stort og i lidt.
G[å]r [l]ykken imod, s[å] har en dog [æ]ren
af sit [l]evnets [f]ørsel i [s]amklang med [l]æren. –
Nu hjemad! Lad [v]ejen falde brat[] og trang;
lad [s]k[]æbnen længe nok te sig spydig; –
gamle Peer Gynt g[å]r sin egen [g]ang
og blir den han er; fattig men dydig.
(han g[å]r.)
(Bakke med et udtørret [e]lveleje. En sammenstyrtet [k]værn ved [e]lven[;]
[g]runden op[]reven; [ø]delæggelse rundt om. Højere oppe en stor [g] [å]rd.)
[g]runden op[]reven; [ø]delæggelse rundt om. Højere oppe en stor [g] [å]rd.)
(Oppe ved [g]
[å]rden holdes [a]uktion. >Megen [a]lmue samlet. Drik[] og [s]tøj.
Peer Gynt sidder nede p[å] en [g]rushoug p[å] [k]værnetomten.)
Peer Gynt sidder nede p[å] en [g]rushoug p[å] [k]værnetomten.)
Peer Gynt
.Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind, det er lige trangt. –
Tiden tærer og [e]lven sk[]ær.
G[å] udenom, sa'e Bøjgen; – en f[å]r s[å] her.
En sørgeklædt [m]and
.Nu er der bare [s]krammel ig[]en.
(faar [ø]je p[å] Peer Gynt.)
Er her [f]remmedfolk og? Gud signe, go'e [v]en!
Peer Gynt
.Godt [m]øde! Her er rigtig lystigt idag.
Er her [b]arselgilde eller [b]ryllupslag?
14*
Faksimile
212
Den sørgeklædte
.Jeg vil heller kalde det [h]jemkommerøl; –
[b]ruden ligger i et [o]rmebøl.
Peer Gynt
.Og [o]rme rives om [t]revler og [k]lude.
Den sørgeklædte
.Det er [e]nden p[å]
[v]isen; s[å] er den ude.
Peer Gynt
.Alle [v]iser har samme [s]lut;
og alle er de gamle; jeg kunde dem som [g]ut.
En tyve[å]rig
(med en [s]tøbeske).
Her skal I se, hvad [s]tas jeg har k[]øbt!
I den har Peer Gynt sine [s]ølvknapper støbt.
En anden
.Men jeg da! En [s]killing for [p]engesk[]æppen!
En tredje
.Ingen bedre? Halvfemte for [k]ramkarl-[s]kræppen!
Peer Gynt
.Peer Gynt? Hvem var han?
Den sørgeklædte
.Jeg bare ved,
han var Svoger til[] Døden og til[] Aslak [s]med.
En graaklædt [m]and
.Du glemmer jo mig! Er du fuld og yr?
Den sørgeklædte
.Du glemmer, p[å] Hæg[]stad var en [s]tabburdør.
Faksimile
213
Den gr[å]klædte
.Ja, sandt; men du var nu aldrig kræsen.
Den sørgeklædte
.Bare hun ikke taer [d]øden ved [n]æsen –
Den gr[å]klædte
.Kom, [s]voger! En [d]ram, for [s]vogerskabs [s]kyld!
Den sørgeklædte
.Fanden være [s]voger! Du væver i [f]yld –
Den gr[å]klædte
.
[Å], [s]ludder; [b]lodet er aldrig s[å] tyndt,
en k[]ender sig altid i [s]lægt med Peer Gynt.
(trækker afsted med ham.)
Peer Gynt
(sagte).
En træffer nok [k]
[]endinger.
En [g]ut
(r[å]ber efter den sørgeklædte).
Salig [m]oer
kommer efter dig, Aslak, hvis du [s]vælget fugter.
Peer Gynt
(rejser sig).
Her g[]ælder nok ikke [a]gronomernes [o]rd:
jo mere en roder, des bedre det lugter.
En [g]ut
(med et [b]jørneskind).
Se [k]atten p[å] Dovre! Ja, bare [f]ellen.
Det var den, som jog [t]roldet p[å]
[j]ulekvelden.
Faksimile
214
En anden
(med en [r]ensdyrskalle).
Her er den g[]ilde [r]enbuk[], som bar
Peer Gynt ved G[]endin over [e]g[
g
] og [s]kar.
En tredje
(med en [h]ammer, r[å]ber til[] den sørgeklædte).
Hej, du Aslak, k[]ender du [s]læggen?
Var det den, du brugte, da [f]anden brød [v]æggen?
En fjerde
(tomhændet).
Mads Moen, her er [u]synlighedskuften!
Med den fløj Peer Gynt og Ingrid i [l]uften.
Peer Gynt
.Brændevin, [g]utter! Jeg k[]ender mig gammel; –
jeg vil holde [a]uktion over [s]krab og [s]krammel!
En [g]ut
.Hvad har du at sælge?
Peer Gynt
.Jeg har et [s]lot; –
det ligger i [
R
r
]onden; det er muret godt.
Gutten
.En [k]nap[] er buden!
Peer Gynt
.Du f[å]r g[å] til[] en [d]ram.
At byde mindre, var [s]ynd og [s]kam.
En anden
.Han er lystig, [g]amlen!
(Flokken stimler om ham.)
Faksimile
215
Peer Gynt
(r[å]ber):
Grane, min [h]est; –
hvem byder?
En i [h]oben
.Hvor g[å]r han?
Peer Gynt
.Langt i [v]est!
Mod [n]edgangen, [g]utter! Den [t]raver kan flyve
s[å] fort, s[å] fort, som Peer Gynt kunde lyve.
Stemmer
.Hvad mere har du?
Peer Gynt
.B[å]de [g]uld og [s]krab!
Det er k[]øbt med [f]orlis; det sælges med [t]ab.
En [g]ut
.R[å]b op[]!
Peer Gynt
.En [d]røm om en [s]pændebog!
Den kan I f[å] for en [h]ægtekrog.
Gutten
.Fanden med [d]rømme!
Peer Gynt
.Mit [k]ejserdom!
Jeg kaster det i [f]lokken; I kan gramse derom!
Gutten
.Følger [k]ronen med?
Faksimile
216
Peer Gynt
.Af det dejligste [s]tr[å].
Den vil passe den første, som sætter den p[å].
Hej, her er mer! Et vindlagt [æ]g[]!
En [g]almands [g]r[å]h[å]r! Profetens [s]k[]æg[]!
Alt skal han f[å], som viser mig p[å]
[h]ejen
[s]tolpen med [p]
[å]skrift: her g[å]r [v]ejen!
Lensmanden
(som er kommen til[]).
Du bærer dig ad, min [m]and, s[å] næsten
jeg tror din [v]ej g[å]r bent i [a]rresten.
Peer Gynt
(med [h]atten i [h] [å]nden).
Vel troligt. Men sig mig, hvem var Peer Gynt?
Lensmanden
.Hvad [s]ludder –
Peer Gynt
.Med [f]orlov! Jeg beer s[å] tyndt –!
Lensmanden
.
[Å], der siges, han var en vederstyggelig [d]igter –
Peer Gynt
.En [d]igter –?
Lensmanden
.Ja, – alt, som var stærkt og stort,
det digted han ihob, at han havde gjort.
Men undskyld, [v]en, – jeg har andre [p]ligter –
(g[å]r.)
Peer Gynt
.Og hvor er han nu, den mærkelige [m]and?
Faksimile
217
En aldrende
.Han fo[]r over [h]avet til[] et fremmed [l]and;
der gik det ham ilde, som en vel kunde tænkt; –
nu er han for mange [å]r siden hængt.
Peer Gynt
.Hængt? Se, se! Det var det, jeg vidste;
salig Peer Gynt blev sig selv til[] det sidste.
(hilser.)
Farvel, – og mangfoldig [t]ak[] for idag!
(g[å]r nogle [s]kridt, men standser ig[]en.)
I glade [g]utter, I væne [k]vinder, –
vil I høre en [s]krøne til[]
[v]ederlag?
Flere
.Ja, kan du nogen?
Peer Gynt
.Der er intet til[]
[h]inder. –
(kommer nærmere; der glider ligesom en fremmed [m]ine over ham.)
I San Franzisco jeg grov efter [g]uld.
Hele [b]yen var af [g]
[]øglere fuld.
En kunde gnide p[å]
[f]iol med [t]æerne;
en anden kunde danse spansk [h]alling p[å]
[k]næerne;
en tredje, hørte jeg, gjorde [v]ers
mens hans [h]jerneskal blev boret ig[]ennem p[å]tvers.
Til[]
[g]
[]øgler-[s]tævnet kom ogs[å]
[f]anden; –
vilde prøve sin [l]ykke, som s[å] mangen anden.
Hans [f]ag var det: p[å] en skuffende [v]is
at kunne grynte som en virkelig [g]ris.
Hans [p]ersonlighed trak, sk[]ønt han ej var k[]endt.
Huset var fuldt og [f]orventningen spændt.
Faksimile
218
Frem tr[å]dte han i [k]appe med svajende [f]liger;
man muss sich drapp[]eren, som [
T
t
]ydskeren siger.
Men ind under [k]appen, – hvad ingen vidste, –
havde han forst[å]et en [g]ris at liste.
Og nu begyndte da [p]ræstationen.
Fanden, han kneb; og [g]risen gav [t]onen.
Det hele blev holdt som en [f]antasi
over [g]rise-[t]il[]værelsen, bunden og fri; –
til[]
[s]lutning et [h]vin, som ved [s]lagterens [s]tik[]; –
hvorp[å]
[k]unstneren bukked ærbødigt, og gik. –
Emnet blev af [f]agmænd drøftet og dømt;
[s]temningen blev b[å]de lastet og berømt; –
nogle fandt [r]østens [u]dtryk[] for tyndt;
andre fandt [d]ødsskriget altfor studeret; –
men alle var enige om: qva [g]rynt
var [p]ræstationen yderst outreret. –
Se, det fik [f]anden fordi han var dum
og ikke beregned sit [p]ublikum.
(han hilser og g[å]r. Der falder en usikker [s]til[]hed over [m]ængden.)
(Pinseaften. – Inde p[å]
[s]torskogen. Længere borte, p[å] en [r]yd[]ningsplads,
en [h]ytte med [r]ensdyrhorn over [d]ørgavlen.)
en [h]ytte med [r]ensdyrhorn over [d]ørgavlen.)
(Peer Gynt kryber i [h]oltet og sanker [j]ordløg.)
Peer Gynt
.Dette her er et [s]tandpunkt. Hvor er det næste? –
Alt skal en prøve, og vælge det bedste.
Jeg har s[å] gjort, – oppe fra Cæsar
og nedover lige til[] Nebukadnezar.
S[å] skulde jeg dog g[]ennem [b]ibelhistorien. –
Den gamle [g]utten fik ty til[] sin [m]oer ig[]en.
Faksimile
219
Der st[å]r jo ogs[å]: af [j]ord est du kommen. –
Hvad det g[]ælder i [l]ivet, er at fylde [v]ommen.
Fylde den med [j]ordløg? Det lidet moner; –
jeg vil være listig og sætte [d]oner.
Her er [v]and i [b]ækken; jeg skal ikke tørste,
og f[å]r dog mellem [v]ilddyr regnes for den første.
N[å]r jeg engang skal dø, – hvad sagtens vil ske, –
s[å] kryber jeg under et vindfældt [t]ræ;
som [b]amsen en [l]øvhoug jeg over mig kaver
og risper i [b]arken med store [b]ogstaver:
Her hviler Peer Gynt, den skikkelige [f]yr,
[k]ejser over alle de andre [d]yr. –
Kejser?
(ler indvendig.)
Du gamle [s]p[å]mands-[g]
[]øg!
Du er ingen [k]ejser; du er en [l]øg.
Nu vil jeg skalle dig, k[]ære min Peer!
Det hjælper ikke enten du tuder eller beer.
(tager en [l]øg og plukker [s]vøb for [s]vøb af.)
Der ligger det ydre forrevne [l]ag;
det er [h]avsnødsmanden p[å]
[j]ollens [v]rag.
Her er [p]assager-[s]vøbet[,] skralt og tyndt; –
har dog i [s]magen en [s]nev af Peer Gynt.
Indenfor her har vi [g]uldgraver-jeget;
Saften er væk, – om det nogen har ejet.
Dette [g]rovskind her med den h[å]rde [f]lig,
det er [p]elsværksjægren ved Hudsons-[v]ik.
Det indenfor ligner en [k]rone; – ja [t]ak[]!
Det kaster vi væk uden vidre [s]nak[].
Her er [o]ldtidsgranskeren, kort, men kraftig.
Faksimile
220
Og her er [p]rofeten, færsk og saftig.
Han stinker, som skrevet st[å]r, af [l]øgne,
s[å] en ærlig [m]and kan f[å]
[v]and i [ø]jne.
Dette [s]vøbet, som rulles blødagtigt sammen,
det er [h]erren, der leved i [f]ryd og [g]ammen.
Det næste tykkes sygt. Det har svarte [s]treger; –
svart kan ligne b[å]de [p]rest og [n]eger.
(plukker flere p[å] engang.)
Det var en ustyrtelig [m]ængde [l]ag!
Kommer ikke [k]
[]ærnen snart for en [d]ag?
(plukker hele [l]øgen op[].)
Nej-Gud om den g[]ør! Til[] det inderste indre
er altsammen [l]ag, – bare mindre og mindre. –
Naturen er vittig!
(kaster [r]esterne fra sig.)
Fanden maatte gruble!
G[å]r en i [t]anker, kan en let[]vindt snuble.
N[å], jeg kan forresten ad [f]aren flire; –
for jeg ligger bundfast p[å] alle fire.
(klø[]r sig i [n]akken.)
Underligt [s]tel[], det hele [r]øre!
Livet, som det kaldes, har en [r]æv bag [ø]re.
Men griber en til[], sætter [
M
m
]ikkel p[å]
[s]pring,
og en fanger noget andet – eller ingenting.
(han er kommen i [n]ærheden af [h]ytten, f[å]r [ø]je p[å] den og studser:)
Denne [s]tuen? P[å]
[m]oen –! H[å]!
(gnider [ø]jnene.)
Det er plent,
som jeg engang skulde det [b]yg[]værk k[]endt. –
Rensdyrskallen, som spriker over [g]avlen – –!
En [h]avfrue, skabt som en [f]isk fra [n]avlen –!
Faksimile
221
Løgn! Ingen [h]avfrue! – Nagler, – [p]lanker, –
L[å]s, som lukker for [n]issebuk[]-[t]anker –!
Solvejg
(synger i [s]tuen).
Nu er her stellet til[] Pinsekveld.
K[]ære [g]utten min, langt borte, –
kommer du vel?
Har du tungt at hente,
s[å] und dig [f]rist; –
jeg skal nok vente;
jeg lovte s[å] sidst.
Peer Gynt
(rejser sig stille og dødbleg).
En, som har husket, – og en, som har glemt.
En, som har mistet, – og en, som har g[]emt. –
O, [a]lvor! – [o]g aldrig kan det leges om!
O, [a]ngst! – Her var mit [k]ejserdom!
(løber ind over [s]kogstien.)
(Nat[]. – Furumo. En [s]kogbrand har hærget. Forkullede [t]ræstammer
milevidt indover. Hvide [t] [å]ger hist og her over [s]kogbunden.)
milevidt indover. Hvide [t] [å]ger hist og her over [s]kogbunden.)
(Peer Gynt løber over [m]oen.)
Peer Gynt
.Aske, [s]kodde, [s]tøv for [v]inden, –
her er nok at bygge af!
Stank og [r]
[å]ddenskab for[
]inden;
alt ihob en kalket [g]rav.
Digt og [d]røm og dødfødt [v]iden
lægger [f]od om [p]yramiden;
over den skal [v]ærket højne
Faksimile
222
sig med [t]rappetrin af [l]øgne.
Flugt for [a]lvor, [s]ky for [a]nger,
som et [s]kilt p[å]
[t]oppen pranger,
fylder [d]omsbasunen med sit:
Petrus Gyntus Cæsar fecit!
(lytter.)
Hvad for [g]r[å]d af [b]arnerøster?
Gr[å]d, men halvt p[å]
[v]ej til[]
[s]ang. –
Og for [f]oden triller [n]øster –!
(sparker.)
Væk! I g[]ør mig [s]tien trang!
Nøsterne
(p[å] [j]orden).
Vi er [t]anker;
du skulde tænkt os; –
[p]usselanker
du skulde sk[]ænkt os!
Peer Gynt
(g[å]r udenom).
Livet har jeg sk[]ænkt til[]
en: –
det blev [f]usk og sk[]æve [b]en!
Nøsterne
.Til[]vejrs vi skulde
som skakende [r]øster, –
og her m[å] vi rulle
som [g]r[å]garns-[n]øster.
Peer Gynt
(snubler).
Nøste! Dit fordømte [d]rog!
Spænder du for [f]aer din [k]rog?
(flygter.)
Faksimile
223
Vis[]ne [b]lade
(flyver for [v]inden).
Vi er et [l]øsen;
du skulde stillet os!
Se, hvor [d]øsen
har ynkeligt pillet os.
Ormen har ædt os
i alle [b]ugter;
vi fik aldrig spredt os
som [k]rans om [f]rugter.
Peer Gynt
.F[å]fængt var dog ej jer [f]ødsel; –
læg[] jer stil[]t og tjen til[]
[g]
[]ødsel.
Susning i [l]uften
.Vi er [s]ange;
du skulde sunget os! –
Tusende [g]ange
har du kuget og tvunget os.
I din [h]jertegrube
har vi ligget og ventet; –
vi blev aldrig hentet.
Gift i din [s]trube!
Peer Gynt
.Gift i dig, dit dumme [s]tev!
Fik jeg [t]id til[]
[v]ers og [v]æv?
(skyder [s]narvej.)
Dug[
g
]dr[
å
å
]ber
(drysser fra [g]renene).
Vi er [t]
[å]rer,
der ej blev fældte.
Faksimile
224
Isbrod[], som s[å]rer,
kunde vi smelte.
Nu sidder [b]rodden
i [b]ringen lodden; –
[s]
[å]ret er lukket;
vor [m]agt er slukket.
Peer Gynt
.Tak[]; – jeg græd i Rondesvalen, –
fik dog lige fuldt p[å]
[h]alen!
Brækkede [s]tr[å]
.Vi er [v]ærker;
du skulde øvet os!
Tvivl, som kværker,
har krøblet og kløvet os.
P[å] yderste [d]agen
vi kommer i [f]lok
og melder [s]agen, –
s[å] f[å]r du nok!
Peer Gynt
.Kjæltringstreger! Tør I skrive
mig til[]bogs det negative?
(haster afsted.)
[Å]ses [s]temme
(langt borte).
Tvi, for en [s]kydsgut!
Hu, du har væltet mig!
Sne faldt her nys, [g]ut; –
styg[]t har den æltet mig. –
Galt har du k[]ørt mig.
Faksimile
225
Peer, hvor er [s]lottet?
Fanden har forført dig
med [k]
[]æppen i [k]ottet!
Peer Gynt
.Bedst, en [s]takkar væk sig skynder.
Skal en bære [f]andens [s]ynder,
m[å] en snart i [b]akken segne; –
de er tunge nok, ens egne.
(løber.)
(Et andet [s]trøg p[å]
[m]oen.)
Peer Gynt
(synger).
En [g]raver! En [g]raver! Hvor er I, [h]unde?
En [s]ang af brægende [k]lokkermunde;
om [h]atteskyggen en [s]ørgeflig; –
jeg har mange døde; jeg skal følge [l]ig!
(Knappestøberen med [r]edskabskiste og en stor [s]tøbeske kommer fra en
[s]idevej.)
[s]idevej.)
Knappestøberen
.Godt [m]øde, [g]ubbe!
Peer Gynt
.God [k]veld, min [v]en!
Knappestøberen
.Karlen har [h]astværk. Hvor skal han hen?
Peer Gynt
.Til[]
[g]ravøl.
Knappestøberen
.Ja s[å]? Lidt skralt jeg ser; –
med [f]orlov, – du heder vel ikke Peer?
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
15
Faksimile
226
Peer Gynt
.Peer Gynt, som man siger.
Knappestøberen
.Det kalder jeg [h]eld!
Det er net[]op[] Peer Gynt, jeg skal hente ikveld.
Peer Gynt
.Skal du det? Hvad vil du?
Knappestøberen
.Her kan du se;
jeg er [k]nappestøber. Du skal i min [s]ke.
Peer Gynt
.Hvad skal jeg i den?
Knappestøberen
.Du skal smeltes om.
Peer Gynt
.Smeltes?
Knappestøberen
.Her er den, skuret og tom.
Din [g]rav er gravet, din [k]iste bestil[]t.
I [s]krotten skal [o]rmene leve g[]ildt; –
men jeg har [o]rdre til[], uden [d]vælen
p[å]
[
M
m
]esters [v]egne at hente [s]jælen.
Peer Gynt
.Ug[]ørligt! S[å]dan foruden [v]arsel –!
Knappestøberen
.Det er gammel [v]edtægt ved [g]ravøl og [b]arsel
i [s]til[]hed at vælge [d]agen til[]
[f]esten,
uden ringeste [v]arsel for [h]ædersg[]æsten.
Faksimile
227
Peer Gynt
.Ja, rigtig. Det rundt i min [h]jerne løber.
Du er jo –?
Knappestøberen
.Det hørte du; – [k]nappestøber.
Peer Gynt
.Forst[å]r! K[]ært [b]arn har mange [n]avne.
Ja s[å] da, Peer; det er der, du skal havne!
Men dette, go'e [k]arl, er uredelig [f]ærd!
Jeg ved, jeg er mildere [m]edfart værd; –
jeg er ikke s[å] gal, som I kanske tror, –
har øvet adskilligt godt her p[å]
[j]ord; –
i værste [f]ald kan jeg kaldes en [f]lynder, –
men slet[]ikke nogen særdeles [s]ynder.
Knappestøberen
.Nej, det er jo nettop[]
[k]nuden, [m]and;
du er ingen [s]ynder i højere [f]orstand;
se, derfor slipper du [p]insels-[v]een,
og kommer, som andre, i [s]tøbeskeen.
Peer Gynt
.Kald det, hvad du vil, – [s]ke eller [p]øl;
[m]ung[å]t og [b]jor er beggeto [ø]l.
Vig, Satan!
Knappestøberen
.Du er da vel aldrig s[å] grov
at tænke, jeg traver p[å] en [h]estehov?
Peer Gynt
.P[å]
[h]estehov eller [r]æveklør, –
pak[] dig; og pas[] dig for hvad du g[]ør!
15*
Faksimile
228
Knappestøberen
.Min [v]en, du er i en stor [v]ildfarelse.
Begge har vi [h]ast, og til[]
[t]idsbesparelse
skal jeg forklare dig [s]agens [g]rund.
Du er, som jeg har af din egen [m]und,
ikke nogen s[å]kaldt storartet [s]ynder, –
ja, knap[]t en middels –
Peer Gynt
.Se, se; du begynder
at snakke rimeligt –
Knappestøberen
.Vent nu lidt; –
men at kalde dig dydig, vilde g[å] for vidt –
Peer Gynt
.Det g[]ør jeg jo heller ikke [f]ordring p[å].
Knappestøberen
.Alts[å] midt imellem, og s[å] som s[å].
En [s]ynder af det rigtig storladne [s]lags
træffes ikke langs [a]lfarvej nutil[]dags;
der skal mere til[], end at traske i [d]ynd;
der kræves b[å]de [k]raft og [a]lvor til[] en [s]ynd.
Peer Gynt
.Ja, det er s'gu rigtigt, hvad du der bemærker;
en skal buse p[å], som de gamle [b]ersærker.
Knappestøberen
.Du derimod, [v]en, du tog [s]ynden let[].
Peer Gynt
.Bare udenp[å], [v]en, som et [s]øleskvæt[].
Faksimile
229
Knappestøberen
.Nu blir vi enige. Svovelpølen
er ikke for jer, der plasked i [s]ølen –
Peer Gynt
.Og følgelig, [v]en, kan jeg g[å], som jeg kom?
Knappestøberen
.Nej, følgelig, [v]en, skal du smeltes om.
Peer Gynt
.Hvad er det for [k]neb I har fundet p[å]
herhjemme, mens jeg i [u]dlandet l[å]?
Knappestøberen
.Skikken er gammel som [
S
s
]langens [s]kabelse,
og beregnet p[å] at hindre [v]ærdifortabelse.
Du k[]ender jo [h]
[å]ndværket, – ved vel, at tidt
kan en [s]tøbning arte sig, rent ud sagt, skidt;
stundom blir [k]napperne hæmpeløse.
Hvad gjorde s[å] du?
Peer Gynt
.Jeg slang [s]krabet væk.
Knappestøberen
.Ja vel; Jon Gynt havde [o]rd for at sløse
s[å]længe han [å]tte i [s]k[]æppe og [s]æk[].
Men, [
M
m
]ester, ser du, er sparsom, han;
og derfor blir han en holden [m]and.
Han slænger ikke væk, som rent udugeligt,
hvad der som [r]
[å]stof[] kan blive brugeligt.
Du var nu ætlet til[] en blinkende [k]nap[]
p[å]
[v]erdensvesten; men [h]æmpen glap;
Faksimile
230
og derfor skal du i [v]raggods-[k]assen,
for, som det heder, at g[å] over i [m]assen.
Peer Gynt
.Du mener da vel aldrig, at f[å] mig gydt,
sammen med Peer og P[å]l, til[] noget nyt?
Knappestøberen
.Jo, s[å] min [s]æl mener jeg s[å].
Det har vi gjort med ikke s[å] f[å].
P[å] Kongsberg g[]ør de det samme med [p]enge,
hvis [p]ræg er slidt ved at rulle for længe.
Peer Gynt
.Men dette er jo liderligt [g]nieri!
K[]ære min [v]en, lad mig slippe fri; –
en hæmpeløs [k]nap[], en blankslidt [s]killing, –
hvad er det for en [m]and i din [
M
m
]esters [s]tilling?
Knappestøberen
.
[Å], s[å]som og eftersom [å]nden er i en,
s[å] har en jo altid [m]etalværdien.
Peer Gynt
.Nej, siger jeg! Nej! Med [t]ænder og [k]lør
g[]ør jeg [m]odstand mod dette! Alt andet før!
Knappestøberen
.Men hvilket andet? Vær dog fornuftig.
For [h]imlen er du ikke til[]strækkeligt luftig –
Peer Gynt
.Jeg er nøjsom; jeg sigter ikke s[å] højt; –
men af [s]elvet slipper jeg ikke en [d]øjt.
Lad mig dømmes p[å] gammeldags [v]is efter [l]oven!
Faksimile
231
Sæt[] mig en tidlang hos ham med [h]oven; –
et hundrede [å]r, om galt skal være;
se, det er noget, en sagtens kan bære;
thi [p]inen er jo dog kun moralsk,
og alts[å] vel ikke s[å] pyramidalsk.
Det er en [o]vergang, som skrevet st[å]r,
og som [r]æven sagde; – man venter; der sl[å]r
en [f]orløsningens [s]tund; man træder til[]bage,
og h[å]ber imidlertid p[å] bedre [d]age. –
Men dette andet, – at skulle g[å] op[]
som et [f]nug i en [u]vedkommendes [k]rop[], –
dette [s]tøbeske-[v]æsen, dette gyntske [o]p[]hør, –
det sætter min inderste [s]jæl i [o]p[]rør!
Knappestøberen
.Men, k[]ære Peer, det trænges dog ej
for [s]m[å]ting at tage s[å] voldsomt p[å]
[v]ej.
Dig selv har du aldrig været før; –
hvad skiller det s[å], om til[]gavns du dør?
Peer Gynt
.Har jeg ikke været –? Jeg m[å] næsten le!
Peer Gynt har været noget andet, skal vi se!
Nej, [k]nappestøber, du dømmer iblinde.
Kunde du syne mig i [n]yrerne inde,
s[å] vilde du træffe bare Peer og Peer,
og ikke noget andet og heller ikke mer.
Knappestøberen
.Det er ikke muligt. Her har jeg min [o]rdre.
Se, her st[å]r skrevet: Peer Gynt skal du fordre.
Han har budt sit [l]ivs [b]estemmelse [t]rods.
I [s]tøbeskeen med ham som mislykket [g]ods.
Faksimile
232
Peer Gynt
.Hvilket [v]
[å]s! Der m[å] menes en anden [p]erson.
St[å]r der virkelig Peer? Ikke Rasmus eller Jon?
Knappestøberen
.Dem har jeg smeltet for længe siden.
Kom s[å] med det gode, og spild ikke [t]iden!
Peer Gynt
.Nej, om jeg g[]ør! Jo, det var pent,
om det viste sig imorgen at en anden var ment.
Du f[å]r tage dig ivare, min gode [m]and!
Husk p[å] det [a]nsvar, som følge kan –
Knappestøberen
.Jeg har skriftligt for mig –
Peer Gynt
.Men und mig dog [f]rist!
Knappestøberen
.Hvad vil du med den?
Peer Gynt
.Jeg vil f[å] bevist
at jeg var mig selv g[]ennem hele [l]ivet;
og derom er det jo dog vi har kivet.
Knappestøberen
.Bevist? Med hvad?
Peer Gynt
.Med [v]idner og [a]ttester.
Knappestøberen
.Jeg er s[å]re ræd[], de blir vraget af [
M
m
]ester.
Faksimile
233
Peer Gynt
.Umuligt! Forøvrigt, den [t]id, den [s]org!
K[]ære [m]and, lad mig l[å]ne mig selv p[å]
[b]org;
jeg er snart her ig[]en. Kun engang man fødes;
og sig selv, som man skabtes, holder man p[å].
Ja; er vi s[å] enige?
Knappestøberen
.N[å] da, lad g[å].
Men husk, ved næste [k]orsvej vi mødes.
(Peer Gynt løber.)
(Længere borte p[å]
[m]oen.)
Peer Gynt
(i fuld [f]art).
Tid er [p]enge, som skrevet st[å]r.
Den, som nu vidste, hvor [k]orsvejen g[å]r; –
kanske er den nær, og kanske fjern.
Jorden brænder mig som gloende [j]ern.
Et [v]idne! Et [v]idne! Hvor finder jeg nogen?
Det er næsten utænkeligt her p[å]
[s]kogen.
Verden er [f]uskværk! Stellet er slet[],
n[å]r en [m]and skal bevise sin soleklare [r]et[]!
(En gammel kroget [g]ubbe med [s]tav i [h]
[å]nden og [p]ose p[å]
[n]akken
trasker foran ham.)
trasker foran ham.)
Gubben
(standser).
K[]ære, vakkre, – en [s]killing til[] en husvild [k]al[
l
]!
Peer Gynt
.Undskyld; jeg har ikke [s]killemynt ved [h]
[å]nden –
Faksimile
234
Gubben
.Prins Peer! [Å] nej; s[å] vi træffes skal –?
Peer Gynt
.Hvem er du?
Gubben
.Han minds ikke [g]amlen i Ronden?
Peer Gynt
.Du er da vel aldrig –?
Gubben
.Dovregubben, Faer!
Peer Gynt
.Dovregubben? Virkelig? Dovregubben! Svar!
Dovregubben
.
[Å], jeg er kommen s[å] rent p[å]
[k]næerne –!
Peer Gynt
.Ødelagt?
Dovregubben
.Plyndret for [r]ub[] og [s]tub[].
Her traver jeg p[å]
[f]antestien, sulten som en [s]krub[].
Peer Gynt
.Hurra! Sligt [v]idne vo[ks]er ikke p[å]
[t]ræerne!
Dovregubben
.Herr [p]rinsen er ogs[å] bleven gr[å] siden sidst.
Peer Gynt
.K[]ære [s]vigerfaer, [å]rene gnager og tærer.
N[å]; [s]treg over alle private [a]ffærer, –
Faksimile
235
og, for alting, ingen [f]amiljetvist.
Jeg var dengang en [g]alning –
Dovregubben
.
[Å] ja; [å] ja; –
[p]rinsen var ung. Og hvad g[]ør en ikke da?
Men klog var [p]rinsen, at han vraged sin [b]rud;
dermed har han spart sig b[å]de [h]armen og [s]kammen;
for siden er hun s[å] rent skejet ud –
Peer Gynt
.Se, se!
Dovregubben
.Hun gik nu for koldt [v]and og [l]ud;
og tænk, – nu er hun og Trond flyttet sammen.
Peer Gynt
.Hvilken Trond?
Dovregubben
.Han i Valfjeldet.
Peer Gynt
.Han? Aha;
det var ham, jeg lokked [s]æterjenterne fra.
Dovregubben
.Men [d]attersøn er bleven b[å]de fed og stor,
og har g[]ilde [b]ørn over hele [l]andet –
Peer Gynt
.Ja, k[]ære [m]and, spar de mange [o]rd; –
der ligger mig p[å]
[h]jerte noget ganske andet. –
Jeg er kommen i en temmelig vanskelig [s]tilling,
og ønsker et [v]idnesbyrd eller en [a]ttest; –
Faksimile
236
se, dermed kunde [s]vigerfaer hjælpe mig bedst.
Jeg skal altid g[]øre [u]dvej til[] en [d]rikkeskilling –
Dovregubben
.
[Å] nej; kan jeg være [p]rinsen til[]
[n]ytte?
S[å] kanske jeg f[å]r et [s]kudsm[å]l i [b]ytte?
Peer Gynt
.Med [g]læde. Jeg er noget i [b]etryk[] for [k]ontanter,
og m[å] spinke og spare p[å] alle [k]anter.
Men hør nu, hvad det g[]ælder. I mindes vel,
da jeg meldte mig som [f]rier i Ronden hin [k]veld –
Dovregubben
.Bevares, [h]err [p]rins!
Peer Gynt
.Ikke dette med [p]rinsen!
Men nok. I vilde med [m]agt og [v]old
[k]verve mit [s]yn med et [s]nit[] i [l]indsen,
og skabe mig om fra Peer Gynt til[]
[t]rold.
Hvad gjorde jeg s[å]? Jeg satte mig imod, –
svor, jeg vilde st[å] p[å] min egen [f]od;
jeg forsaged baade [e]lskov og [m]agt og [æ]re,
altsammen bare for mig selv at være.
Denne [k]
[]endsg[]erning, ser I, skal I sværge p[å] til[]
[t]hinge –
Dovregubben
.Nej, om jeg kan!
Peer Gynt
.Hvad er det for [s]nak[]?
Dovregubben
.Han vil da vel ikke til[] en [l]øgn mig tvinge?
Faksimile
[241.]
Han husker da vel, han i [t]roldbrogen trak[],
og smagte p[å]
[m]jøden –?
Peer Gynt
.Ja, I lokked forførende; –
men jeg satte mig bestemt imod det afg[]ørende.
Og net[]op[]
det skal en k[]ende sin [m]and p[å].
Det er [s]lutningsverset det kommer an p[å].
Dovregubben
.Men [s]lutningen, Peer, blev jo stik[] imod.
Peer Gynt
.Hvad er dette for [v]æv?
Dovregubben
.Da du Ronden forlod,
s[å] skrev du dig bag [ø]ret mit [v]algsprogs-[m]ærke.
Peer Gynt
.Hvilket?
Dovregubben
.Ordet, – det kløvende, stærke.
Peer Gynt
.Ordet?
Dovregubben
.Som skiller mellem [m]enneskenes [f]lok
og [t]roldenes: [t]rold, vær dig selv nok!
Peer Gynt
(viger et [s]kridt).
Nok!
Dovregubben
.Og af alle [l]ivsens [k]ræfter
har du jo siden levet derefter.
[16]
Faksimile
238
Peer Gynt
.Jeg! Peer Gynt!
Dovregubben
(græder).
Det er utak[]nemmeligt!
Som [t]rold har du levet, men stødt holdt det hemmeligt.
Ordet, jeg lærte dig, har sat[] dig istand
til[] at svinge dig til[]vejrs som en holden [m]and; –
og s[å] kommer du her og kaster p[å]
[n]akken
af mig og af [o]rdet, du skylder hele [t]akken.
Peer Gynt
.
Nok! Et [b]ergtrold! En [e]goist!
Dette her m[å] være [s]ludder; det er ganske visst!
Dovregubben
(trækker frem en [b]unke gamle [b]lade).
Du mener nok ikke, vi holder [a]viser?
Vent; her skal du se med rødt p[å] sort,
hvor «Bloksbergs-[p]osten» dig lover og priser;
og det samme har «Heklefjelds-[t]idende» gjort
alt fra den [v]inter, du rejste bort. –
Vil du læse dem, Peer? Du kan g[]erne f[å]
[l]ov.
Her staar noget med [u]nderskrift «Hingstehov.»
Og her: «Om det troldeligt-[n]ationale.»
Skribenten drager den [s]andhed frem,
at det lidet kommer an p[å]
[h]orn og [h]ale,
bare en forresten af [h]uden har en [r]em.
«Vort nok», s[å] slutter han, «gier [t]roldets [s]tempel
til[]
[m]anden», – og s[å] nævner han dig, som [e]xempel.
Peer Gynt
.Et [b]ergtrold? Jeg?
Faksimile
239
Dovregubben
.Ja, den [s]agen er klar.
Peer Gynt
.Kunde liges[å] g[]erne blevet, hvor jeg var?
Kunde siddet i Ronden i hyggelig [r]o?
Spart [s]lid og [m]øje og mange [p]ar [s]ko?
Peer Gynt – et [t]rold? – Det er [v]æv! Det er [s]nak[]!
Farvel! Der har du en [s]killing til[]
[t]obak.
Dovregubben
.Nej, snille [p]rins Peer!
Peer Gynt
.Slip[]! Du er gal,
eller g[å]r i [b]arndom. Søg et [h]ospital.
Dovregubben
.
[Å], det er net[]op[] det, som jeg søger.
Men [d]attersøns [a]fkom, som jeg før har sagt,
har f[å]et her i [l]andet slig svare [m]agt;
og de siger, jeg bare er til[] i [b]øger.
Det heder jo, værst er ens egne [f]rænder;
jeg, [s]takkar, f[å]r føle, det [o]rd er sandt.
Det er h[å]rdt at g[]ælde for [d]igt og [t]ant –
Peer Gynt
.K[]ære [m]and, der er flere, det [u]held hænder.
Dovregubben
.Og vi selv har slet[] ingen [h]jælpekasse,
ingen [s]pareskillingsgris eller [f]attigblok[]; –
i Ronden vilde sligt jo heller ikke passe.
Faksimile
240
Peer Gynt
.Nej, der gjaldt det [f]andens: vær dig selv nok!
Dovregubben
.
[Å], [p]rinsen kan da ikke klage p[å]
[o]rdet.
Og hvis han p[å] en eller anden [b]oug –
Peer Gynt
.Min [m]and, du er rent p[å] det gale [s]poret;
jeg st[å]r selv, som man siger, p[å] en nøgen [h]oug –
Dovregubben
.Det er da ikke muligt? Er [p]rinsen [f]ant?
Peer Gynt
.Til[]bunds. Mit prinselige [j]eg st[å]r i [p]ant.
Og det er jer [s]kyld, I forbandede [t]rolde!
Der ser man, hvad d[å]rligt [s]elskab kan volde.
Dovregubben
.S[å] dratted da [h]
[å]bet af [p]inden ned ig[]en!
Farvel! Det blir bedst, jeg til[]
[b]yen mig fægter –
Peer Gynt
.Hvad vil du der?
Dovregubben
.Jeg vil g[å] til[]
[k]omedien.
De søger i [b]ladet nationale [s]ubjekter –
Peer Gynt
.Lykke p[å]
[r]ejsen; og hils fra mig.
Kan jeg rive mig løs, g[å]r jeg samme [v]ej.
Jeg skriver en [f]arce, baade gal og grundig;
den skal hede: «Sic transit gloria mundi.»
(løber bortover [v]ejen; Dovregubben r[å]ber efter ham.)
Faksimile
241
(Ved en [k]orsvej.)
Peer Gynt
.Nu g[]ælder det, Peer, som det aldrig har g[]ældt!
Dette dovriske nok, det har [d]ommen fældt.
Skuden er [v]rag; en f[å]r flyde p[å]
[s]tumperne.
Alt andet; kun ikke mellem [v]raggods-[k]lumperne!
Knappestøberen
(p[å] [v]ejskillet).
N[å] da, Peer Gynt, hvor er s[å]
[a]ttesten?
Peer Gynt
.Har vi [k]orsvejen her? Det var fort bestil[]t!
Knappestøberen
.Jeg kan se p[å] dit [a]nsigt, som p[å] et [s]kilt,
hvad [s]eddelen siger, før jeg har læst den.
Peer Gynt
.Jeg blev k[]ed af det [r]end; – en kan g[å] sig vild –
Knappestøberen
.Ja; og desuden, hvad fører det til[]?
Peer Gynt
.Sandt nok; p[å]
[s]kogen ved [n]attetid –
Knappestøberen
.Der trasker dog en [g]amling. Skal vi kalde ham hid?
Peer Gynt
.Nej; lad ham g[å]. Han er drukken, k[]ære!
Knappestøberen
.Men kanske han kunde –
Peer Gynt
.Hys[]; nej, – lad være!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
16
Faksimile
242
Knappestøberen
.Ja, taer vi s[å] fat[]?
Peer Gynt
.Et [s]pørgsm[å]l blot.
Hvad er det «at være sig selv» igrunden?
Knappestøberen
.Et underligt [s]pørgsm[å]l, især i [m]unden
p[å] en [m]and, der nylig –
Peer Gynt
.Svar kort og godt.
Knappestøberen
.At være sig selv, er: sig selv at døde.
Dog, p[å] dig er sagtens den [f]orklaring spildt;
og derfor, lad det kaldes: overalt at møde
med [
M
m
]esters [m]ening til[]
[u]dhængsskilt.
Peer Gynt
.Men den, som nu aldrig at vide fik,
hvad [
M
m
]ester har ment med ham?
Knappestøberen
.Det skal han ane.
Peer Gynt
.Men hvor ofte sl[å]r ikke [a]nelser [k]lik[], –
og s[å] g[å]r man ad undas midt p[å] sin [b]ane.
Knappestøberen
.Til[]visse, Peer Gynt; i [a]nelsens [m]angel
har [f]yren med [h]oven sin bedste [a]ngel.
Peer Gynt
.Dette her er en yderlig filtret [a]ffære. –
Hør; jeg g[]ør [a]fkald p[å], mig selv at være; –
Faksimile
243
det tør kanske falde svært at f[å] det bevist.
Jeg betragter den [d]el af [s]agen som forlist.
Men nylig, da jeg vandred her s[å] ensom p[å]
[m]oen,
følte jeg et [t]ryk[] af [s]amvittigheds-[s]koen;
jeg sagde til[] mig selv: du er dog en [s]ynder –
Knappestøberen
.Nu lader det jo, som du forfra begynder –
Peer Gynt
.Aldeles ikke; jeg mener en stor;
ikke blot i [g]
[]erning, men i [l]yster og [o]rd.
I [u]dlandet har jeg levet forbistret –
Knappestøberen
.Kan være; men m[å]tte jeg f[å] se [r]egistret?
Peer Gynt
.Ja, und mig blot [f]rist; jeg vil søge [p]resten,
og skrifte i en [f]art og bringe dig [a]ttesten.
Knappestøberen
.Ja, bringer du den, s[å] er det jo klart,
at du blir for [s]tøbeske-[h]istorien spart.
Men [o]rdren, Peer –
Peer Gynt
.Papiret er gammelt;
det hidrører visst fra et ældre [d]atum; –
der var engang jeg leved s[å] slappt og vammelt,
og spilled [p]rofet og trode p[å]
[f]atum.
Ja, f[å]r jeg s[å] prøve?
Knappestøberen
.Men –!
16*
Faksimile
244
Peer Gynt
.K[]ære, snille, –
du har dog visst ikke stort at bestille.
Her i [d]istriktet er jo [l]uften s[å] g[]æv; –
den lægger til[]
[b]efolkningens [a]lder en [a]len.
Husk p[å], hvad Justedals-[p]resten skrev:
«det er [
<...>
sk
]eldent, at nogen dø[]r her i [d]alen.»
Knappestøberen
.Til[] næste [k]orsvej; men s[å] ikke længer.
Peer Gynt
.En [p]rest, om jeg s[å] skal gribe ham med [t]ænger.
(han løber.)
(Lyngbakke. Vejen bugter sig bortefter [h]øjdedraget.)
Peer Gynt
.
Den tør være nyttig til[] mange [t]ing,
sa'e Esben, han tog op[] en [s]k[]æreving.
Hvem kunde tænkt at ens [s]yndeg[]æld
skulde fri en af [k]lemmen den sidste [k]veld?
N[å], [s]agen blir rigtignok lige fuldt kilden;
for det bærer igrunden fra [a]sken i [i]lden; –
men der er jo et [o]rd, som har [h]ævdens [d]
[å]b, –
der siges: s[å]længe der er [l]iv, er der [h]
[å]b.
(En mager [p]erson i højt op[]kiltret [p]restekjole og med et [f]uglefængernet[]
over [s]kuldren løber langsefter [b]akken.)
over [s]kuldren løber langsefter [b]akken.)
Peer Gynt
.Hvem der? En [p]rest med et [f]uglegarn!
Hej, hop[]! Jeg er [l]ykkens [k]
[]ælebarn!
God [a]ften, [h]err [p]astor! Stien er fæl –
Faksimile
245
Den magre
.Ja visst; men hvad g[]ør man ikke for en [s]jæl?
Peer Gynt
.Aha; der er en, som skal himle?
Den magre
.Nej;
jeg h[å]ber, han er p[å] en anden [v]ej.
Peer Gynt
.Herr [p]astor, f[å]r jeg sl[å]
[f]ølge et [s]tykke?
Den magre
.Ret[] g[]erne; [s]elskab er efter mit [t]ykke.
Peer Gynt
.Jeg har noget p[å]
[h]jerte –
Den magre
.Heraus! Læg[] an!
Peer Gynt
.De ser her for Dem en skikkelig [m]and.
Statens [l]ov har jeg redeligt holdt;
har aldrig siddet i [j]ern og [b]olt; –
dog, stundom taber man [f]odefæste
og snubler –
Den magre
.Ak ja; det hænder de bedste.
Peer Gynt
.Se, disse [s]m[å]ting –
Den magre
.Kun [s]m[å]ting?
Faksimile
246
Peer Gynt
.Ja;
Synder en gros har jeg holdt mig ifra.
Den magre
.Ja, k[]ære [m]and, lad mig s[å] i [r]o; –
jeg er ikke den, De synes at tro. –
De ser p[å] mine [f]ingre? Hvad finder De ved dem?
Peer Gynt
.Et mærkelig udvik[]let [n]eglesystem.
Den magre
.Og nu da? De skotter mod [f]oden ned?
Peer Gynt
(peger).
Er den [h]oven naturlig?
Den magre
.Det smigrer jeg mig med.
Peer Gynt
(letter p[å] [h]atten).
Jeg skulde svoret p[å], De var en [p]rest;
og s[å] har jeg den [æ]re –. N[å], bedst er bedst; –
st[å]r [s]alsdøren [å]ben, – sky [k]
[]økkenvejen;
kan du træffe [k]ongen, – g[å] udenom [l]akejen.
Den magre
.Et [h]
[å]ndtryk[]! De synes mig fordomsfri.
N[å], k[]ære; hvad kan jeg s[å] tjene Dem i?
Ja, De m[å] ikke bede mig om [m]agt eller [p]enge.
Sligt kan jeg ikke skaffe om De vilde mig hænge.
De kan ikke tro, hvilken [f]lauhed i [f]orret[]ningen; –
Faksimile
247
det er g[å]et s[å] rent til[]agters med [o]msæt[]ningen;
ingen [t]il[]gang p[å]
[s]jæle; kun i [n]y og [n]æ
en enkelt –
Peer Gynt
.Har [s]lægten s[å] mærkeligt forbedret sig?
Den magre
.Nej, tvertimod; den har skammeligt fornedret sig; –
de fleste kommer i en [s]tøbeske.
Peer Gynt
.N[å] ja, – den [s]ke har jeg hørt lidt om;
det var egentlig i den [a]nledning, jeg kom.
Den magre
.Tal frit!
Peer Gynt
.Hvis det ikke var ubeskedent,
s[å] ønsked jeg g[]erne –
Den magre
.Et [t]il[]holdssted? Hvad?
Peer Gynt
.De har g[]ættet min [b]øn forinden jeg bad.
Bedriften gaar jo, som De siger, vredent;
og kanske De derfor ikke taer det s[å] nøje –
Den magre
.Men, k[]ære –
Peer Gynt
.Mine [f]ordringer er ikke høje.
Nogen [l]øn er egentlig ingen [n]ødvendighed;
kun en venlig [o]mgang efter [s]ted og [o]mstændighed. –
Faksimile
248
Den magre
.Varmt [v]ærelse?
Peer Gynt
.Ikke for varmt; – og helst
[a]dgang til[] at g[å] ig[]en frank og frelst, –
[r]et[] til[], som man siger, at træde til[]bage,
n[å]r der byder sig en [l]ejlighed til[] bedre [d]age.
Den magre
.Min k[]ære [v]en, det g[]ør mig sandelig ondt;
men De kan ikke tro, hvilken [m]ængde [s]uplikker
af lignende [i]ndhold mig [g]odtfolk skikker,
n[å]r de skal bort fra sin jordiske [d]ont.
Peer Gynt
.Men n[å]r jeg betænker min forrige [v]andel,
s[å] er jeg en adgangsberettiget [m]and –
Den magre
.Det var jo kun [s]m[å]ting –
Peer Gynt
.I en vis[
s
]
[f]orstand; –
dog, nu kommer jeg ihug, jeg drev [n]egerhandel –
Den magre
.Der er dem, som drev [h]andel med [v]iljer og [s]ind,
men gjorde det v[å]set, og slap alts[å] ikke ind.
Peer Gynt
.Jeg har skibet nogle [
B
b
]ramafigurer til[] Kina.
Den magre
.Atter Bedemandsstil! Sligt g[]ør vi kun [g]rin af.
Der er [f]olk, som skiber ud fælere [f]igurer
Faksimile
249
i [p]rækener, i [k]unster og i [l]iteraturer, –
de m[å] dog st[å] udenfor –
Peer Gynt
.Ja, men ved
De hvad, – jeg har g[å]et og spillet [p]rofet;
Den magre
.I [u]dlandet? Humbug! De flestes [s]een
ins [b]laue slutter i [s]tøbeskeen.
Har De ikke andet at støtte Dem til[],
s[å] kan jeg ikke huse Dem, s[å] g[]erne jeg vil.
Peer Gynt
.Jo, hør nu; i [h]avsnød, – jeg sad p[å] et [h]vælv, –
og der st[å]r jo: den druk[]nende griber efter [s]ivet, –
endvidere st[å]r der: man er nærmest sig selv, –
og s[å] skil[]te jeg halvvejs en [k]ok[] ved [l]ivet.
Den magre
.Jeg var til[]freds, De en [k]okkepige
havde halvvejs skil[]t ved noget andet tillige.
Hvad er dette her for en [h]alvvejs-[s]nak[],
med [r]espekt at sige? Hvem, mener De, gider
ødsle det dyre [b]rændsel, i [t]ider
som disse, p[å] s[å]dant stemningsløst [r]ak[]?
Ja, bliv ikke vred; Deres [s]ynder gjaldt [s]kosen;
og undskyld, at jeg taler s[å] rent ud af [p]osen. –
Hør, k[]æreste [v]en, sl[å] ud den [t]and;
og g[]ør Dem med [s]tøbeske-[t]anken fortrolig.
Hvad vandt De, om jeg skaffed [D]em [k]ost og [b]olig?
Tænk efter; De er en fornuftig [m]and.
Ja, [m]indet beholdt De; den [s]at[]s er sand; –
Faksimile
250
men [u]dsigten over [e]rindringens [l]and
blev, b[å]de for [h]jerte og for [f]orstand,
hvad Svensken kalder «bra litet rolig.»
De har intet hverken til[] at hyle eller smile over;
intet til[] at juble eller fortvivle over;
intet, som kan g[]øre Dem kold eller hed;
bare s[å]dant noget til[] at ærgre Dem med.
Peer Gynt
.Der st[å]r skrevet: det er ikke grejdt at forst[å],
hvor [s]koen trykker, n[å]r en ikke har den p[å].
Den magre
.Det er sandt; jeg har, – den og den være [l]ov, –
kun for en umage [s]tøvle [b]ehov.
Men det var heldigt, jeg nævnte [s]tøvler;
det minder mig om, at jeg m[å] afsted; –
jeg skal hente en [s]teg, som jeg h[å]ber blir fed;
det er nok ikke værd, jeg st[å]r her og vrøvler –
Peer Gynt
.Og turde man spørge, hvad [s]ynde-[f]oer
har mæsket den [k]arl?
Den magre
.S[å] vidt jeg tror,
har han været sig selv om [n]atten som om [d]agen;
og det er igrunden dog [h]ovedsagen.
Peer Gynt
.Sig selv? Sogner det
[s]lags [f]olk under Dem?
Den magre
.Som det falder sig; [p]orten st[å]r ialfald p[å]
[k]lem.
Faksimile
251
Husk p[å], man kan være p[å] to [s]lags [v]is
sig selv; være [v]rangen eller [r]etten af [k]jolen.
De ved, man har nylig fundet p[å] i Paris
at g[]øre [p]ortræter ved [h]jælp af [s]olen.
Enten kan man direkte [b]illeder give,
eller ogs[å] de s[å]kaldt negative.
De sidste f[å]r omvendt [l]ys og [s]kygge,
og synes for almindelige [ø]jne stygge;
men [l]igheden hviler dog ogs[å] i dem,
og det g[]ælder ikke andet, end at f[å] den frem.
Har nu en [s]jæl sig fotograferet
i sit [l]evnets [f]ørsel ad negativ [v]ej,
s[å] blir ikke [p]laden derfor kasseret, –
man skikker den ganske simpelt til[] mig.
Jeg taer den da for mig til[] fortsat[]
[b]ehandling;
og ved passende [m]idler sker en [f]orvandling.
Jeg damper, jeg dypper, jeg brænder, jeg renser,
med [s]vovl og med lignende [i]ngredienser,
til[]
[b]illedet kommer, som [p]laden skulde give, –
nemlig det, der kaldes det positive.
Men har man, som De, visket halvt sig ud, –
s[å] nytter hverken [s]vovl eller [k]ali-[l]ud.
Peer Gynt
.Alts[å], til[] Dem m[å] man komme som en [r]avn,
for at g[å] som en [r]ype? Tør jeg spørge, hvad [n]avn
st[å]r der under det negative Kontrafej,
som De nu skal føre over p[å] positiv [v]ej?
Den magre
.Der st[å]r Peter Gynt.
Faksimile
252
Peer Gynt
.Peter Gynt? Ja s[å]!
Er [h]err Gynt sig selv?
Den magre
.Ja, det bander han p[å].
Peer Gynt
.N[å], troværdig er han, den samme [h]err Peter.
Den magre
.De k[]ender ham kanske?
Peer Gynt
.
[Å]-ja, som det heder; –
man k[]ender jo s[å] mange.
Den magre
.Min [t]id er knap[];
hvor s[å] De ham sidst?
Peer Gynt
.Det var nede p[å] Kap.
Den magre
.Di buona speranza?
Peer Gynt
.Ja, men derfra sejler
han nok med det første, hvis ikke jeg fejler.
Den magre
.S[å] m[å] jeg derned p[å] st[å]ende [f]od.
Gid jeg nu bare betids ham fanger!
Det Kapland, det Kapland var mig altid imod; –
der findes nogle slemme [m]issionærer fra Stavanger.
(han farer sydover.)
Faksimile
[257]
Peer Gynt
.Den dumme [h]und! Der sætter han p[å]
[s]prang
med [t]ungen af [h]alsen. Jo, [n]æsen blir lang.
Det var mig en [f]ryd at narre det [a]sen.
Slig [k]arl g[]ør sig kostbar og spiller [b]asen!
Han har rigtig noget at g[]øre sig bred af!
[
H
h
]
[å]ndværket skal han nok ikke bli fed af; –
snart ryger han af [p]inden med hele [s]tasen. –
Hm, jeg sidder heller ikke fast i [s]adlen;
jeg er udstødt, kan man sige, af
[s]elvejer-[a]dlen.
(et [s]tjerneskud[] skimtes; han nikker efter det.)
Hils fra Peer Gynt, [b]roer [s]tjernerap!
Lyse, sluk[]ne og forg[å] i et [g]ab – –
(griber sig sammen som i [a]ngst og g[å]r dybere ind i [t]
[å]gerne; stil[]t en [s]tund,
da skriger han:)
Er der ingen, ingen i hele [v]rimlen –,
ingen i [a]fgrunden, ingen i [h]imlen –!
(kommer frem længere nede, kaster sin [h]at[] p[å]
[v]ejen og river sig i [h]
[å]ret.
Efterh[å]nden falder der [s]til[]hed over ham.)
S[å] usigelig fattig kan en [s]jæl da g[å]
til[]bage til[] intet i det t[å]gede gr[å].
Du dejlige [j]ord, vær ikke vred,
at jeg tramped dit [g]ræs til[] ingen [n]ytte.
Du dejlige [s]ol, du har sløset med
dine lysende [s]tænk i en folketom [h]ytte.
Der sad ingen derinde at varme og stemme; –
[e]jeren, siger de, var aldrig hjemme.
Dejlige [s]ol og dejlige [j]ord,
I var dumme, at I bar og lyste for min [m]oer.
[Å]nden er karrig og [n]aturen ødsel.
Det er dyrt at bøde med [l]ivet for sin [f]ødsel. –
[17.]
Faksimile
254
Jeg vil op[]ad, højt, p[å] den bratteste [t]inde;
jeg vil endnu engang se [s]olen rinde,
stirre mig træt[] p[å] det lovede [l]and,
se at f[å]
[s]nedyngen over mig kavet;
de kan skrive derover: «her er
[i]ngen begravet;»
og bagefter, – siden –! Lad det g[å], som det kan.
Kirkefolk
(synger p[å] [s]kogstien).
Velsignede [m]orgen,
da [
G
g
]udsrigets [t]unger
traf [j]orden som flammende [s]t[å]l!
Fra [j]orden mod [b]orgen
nu [a]rvingen sjunger
p[å]
[
G
g
]udsrigets [t]ungem[å]l.
Peer Gynt
(kryber sammen i [s]kræk[]).
Aldrig se did! Der er [ø]rk og [ø]de. –
Jeg er ræd[], jeg var død længe førend jeg døde.
(vil liste sig ind mellem [b]uskerne, men støder p[å]
[k]orsvejen.)
Knappestøberen
.God [m]orgen, Peer Gynt! Hvor er [s]ynderegistret?
Peer Gynt
.Mener du ikke, jeg har hujet og plistret
alt hvad jeg [å]rked?
Knappestøberen
.Og ingen du traf?
Peer Gynt
.Ingen, uden en rejsende [f]otograf.
Faksimile
255
Knappestøberen
.Ja, [f]risten er ude.
Peer Gynt
.Alting er ude.
Uglen lugter [l]unten. Kan du høre den tude?
Knappestøberen
.Det er [o]ttesangs-[k]lokken –
Peer Gynt
(peger).
Hvad er det, som skinner?
Knappestøberen
.Bare [l]ys i en [s]tue.
Peer Gynt
.Hvad er det for [s]us –?
Knappestøberen
.Bare [s]ang af en [k]vinde.
Peer Gynt
.Ja, der, – der finder
jeg [s]ynderegistret –
Knappestøberen
(griber i ham).
Beskik[] dit [h]us!
(de er kommet ud af [h]oltet og st[å]r ved [h]ytten. Daggry.)
Peer Gynt
.Beskikke mit [h]us? Der er det! G[å]!
Pak[] dig! Var [s]keen s[å] stor som en [k]iste, –
du kan tro, den rummed ikke mig og min [l]iste!
Faksimile
256
Knappestøberen
.Til[] tredje [k]orsvejen, Peer; men s[å]
–!
(han bøjer til[]side og g[å]r.)
Peer Gynt
(nærmere mod [h]uset).
Atter og fram, det er lige langt.
Ud og ind, det er lige trangt.
(standser.)
Nej! – Som en vild uendelig [k]lage
er det at g[å] ind, g[å] hjem og til[]bage.
(g[å]r nogle [s]kridt; men standser ig[]en.)
Udenom, sa'e Bøjgen!
(hører [s]ang i [s]tuen.)
Nej; denne [g]ang
tvers ig[]ennem, var [v]ejen aldrig s[å] trang!
(han løber mod [h]uset; i det samme kommer Solvejg ud i [d]øren, kirkeklædt
og med [s]almebog i [k]lædet; en [s]tav i [h] [å]nden. Hun staar rank og mild.
Peer Gynt
(kaster sig ned p[å] [d]ørstokken.)
Har du [d]om for en [s]ynder, s[å] tal den ud!
Solvejg
.Der er han! Der er han! Lovet være Gud!
(famler efter ham.)
Peer Gynt
.Klag ud, hvor syndigt jeg har mig forbrudt!
Solvejg
.Intet har du syndet, min eneste [g]ut!
(famler ig[]en og finder ham.)
Faksimile
257
Knappestøberen
(bag [h]uset.)
Registret, Peer Gynt?
Peer Gynt
.Skrig ud min [b]røde!
Solvejg
.
(sætter sig hos ham.)
Livet har du gjort mig til[] en dejlig [s]ang.
Velsignet være du, at du kom engang!
Velsignet, velsignet vort [p]insemorgens-[m]øde!
Peer Gynt
.S[å] er jeg fortabt!
Solvejg
.Der er en, som r[å]der.
Peer Gynt
(ler).
Fortabt! Med mindre du kan g[]ætte [g]
[å]der!
Solvejg
.Nævn dem.
Peer Gynt
.Nævn dem! Hejsan! Ja visst!
Kan du sige[,] hvor Peer Gynt har været siden sidst?
Solvejg
.Været?
Peer Gynt
.Med [b]estemmelsens [m]ærke p[å] sin [p]ande;
været, som han sprang i Guds [t]anke frem!
Henrik Ibsen: Peer Gynt.
17
Faksimile
258
Kan du sige mig det? Hvis ikke, m[å] jeg hjem, –
g[å] under i de t[å]gede [l]ande.
Solvejg
(smiler).
O, den [g]
[å]den er let[].
Peer Gynt
.S[å] sig, hvad du ved!
Hvor var jeg, som mig selv, som den hele, den sande?
Hvor var jeg, med Guds [s]tempel p[å] min [p]ande?
Solvejg
.I min [t]ro, i mit [h]
[å]b og i min [k]
[]ærlighed.
Peer Gynt
(studser til[]bage).
Hvad siger du –? Ti! Det er g[]øglende [o]rd.
Til[]
[g]utten derinde er selv du [m]oer.
Solvejg
.Det er jeg, ja; men hvem er hans [f]ader?
Det er han, som for [m]oderens [b]øn forlader.
Peer Gynt
(et [s]k[]ær af [l]ys g[å]r over ham, han skriger):
Min [m]oder; min [h]ustru; uskyldig [k]vinde! –
O, g[]em mig, g[]em mig derinde!
(han klynger sig fast og skjuler [a]nsigtet i hendes [s]k[]ød. Lang [s]til[]hed.
Solen rinder.)
Solvejg
(synger sagte).
Sov du, dyreste [g]utten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal v[å]ge. –
Faksimile
259
Gutten har siddet p[å] sin [m]oders [f]ang.
De to har leget hele [l]ivsdagen lang.
Gutten har hvilet ved sin [m]oders [b]ryst
hele [l]ivsdagen lang. Gud signe dig, min [l]yst!
Gutten har ligget til[] mit [h]jerte tæt[]
hele [l]ivsdagen lang. Nu er han s[å] træt[].
Sov du, dyreste [g]utten min!
Jeg skal vugge dig, jeg skal v[å]ge.
Knappestøberens [s]temme
(bag [h]uset).
Vi træffes p[å] sidste [k]orsvejen, Peer;
og s[å]
f[å]r vi se, – om; jeg siger ikke mer.
Solvejg
(synger højere i [d]agglansen).
Jeg skal vugge dig, jeg skal v[å]ge; –
sov og drøm du, [g]utten min!
